Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

7. december 2021 13:40

Politiet skruer yderligere op for indsatsen mod banderne og indfører skærpede strafzoner

En række adresser er i dag blevet ransaget i en koordineret indsats mod organiserede kriminelle, bandegrupperinger og personer med relation til disse. Det sker efter den seneste uges skyderier. Flere personer er anholdt. Samtidig indføres der skærpede strafzoner i de to områder, hvor der fredag blev etableret visitationszoner.
Københavns Politi indkalder desuden til pressebriefing kl. 14.30.

Politiet har i dag skruet yderligere op for indsatsen for at få lagt låg på de konflikter i rocker/bandemiljøet, som menes at have ført til skyderierne i København de seneste dage.  

Tirsdag gennemførte Særlig Efterforskning Øst (SEØ) med hjælp fra flere sjællandske politikredse ransagninger på en række adresser over hele Sjælland – særligt i hovedstadsområdet. 

Samtidig indfører Københavns Politi i dag to skærpede strafzoner. Zonerne gælder indtil videre de næste 14 dage og dækker de samme områder i Husum/Tingbjerg og dele af Nørrebro og Nordvest, hvor vi fredag indførte visitationszoner. Formålet med at etablere de skærpede strafzoner er at forhindre fremtidig utryghedsskabende kriminelle handlinger. Samtidig er zonerne endnu et værktøj til at få genskabt trygheden i områderne. 

»Den seneste uges skyderier er fuldstændig uacceptable. Situationen kan skabe utryghed for borgere, der bor og færdes i områderne. Det er vores vigtigste opgave som politi at sikre orden, tryghed og sikkerhed for borgerne, og derfor indfører vi nu skærpede strafzoner i de to områder,« siger politidirektør Anne Tønnes. 

I en skærpet strafzone kan straffen for visse former for kriminalitet stige til det dobbelte i forhold til gældende praksis. Det gælder fx i sager om våbenbesiddelse eller vold. 

Torsdag blev en 27-årig mand dræbt af skud på Nørrebrogade/Sorgenfrigade. To mænd blev kort efter anholdt og sidder nu varetægtsfængslet i sagen. 

Dagen efter indførte Københavns Politi visitationszoner i to områder af byen, hvor vi vurderer, at de involverede grupperinger og personer holder til, ligesom vi øgede den tryghedsskabende indsats i områderne. 

Fredag formiddag var der et skyderi i Rødovre, der ligeledes fik Københavns Vestegns Politi til at indføre en visitationszone, og lørdag aften var der igen et skyderi i København, denne gang på en vandpibecafé på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, hvor en 39-årig mand blev ramt.  Desuden blev to personer mandag nat ramt af skud i Herlev. Der foregår en intensiv efterforskning af alle sager. 

Ud over den seneste uges skyderier vurderes det, at situationen i rocker- og bandemiljøet bl.a. har ført til, at der den 11. november blev affyret flere skud mod en gruppe, som opholdt sig ved en kiosk på Ruten i Tingbjerg, og den 16. november blev der ligeledes affyret flere skud ved en kiosk på Bisiddervej i København NV. 

Københavns Politi indkalder til pressebriefing kl. 14.30 i den runde gård på Politigården i København, hvor ledende politiinspektør Torben Svarrer og politiinspektør Tommy Laursen vil give en status på dagens aktion og de tryghedsskabende tiltag, som Københavns Politi har indført. Pressekort skal medbringes for adgang.

 

Strafskærpelseszone 1:

Københavns Politi

 

Strafskærpelseszone 2:

Københavns Politi

Beslutning om etablering af strafskærpelseszoner i Københavns Politikreds (PDF)

 

Berigtigelse: Det fremgik tidligere i det vedhæftede dokument, at den person, der blev ramt af skud på Åboulevarden lørdag den 5. december 2021, var afgået ved døden. Det er ikke korrekt. Københavns Politi beklager fejlen, der nu er rettet. 

 

Pressekontakt

Telefon: 35219260

1. april 2025

Københavns Politi

17-årig svensk dreng idømt otte års fængsel for drabsforsøg på Blågårds Plads

Københavns Byret har idømt en ung svensker otte års fængsel for at have ladet sig hverve til at begå drab på Nørrebro. Ingen blev ramt, da han affyrede et enkelt skud på Blågårds Plads den 31. juli 2024.

1. april 2025

Københavns Politi

Tre mænd tiltalt for skuddrab på åben gade i København

En 20-årig svensk statsborger er tiltalt for at have dræbt en 37-årig mand med flere skud på hjørnet af Nyropsgade og Herholdtsgade i Indre By den 19. oktober 2023. To danske statsborgere er tiltalt for at have deltaget i planlægningen af drabet.

20. marts 2025

Københavns Politi

To mænd dømt i stor sag om hvidvask - yderligere to sigtet

Efterforskningen af et større hvidvasknetværk har i denne uge både ført til domme til bagmænd og nye sigtelser i sagen.