Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

26. november 2020 12:08

I fængsel for at efterlade barn i Afrika

En 42-årig kvinde er idømt fængsel for at sende det barn, hun var værge for, til Uganda. Dermed er første dom for at efterlade et barn i udlandet afsagt.

Københavns Vestegns Politi

Paragraf 215a blev tilføjet straffeloven i 2018 for at kriminalisere udsendelser af børn til udlandet under forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare.
 
Den første straffesag for at overtræde bestemmelsen er rejst af anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi ved Retten i Glostrup. Her sad en 42-årig kvinde og værge for en 15-årig pige anklaget for at efterlade pigen hos familie i Uganda under en rejse i september 2019. 
 
Pigen er dansk statsborger, opvokset i Danmark, gik i folkeskole og vidste ikke selv, at hun skulle blive i Uganda. Hun fik frataget sit pas og mobiltelefon og blev efterladt uden penge eller tøj hos en familie, der ikke kunne forsørge hende, betale for hendes skolegang og havde svært ved at tale med hende.
 

Indsats fra myndigheder

Da værgen ni dage efter udrejsen kom hjem alene, blev danske myndigheder opmærksom på, at pigen var efterladt i Uganda. En tværgående myndighedsindsats med kommune, Udenrigsministeriet og Københavns Vestegns Politi fik med hjælp fra familien i Uganda sendt pigen hjem til Danmark efter en måneds tid. 
 
Efterfølgende efterforskning førte til yderligere sigtelser mod den 42-årige værge for en årelang og jævnlig voldelig mishandling af pigen, som blandt andet var slået med ledninger. Den 42-årige kvinde blev desuden sigtet for at have slået og nevet sine egne tre børn i årevis. 
 
Retten i Glostrup dømte den før ustraffede værge og mor et års ubetinget fængsel for at efterlade pigen i Uganda (§ 215a), for grov vold mod pigen (§245) og for vold (§244) mod sine tre børn.
 
”Bestemmelsen straffer den, som har ansvar for et barn og sender det til et andet land under forhold, som kan ødelægge barnets udvikling. Det har politi og anklagemyndighed vurderet, var på tale her, og det har retten nu dømt for. Når en enig domsmandsret sender en hidtil ustraffet kvinde et år i fængsel, signalerer retssystemet, at der er tale om grov forbrydelse, som straffes hårdt,” siger anklagerfuldmægtig Søren Yde Halse, Københavns Vestegns Politi. 
 
Udover kvinden dømte retten hendes 44-årige mand for passivt at have ladet den årelange mishandling af pigen ske. Han var også ustraffet før, og fik et halvt års ubetinget fængsel samt en advarsel om udvisning af Danmark med en prøvetid på to år. Han blev frifundet for at medvirke til § 215a. 
 
Dommen blev afsagt den 11. november. Den dømte kvinde ankede dommen den 25. november, og Statsadvokaten har nu kontraanket for begge dømte. Dermed kommer Østre Landsret til at afgøre sagen.
 

Straffeloven

§ 215a. Med bøde eller fængsel indtil 4 år straffes den, som sender sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold. 
 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

20. december 2024

Københavns Vestegns Politi

Dømt skyldig i dødsulykke

En rumænsk mand skal seks år i fængsel og udvises af Danmark efter at have påkørt en kvindelig bilist, som omkom.

17. december 2024

Københavns Vestegns Politi

I fængsel for at svindle ældre

En 28-årig mand skal i fængsel for at afhente ældre medborgeres kreditkort og koder og tømme deres konti.

17. december 2024

Københavns Vestegns Politi

Grov kriminalitet medførte udvisning for altid

En 36-årig mand fra Somalia er idømt fem års fængsel og udvist for bestandigt for voldtægt og forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod to forskellige kvinder. Han blev desuden dømt for vold, grov vold, tyverier og et røveri mod tilfældige personer og butikker i København i 2023.