Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

16. februar 2025 20:43

Frost forude: Is på din forrude kan udløse hård straf

Kører du rundt i trafikken uden at fjerne is og dug fra ruderne, kan det både koste dig bøde og en betinget frakendelse af din førerret. Det har 14 bilister nyligt indset efter at have modtaget deres dom i retten.

Bil med tiliset forrude - udefra

Der varsles temperaturer under nul og på en frostdag oplever politiet jævnligt bilister, som kører rundt ude i trafikken, selvom de dårligt kan se ud af ruderne på grund af is og dug på bilens ruder.

”Det kan være pivfarligt for andre, hvis en bilist kører rundt nærmest med bind for øjnene, og det er noget, vi sætter ind over for her i den iskolde tid,” siger leder af færdselsafdelingen, politikommissær Claus Stoltenberg, Københavns Vestegns Politi.

Han opfordrer til, at man som bilist bruger et par minutter på at få skrabet alle ruder og spejle helt fri for dug og is, så man kan orientere sig hele vejen rundt, når man kører ude blandt andre i trafikken. Og han opfordrer til, at man under hele kørslen holder ruderne rene, hvis de dugger eller iser til igen.

Straffen får som regel også bilistens humør ned på nulpunktet, for udover en bøde på 2.500 kroner udløser et nedsat udsyn en betinget frakendelse af førerretten i tre år. Det betyder, at man skal bestå en orienterende køreprøve – altså både den teoretiske og praktiske prøve – inden for seks måneder for at beholde kørekortet.

 

14 dømt for tilisede ruder

Retten i Glostrup dømte den 16. december 2024 ikke mindre end 14 bilister for at have kørt rundt med et markant forringet udsyn og dermed tilsidesætte af væsentlige hensyn til andre trafikanters sikkerhed. 

Alle fik en bøde på 2.500 kroner og en betinget frakendelse af førerretten i tre år med krav om orienterende køreprøve.

1. En 44-årig mand fra Ishøj kørte 18. januar 2024 kl. 06.35 på Vildtbanevej i Ishøj med kun en lille del af venstre forrude afiset, mens sideruder og spejle var totalt dækket af is og udsynet til alle sider væsentligt forringet.

2-7. I forbindelse med færdselsaktion ved skolerne i Ishøj den 16. januar 2024 rejste færdselspolitiet seks sigtelser på 40 minutter: 
Først blev en 32-årig mand standset kl. 7.50 ved Vibeholm Skole og sigtet, fordi bilens forrude og sideruder var dækket af is og dug. Dernæst blev en 49-årig kvinde standset kl. 08.00 ved Ådalens Privatskole på Skovvej, fordi kun en del af forrudens venstre side var skrabet fri og dug og udsynet dermed var væsentligt nedsat til alle sider. Klokken 8.15 blev en 38-årig mand standset på Ishøj Boulevard med væsentligt nedsat udsyn, fordi forrude og højre siderude var tilisede. Klokken 8.20 blev en 45-årig kvinde sigtet på Ishøj Boulevard, fordi bilens ruder var dækket is og dug til alle sider, og kl. 08.30 blev to andre biler standset samme sted, hvorefter de to førere på hhv. 35 og 39 år blev sigtet for at køre med så meget is og dug på ruderne, at udsynet var væsentligt forringet til alle sider. 

8. Den 15. januar 2024 blev en 23-årig mand fra Bagsværd standset på Værebrovej, fordi hele forruden var dækket af dug et omfang, som betød, at hans udsyn var væsentligt forringet.

9. En 26-årig kvinde fra Rungsted Kyst kørte 12. januar 2024 kl. 07.45 på Ejby Mosevej i Glostrup med så meget is på bilens ruder, at udsynet var væsentligt forringet til alle sider, da kun nederste del af forruden var skrabet fri for is, og sideruderne kun delvis skrabet. Hun fik en ekstra bøde på 1.500 kroner og et klip kørekortet, fordi hun var optaget af at tale i mobiltelefonen under kørslen.

10-11. En 26-årig mand fra Ishøj blev standset kl. 7.40 den 8. januar 2024 på Vildtbanevej i Ishøj i en varebil, hvor der var skrabet lidt i isen i den nederste del af forruden og på sideruderne, men hvor udsynet til alle sider var væsentligt nedsat. Samme aften kl. 20.00 blev en 29-årig mand standset på Kuldyssen i Taastrup med væsentligt forringet udsyn, fordi kun et par striber på sideruderne var forsøgt skrabet fri for is.

12. En 19-årig mand fra Bagsværd blev standset den 4. januar 2024 kl. 08.00 på Bagsværd Hovedgade i en bil, hvor der i forruden kun var skrabet to kighuller, mens de øvrige ruder var dækket af is og sne.

13. Den 3. december 2023 kl. 7.30 blev en 50-årig kvinde fra Albertslund standset på Herstedvestervej, fordi kun venstre side at forruden var afiset og udsynet til alle sider var markant nedsat.

14. Den 28. november 2023 kl. 10.25 blev 29-årig mand fra Allerød standset på Brøndby Nord Vej i Brøndby og sigtet for, at forruden på hans personbil var dækket af så meget is, at udsynet var væsentligt forringet.

Relateret omtale

For små huller i isen koster bilist dyrt (14-08-2024)

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

6. februar 2025

Københavns Vestegns Politi

Fem mænd dømt for vold med døden til følge

Retten i Glostrup har i dag idømt fem mænd fængselsstraffe på 5 år og 11 måneder for vold med døden til følge. To af de dømte er samtidig blevet udvist af Danmark for bestandigt.

4. februar 2025

Københavns Vestegns Politi

Påkørte cykelryttere: Udsigt til fængsel

Anklagemyndigheden har nu rejst tiltale mod føreren af et kraftigt tohjulet elektrisk køretøj, som påkørte cykelryttere i et cykelløb i Hvidovre. To af rytterne kom alvorligt til skade, og anklagemyndigheden lægger op til en lang fængselsstraf.

3. februar 2025

Københavns Vestegns Politi

Status efter voldelig hændelse på Åmarkvej

Københavns Vestegns Politi efterforsker fortsat en hændelse, hvor en 30-årig mand blev indbragt til et hospital med stik fra en spids genstand. Mandag aften er han uden for livsfare. Aktuelt er flere personer anholdt.