Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

25. august 2025 10:47

Kunstudstilling sætter fokus på misbrug og pårørendes virkelighed

Fra i morgen den 26. august til 1. oktober kan den interaktive udstilling ”Min elskede narkoman” opleves gratis på Albertslund Bibliotek. Den er blandt andet støttet af Ejner Christian Christensens Fond mod narko, som bestyres af Københavns Vestegns Politi.

Kunstner Leah Robb forbereder sin udstilling 'Min elskede narkoman' på Albertslund Bibliotek

Foto: Københavns Vestegns Politi

Udstillingen er skabt af den skotsk-danske kunstner Leah Robb, fordi emnet ligger hendes hjerte nær og er inspireret af en nær vens tilbagefald i misbrug. 
 
Med malerier, skulpturer og genstande sat sammen i et labyrintisk forløb drages publikum ind i en sanselig rejse, som spejler det liv og de dilemmaer, der opstår, når et menneske eksperimenterer med rusmidler. Udstillingen afspejler både fest, kærlighed og omsorg, men også desorientering, bedrageri og fortvivlelse. Den handler dog også om tilgivelse, genoprettelse og håb. Alt det, som rusen påvirker den enkelte og deres pårørende med.
 
”Jeg håber, udstillingen skaber forståelse for dem, der er fanget i rusen, for det kan være virkelig svært at stoppe. Jeg håber også, den giver sympati for de pårørendes situation, for den er ofte glemt. Jeg ønsker især, at alle, som ser udstillingen, vil huske oplevelsen med at blive fanget i rusen, hvis de selv eller nogen i deres nærhed begynder at røre stoffer,” siger kunstneren Leah Robb.
 

Støttet af midler fra politiets fond

Leah Robbs projekt er i år støttet med 125.000 kroner fra Ejner Christian Christensens Fond, som Københavns Vestegns Politi bestyrer.
 
”Udstillingen er en rigtig god fortælling om, hvordan penge, som er øremærket til at bekæmpe narkotika, helt konkret arbejder for den sag. Det er til gavn for rigtige mennesker, børn som voksne, og jeg håber, udstillingen vil få mange til at tænke sig om, før de eksperimenterer med narkotika,” siger fondens formand, politidirektør Kim Christiansen.
 
Ejner Christian Christensen fra Ishøj testamenterede omkring 4,7 millioner kroner til Københavns Vestegns Politi til bekæmpelse af narkohandel, og politikredsen oprettede en fond, som siden 2020 har delt cirka 1,2 millioner kroner ud i legater i overensstemmelse med hans ønske.

Gratis for alle i Albertslund Bibliotek

Også i Albertslund Kommune, hvor udstillingen lige nu kan opleves, synes man emnet er vigtigt. Borgmester Steen Christiansen siger: 

”Bibliotekernes formål er blandt andet at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Og det må man sige, at Leah Robbs udstilling er med til. Det er en udstilling der, når den suppleres af rundvisning og arrangementer, kommer hele vejen rundt om afhængighed. Her får man det fulde perspektiv: Både misbrugerens, de pårørendes og de professionelles fortællinger. Det er et hårdt emne. Men også et emne, som de unge vil møde på deres vej i livet, og som de har brug for at blive oplyst om på forhånd. Derfor er det også en del af vores kulturtrappe i Albertslund Kommune, hvor alle 8. klasserne skal opleve udstillingen og desuden høre oplæg fra foreningen DrugRebels med både en læge og en ex-misbruger.”

Arrangementer i tilknytning til udstillingen

Fernisering: 26. august kl. 16 med Leah Robb

Samtaleaften om ”Mental sundhed, misbrug og vejen ud”: 16. september kl. 17.30. Panel med psykolog, forfatter, tidligere misbruger og pårørende (Leah Robb). Gratis tilmelding via albertslundbibliotek.dk

Reflektionskoncert med musiker Noah Rosanes: 23. september kl. 19. Gratis tilmelding via albertslundbibliotek.dk 

Kunstner Leah Robb forbereder sin udstilling 'Min elskede narkoman' på Albertslund Bibliotek
Kunstner Leah Robb i færd med at forberede sin udstilling 'Min elskede narkoman' på Albertslund Bibliotek. (Foto: Københavns Vestegns Politi).

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

26. august 2025

Københavns Vestegns Politi

To ældre personer fundet døde i Brøndby

Politiet efterforsker omstændighederne efter fund af to døde personer i et hus på Pilevangen

13. august 2025

Københavns Vestegns Politi

Vis små elever ekstra hensyn ved skolestart

Skolestarten betyder, at mange mindre børn nu igen færdes til og fra skole – nogle endda for første gang. De yngste elever mangler rutine i at færdes i trafikken, og derfor opfordrer Københavns Vestegns Politi alle trafikanter til at være ekstra opmærksomme ved skolerne.

30. juli 2025

Københavns Vestegns Politi

Glostrup: Efterlyser en mand i mørkt tøj med hovedbeklædning

Efter skud mod en mand i 30’erne tirsdag aften i Glostrup efterlyser Københavns Vestegns Politi oplysninger om en mand i mørkt tøj, som løb fra gerningsstedet.