Politiet hædrer stalkingindsats Vi hjælper gerningspersonerne
Politidirektørens Pris 2025 går til Dansk Stalking Center for at hjælpe stalkingudøvere med at stoppe. For når en stalker stopper, stopper forfølgelserne.
Det kan lyde paradoksalt, at politiet og en stalkingorganisation hjælper udøvere. Men netop dét er en vigtig del af indsatsen mod stalking.
For når en stalker stopper, stopper overgrebet – og det er en af de mest effektive måder at beskytte både nuværende og fremtidige stalkingofre på.
En pris for at stoppe stalking dér, hvor det starter
”Vi hjælper først og fremmest stalkingudøverne for at beskytte ofrene. Stalking er ofte et mønster, der gentager sig – ofte med flere ofre over tid. Derfor er det afgørende, at vi får stoppet adfærden hos den, der udøver den. Dansk Stalking Center gør en særlig forskel ved at kunne gribe udøvere hurtigt og professionelt. Den indsats forebygger ny stalking – og det er netop det, vi hylder med prisen i dag, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
”Stalking er en alvorlig voldsform, som kan have langvarige og alvorlige konsekvenser for dem, der udsættes. Vores erfaring viser, at stalking stopper, når udøveren får hjælp til at ændre sin adfærd. Derfor er det afgørende, at vi sætter tidligt ind og arbejder tæt sammen med politiet. Når vi kombinerer opsporing med adgang til psykologisk behandling, stopper vi stalking. Og sådan beskytter vi bedst både nuværende og fremtidige stalkingudsatte,” siger Rikke Nue Møller, direktør for Dansk Stalking Center.
Tæt samarbejde: Hurtig hjælp til udøveren
Når politiet møder en stalkingudsat borger, bliver vedkommende rådgivet og tilbudt hjælp. Men også udøveren bliver mødt med en mulighed: En konkret mulighed for hjælp til at stoppe.
Gennem et tæt samarbejde kan politiets medarbejdere henvise direkte til Dansk Stalking Center, hvor psykologer står klar med en hurtig indsats. Det er ofte afgørende, fordi mange udøvere sidder fast i et mønster, hvor de igen og igen opsøger en person, som ikke ønsker kontakt.
Politiassistent Michael Munch er en af de politiansatte, som kontakter stalkingudøvere, der ikke kan finde andre veje end at fortsætte med at opsøge en person, der ikke ønsker kontakten:
”Det har stor værdi, at Dansk Stalking Centers psykologer er klar til at hjælpe en udøver med det samme og få vedkommende ind på en ny vej, som stopper en adfærd, der ellers kan være dybtødelæggende for andre og for udøveren selv,” siger politiassistent Michael Munch, lokalpolitiet ved Københavns Vestegns Politi.
Stalkingsager kan føre til bøder, fængsel, tilhold og påvirke både arbejde, økonomi og familieliv – herunder kontakt til egne børn.
”Mange stalkingudøvere sidder fast i et mønster, hvor de gentager en adfærd, de ikke selv kan bryde. Når vi møder dem tidligt og tilbyder psykologisk behandling, kan vi arbejde med de bagvedliggende mønstre og give dem konkrete redskaber til at stoppe. Det gør en afgørende forskel – både for den udsatte og for udøveren selv siger psykolog Laurids Møller, Dansk Stalking Center.
Ifølge Dansk Stalking Centers tal stopper omkring otte ud af ti udøvere deres stalking, når de går i psykologbehandling.
Hjælp og straf – sammen hver for sig
Stalking straffes efter straffelovens § 242 med bøde eller fængsel indtil tre år, og det retsforfølges af politiet.
Men en politiefterforskning kan godt køre sideløbende uafhængigt af, at der samtidig tilbydes hjælp og rådgivning til de involverede parter.
Både psykologer og politiet har nemlig tavshedspligt og deler ikke oplysninger på tværs.
Det betyder, at en stalkingudøver sagtens kan modtage psykologbehandling samtidig med, at politiet efterforsker vedkommende for stalking.
Det strafferetlige spor og hjælpesporet kører altså adskilt – men med samme formål: at få stalkingen til at stoppe.
Er du stalker – få hjælp her
Hvis du oplever, at du har svært ved at stoppe med at opsøge en person, som ikke ønsker kontakt, er der hjælp at hente.
Dansk Stalking Center er en selvstændig og uafhængig interesseorganisation, der hjælper mennesker berørt af stalking og tilbyder anonym og gratis rådgivning til stalkingudsatte og hjælp til stalkingudøvere:
• Telefonrådgivning 25 17 73 74
• Web: www.danskstalkingcenter.dk
At søge hjælp kan være første skridt til at bryde mønstret og få kontrol over situationen.
Hvis du er udsat for stalking, kan du også kontakte politiet for rådgivning og hjælp på 114.
Tidligere modtagere af Politidirektørens Pris
Politidirektørens Pris blev indstiftet i 2022 og gives til en person eller organisation, der gør en særlig indsats for tryghed, sikkerhed eller forebyggelse.
Tidligere modtagere:
- 2022: Ejendomsleder Søren Lillevang, Kærene i Rødovre
- 2023: Organisationen Dialog Mod Vold
- 2024: Klubleder Per Christoffersen, Hedehusene
(Foto: Nr. 6 og 7 fra venstre er hhv. politidirektør Kim Christiansen og direktør Rikke Nue Møller, Dansk Stalking Center.
Nr. 5 fra venstre er politiassistent Michael Munch og nr. 8 er psykolog Laurids Møller, Dansk Stalking Center.)

Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk