Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Vestegns Politi

Nyhed

15. november 2023 11:34

Tiltaler rejst mod drabsmistænkt

Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 41-årig varetægtsfængslet mand for drab på en ansat og for drabsforsøg på to andre ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup den 21. juli.

Retslogo Glostrup

Lørdag den 22. juli blev en 41-årig mand varetægtsfængslet ved Retten i Glostrup sigtet for at stå bag et knivoverfald på Psykiatrisk Center i Glostrup dagen før, hvor en ansat mistede livet, en anden blev alvorligt såret og en tredje fik overfladiske fysiske skader.

Grundlovsforhøret blev holdt for åbne døre, hvor retten nedlagde navneforbud (gælder stadig).  Fængslingen er siden forlænget løbende.

Københavns Vestegns Politis efterforskning af knivoverfaldet er færdig og overgået til anklagemyndigheden: 

”Anklagemyndigheden har nu tiltalt den 41-årige mand for drabet på en medarbejder og for drabsforsøg mod de to andre ansatte, som blev såret ved overfaldet på den psykiatriske afdeling,” siger specialanklager Peter Rask.

Tiltalte er aktuelt varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, og han skal mentalundersøges, før sagen kommer for retten.   

Anklagemyndigheden har ved tiltalerejsningen derfor taget forbehold for, at tiltalte kan idømmes en anden foranstaltning end fængselsstraf.

  

Nye tiltaler

Anklageskriftet samler i alt 13 forhold begået ved syv forskellige episoder, som ud over drab og drabsforsøg, tæller vold, trusler, hærværk og forsøg på voldtægt. 

Tre tiltalepunkter vedrører nye sigtelser, som politiet har rejst efter varetægtsfængslingen den 22. juli. 

Det drejer sig om to tilfælde af trusler den 12. og 13. september mod sundhedspersonale begået under varetægtsfængslingen og et forsøg på voldtægt mod en kvinde den 14. juli.

Voldtægtsforsøget er således begået i en periode, hvor den 41-årige var efterlyst af politiet. 

Chefpolitiinspektøren for Københavns Vestegns Politi har før udtalt kritik af politikredsens håndtering af efterlysningen:

”Eftersøgningen burde have haft et øget fokus fra politiets side, og det vil jeg gerne gentage. Vi skærpede straks proceduren og har nu indført retningslinjer, så denne type efterlysninger får tilstrækkelig opmærksomhed og prioritet, indtil den eftersøgte er tilbage i behandling hos psykiatrien igen,” siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard.

Læs mere her: ’Skærpede procedurer for eftersøgning af psykisk syge’ (29-08-2023)

 

13 tiltaler

• Verbale trusler om vold mod tjenestemand ved at true en ansat på et hospital i Glostrup den 19. juli 2021
• Verbale trusler mod en mand, vold ved skub mod en kvinde samt besiddelse af kniv i en kiosk i Hvidovre den 10. juni
• Vold ved fastholdelse og skub samt hærværk mod en ung kvinde i Albertslund den 10. juni
• Forsøg på voldtægt og forsøg på andet seksuelt forhold end samleje mod en kvinde i Albertslund den 14. juli
• Drab mod en ansat på Psykiatrisk Center Glostrup, forsøg på drab mod to andre ansatte samme sted samt ulovlig besiddelse af kniv den 21. juli

• Verbale trusler mod tjenestemand ved at true en ansat på Retspsykiatrisk afdeling i Slagelse den 12. september
• Verbale trusler mod tjenestemand ved at true en ansat på Retspsykiatrisk afdeling i Slagelse den 13. september.

 

Relateret omtale

Skærpede procedurer for eftersøgning af psykisk syge (29-08-2023)Status efter knivoverfald i Brøndbyøster (21-07-2023)

 

Pressekontakt

Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk

11. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Stor politiøvelse ved tre S-stationer og Brøndby Stadion

De to kommende torsdage – den 12. og 19. marts – gennemfører politiet en større planlagt øvelse ved S-stationerne Danshøj, Glostrup og Brøndbyøster samt ved Brøndby Stadion. Øvelsen kan i perioder påvirke trafikken lokalt.

11. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Efterlysning efter skudepisode i Måløv

Københavns Vestegns Politi offentliggør nu billede af en mand, som er mistænkt for drabsforsøg i forbindelse med skudepisoden i Måløv den 4.3

10. marts 2026

Københavns Vestegns Politi

Søg støtte til udsatte børn og unge på Vestegnen

Kender du et barn eller en ung under 18 år fra Vestegnen, som har brug for et skub i den rigtige retning? Så er der lige nu mulighed for at søge støtte fra Ellen og Herman Egelunds Fond. Ansøgningsfristen er 7. april 2026.