Uddrag af døgnrapport fra VM i ishockey
I perioden 5. maj kl. 7 til 6. maj kl. 7 har Midt- og Vestjyllands Politi registreret tre sager relateret til VM i ishockey.
Ud over den kortvarige rømning af mediecenteret har politiet det seneste døgn registreret to sager relateret til VM-festen i Herning.
Lørdag ved 15-tiden blev mediecenteret i Jyske Bank Boxen kortvarigt rømmet på grund af en efterladt kuffert. En tilstedeværende patrulje undersøgte kufferten og kunne hurtigt konstatere, at den var tom og uskadelig. Efter ca. et kvarter kunne mediecentret genåbne.
Lørdag ved 16:30-tiden på P3 Syd uden for Jyske Bank Boxen spottede en af politiets cykelpatruljer en mand, som havde mere end almindeligt svært ved at holde balancen. Politiet bruger bl.a. cykelpatruljerne til at forebygge tyveri fra biler parkeret på området. Cykelpatruljen tog kontakt til manden, som viste sig at være en 52-årig lettisk tilskuer, der var svært beruset, havde glemt navnet på sit hotel og manglede et sted at sove rusen ud. En patrulje kørte ham til detentionen i Holstebro, hvor han har tilbragt natten.
Under ishockey-kampen mellem Danmark og USA indledte en mindre gruppe tilskuere ved 22-tiden en diskussion om siddepladser i BOXEN. Diskussionen udviklede sig til, at en 30-årig mand fra Frederiksberg tildelte en 27-årig mand fra Aalborg et eller to knytnæveslag i ansigtet. Som følge af slaget faldt den 27-årige bagover og slog derved sit hoved i gulvet. Sikkerhedsfolkene i BOXEN skilte de stridende parterne ad, og den 30-årige blev anholdt af politiet sigtet for vold. Den 27-årige blev indbragt på sygehuset til kontrol for hjernerystelse. Efter afhøring på politigården i Herning blev den 30-årig igen løsladt. Han er fortsat sigtet i sagen.
Eventuelle opfølgende henvendelser kan ske til politikredsens pressetelefon, tlf. 7242 3514, frem til kl. 13.00.