Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

30. september 2022 10:12

Stor dusør udloves - ved du noget om branden på Borbjerg Mølle Kro?

I forbindelse med den verserende efterforskning af branden på Borbjerg Mølle Kro mangler Midt- og Vestjyllands Politi stadig afgørende spor, der kan føre til en opklaring af sagen. Nu udlover forsikringsselskabet en dusør på 100.000 kroner, hvis man kan komme med brugbare oplysninger om branden, der kan føre til en opklaring af sagen.

Natten til den 12. juli 2021 brændte den historiske Borbjerg Mølle Kro ned, og i mere end et år har Midt- og Vestjyllands Politi arbejdet med opklaringen af sagen.

Alt tyder ifølge den foreløbige efterforskning af forløbet på, at branden har været påsat, men det har endnu ikke været muligt at finde frem til en gerningsmand.

Derfor har forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring nu valgt at udlove en dusør på 100.000 kroner til den eller de personer, der kan komme med oplysninger om, hvem der står bag den påsatte brand på kroen.

”Både vi i Købstædernes Forsikring samt de lokale i området omkring møllen har en stor interesse i, at gerningsmanden til branden bliver fundet,” siger Torben Bidstrup, der er skadedirektør hos forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring.

Han tilføjer:

”Vi vil gerne bidrage til efterforskningen ved at udlove en dusør, da sagen stadig ikke er afsluttet. Politiet er sikre på, at branden er påsat, og derfor vil vi med dusøren opfordre til, at politiet får dét afgørende tip, som kan bringe sagen til en snarlig afslutning,” siger Torben Bidstrup.

 

Kan føre til opklaring af sagen

I Midt- og Vestjyllands Politi håber man, at den udlovede dusør kan være med til at opklare sagen og den bagvedliggende forbrydelse.

 

”Det er altid en meget alvorlig sag at sætte ild til fast ejendom, og i det her tilfælde peger alting på, at branden på Borbjerg Mølle Kro har været påsat. Derfor håber vi også, at dusøren kan få folk til at henvende sig til os, hvis de sidder inde med viden om den påsatte brand,” siger Torben Ladefoged, der er fungerende politikommissær i efterforskningsafdelingen hos Lokalpolitiet i Holstebro.


De historiske bygninger er mere eller mindre brændt ned til grunden, hvilket ifølge Midt- og Vestjyllands Politi understreger grovheden i forbrydelsen.

Tidligere på året – i midten af maj måned – valgte politiet at frigive gerningsstedet efter 10 måneders efterforskning med tekniske undersøgelser af brandtomten.

 

Nærmer sig sin afslutning

Efterforskningen af sagen er nået til et punkt, hvor politiet har svært ved at komme videre, og derfor vælger Midt- og Vestjyllands Politi nu at bakke op om forsikringsselskabets tilbud om at udlove en dusør – til trods for, at denne tilgang ikke bliver anvendt særligt ofte.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man rette henvendelse til Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 114. Henvis gerne til sagens journalnummer 4100-71121-00044-21.

 

Særligt til pressen:

Hvis der er ønske om at lave interview med Midt- og Vestjyllands Politi, er pressen velkomne til at kontakte fungerende politikommissær Torben Ladefoged på telefonnummer 40452482.
 

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

9. oktober 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Fængselsstraf til 11 personer for frihedsberøvelse og grov vold mod 17årig dreng

11 personer mellem 18 og 31 år er i dag blevet idømt lange fængselsstraffe for i foråret 2025 at have frihedsberøvet en 17-årig dreng og udsat ham for grov vold.

30. september 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag: Endnu en rumæner fremstilles i grundlovsforhør i Viborg

Den anden af de i alt fire mænd, der er mistænkt for drabet på en 37-årig rumænsk mand er blevet udleveret til Danmark og vil onsdag klokken 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

24. september 2026

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag: Rumæner fremstilles torsdag i grundlovsforhør i Viborg

En af de fire mænd, der er mistænkt for drabet på en 37-årig rumænsk mand, er nu tilbage på dansk jord. Han vil klokken 13:00 torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.