Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 14. januar 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 13. januar 2025 kl. 07.00 til 14. januar 2025 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Algade, Roskilde
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Benediktsvej, Ringsted
Skovbomindevej, Greve
Emmersvej, Lejre
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Rådhusvej, Fårevejle
Elmegade, Kalundborg
Tyveri fra køretøjer:
Nylandsvej, Køge
Lærkevej, Solrød
Cykeltyv taget på fersk gerning - Trekroner Centervej, Roskilde
Kl. 07.54 mandag morgen ringede en opmærksom borger til politiet, da han så en mand i færd med at stjæle en ladcykel på Trekroner Station. Manden brugte en vinkelsliber til at skære låsen over. En hundepatrulje kom hurtigt frem til stedet, og i det samme så anmelderen at den mistænkte kørte under jernbanetunnellen på ladcyklen og med en el-mountainbike i hånden ved siden af.
Den mistænkte måtte have bemærket, at han var blevet opdaget, så han forsøgte at køre fra stedet på el-mountainbiken og efterlod ladcyklen. En patrulje kørte i området på udkig efter den mistænkte, som blev truffet på p-pladsen med el-cyklen ved et byggemarked tæt ved. Patruljen anholdt en 29-årig mand fra Høje-Taastrup, som blev sigtet for cykeltyverierne, hvilket han nægtede.
Den 29-årige blev fundet i besiddelse af en hashjoint, og ikke langt derfra fandt hundepatruljen en rygsæk, som indeholdt en vinkelsliber på batteri og en oplader, som passede til mountainbiken.
Politiet fik indbragt de to stjålne cykler til politistationen og skal finde frem til ejerne af cyklerne. Den 29-årig blev løsladt efter endt afhøring, men vil senere høre mere i sagen
Uheld foran fodgængerfelt - Jyllandsgade/Hækkerupsvej, Ringsted
Kl. 09.12 skete et uheld mellem to biler på Jyllandsgade mod nordøst. En 38-årig mand fra Sorø bremsede op foran et fodgængerfelt, men det overså den bagfrakommende bilist, en 57-årig kvinde fra Sorø, som kørte op bag i den forankørende. Ingen kom noget til, men bilerne fik skader.
Svensk mand opholdt sig ulovligt i Danmark - Nykøbing SJ.- Odsherred
Kl. 10.48 mandag anholdt udlændingeafdelingen en 45-årig mand fra Sverige, som havde overtrådt det indrejseforbud han havde mod at opholde sig i Danmark. Politiet fik nys om, at han opholdt sig på en adresse i Nykøbing Sj. i et sommerhus. Da patruljen mødte op stak den 45-årige af, men blev løbet op i en nærliggende have.
Den 45-årige blev i 2023 af retten idømt et indrejseforbud til Danmark i 6 år i forbindelse med en sag om narkosalg. Han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk kl. 09.00, hvor han vil blive begæret varetægtsfængslet.
Fartkontrol - Mosede Landevej, Greve
Mandag formiddag var politiet igen på fartkontrol med laser på Mosede Landevej i Greve, hvor der desværre ofte bliver kørt stærkere end de tilladte 50 km/t. To bilister kørte til et klip, men to bilister kan nu forvente en betinget frakendelse af kørekortet.
Kl. 10.52 blev en varebil målt til at køre 87 km/t mod vest. Bag rattet sad en 46-årig mand fra København, som blev sigtet for at køre alt for stærkt i byen.
Kl. 11.38 blev en bilist, en 32-årig mand fra Valby, målt til at køre 85 km/t mod vest.
Udenlandske tyve anholdt - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 12.40 kørte en patrulje fra Færdselsafdelingen på motorvejen ved Greve mod sydvest, da en varebil med stor påhængsvogn overhalede i 4. vognbane i al for høj fart. Patruljen startede en fartmåling og satte efter varebilen, som blev målt til at køre med en gennemsnitsfart på 120 km/t, selvom den højst måtte køre 80 km/t.
Varebilen blev blinket ind til siden, og det skulle vise sig at blive en større sag for politiet. I bilen sad to mænd fra Litauen på 40 og 42 år. Føreren, den 40-årige, viste sig ikke at have kørekort til at køre med stor trailer, traileren var ikke koblet på med sikkerhedswire, og traileren kørte med litauiske nummerplader, selvom den viste sig at være dansk - Og meldt stjålet fra Havelodden i Roskilde natten før.
På ladet af traileren lå 22 cykler, som de to mænd ikke kunne redegøre for, hvor de havde fra. De to blev derfor anholdt og taget med på stationen. Politiet mistænkte, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev inden afhøringen taget med til en blodprøve.
Bag i varerummet lå flere tønder med diesel, som kræver en tilladelse til at køre med farligt gods. Heller ikke dieselolien kunne de redegøre for, og der var mistanke om, at både diesel og en dieselpumpe, der lå i varebilen, også var blevet stjålet. Politiet fandt også kanonslag i varebilen. Varebilen viste sig at være afmeldt, så den var hverken indregistreret eller forsikret.
De to mænd blev afhørt med tolk og sigtet for de mange lovovertrædelser. Politiet arbejder nu på at finde frem til ejerne af de mange stjålne cykler. Den 42-årige mand blev løsladt efter endt afhøring, men den 40-årige er stadig i politiets varetægt mens sagen vurderes juridisk, da det skal afklares, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Ældre svindlet - Roskilde og Borup, Køge
Kl. 12.49 anmeldte et ældre ægtepar fra Borup, at de havde konstateret, at de var blevet svindlet. Tirsdag eftermiddag i sidste uge blev de ringet op af en mand, der sagde han kom fra banken. Mens manden var i røret, dukkede en mand op hjemme hos ægteparret, hvor han fik udleveret dankort og koder. Efterfølgende havde de opdaget, at der var foretaget flere hævninger på kortene. Fra kvindens konto blev hævet omkring 16.800 kr og fra mandens konto blev hævet knap 15.000 kr. Parret havde nu spærret kortene og gjort indsigelse til banken, som havde sagt at det skulle anmeldes til politiet. En patrulje afhørte parret, som var blevet meget utrygge af episoden. Politiet afhørte naboerne, som ikke havde bemærket noget.
Kl. 14.42 anmeldte sønnen til en ældre dement kvinde, at hun tidligere på dagen havde haft besøg af en mand, som sagde han kom fra kvindens forsikringsselskab. Han overtalte kvinden til at lukke sig ind i lejligheden i Himmelev under påskud af, at skulle sikre hendes værdier. Manden kom derfra med en smykkeboks og et dankort, som blev spærret inden der blev hævet penge. En patrulje kørte hjem til kvinden og optog rapport. Ej muligt at få et signalement af manden.
Narkokørsel i frakendelsestiden - Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 14.35 stoppede en patrulje fra færdselsafdelingen en 29-årig mand fra Korsør, som havde sat sig bag rattet selvom han var frakendt kørekortet helt frem til 2032. Han var desuden påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 29-årige blev løsladt efter en tur på sygehuset, men kan forvente et retsligt efterspil.
Børn på isen - Billesborgvej, Herfølge - Køge
Kl. 15.43 fik politiet anmeldelse om, at der løb en større gruppe børn rundt på isen på gadekæret, selvom isen var alt for tynd til at bære. En patrulje kørte til stedet, men der blev ikke truffet personer på isen. Nu er isen formentligt smeltet, men husk at tale med dit barn om faren ved at færdes på tynd is.
Brand i olieanlæg - Asnæs Skovvej, Kalundborg
Kl. 20.10 kom melding om brand i et anlæg i en virksomhed på Asnæs Skovvej, som var opstået under en reparation. Virksomhedens eget brandberedskab fik slukket ilden, og der var ingen som kom noget til. Politiets og brandvæsenets indsatsledere kørte til stedet, hvor det viste sig at branden var opstået i en varmeveksler. Branden blev undersøgt, men der blev ikke fundet noget mistænkeligt eller farligt, der skulle gøres yderligere ved. Lige før kl. 22 var politiet færdige på stedet.
Bilist undveg rådyr, men ramte træ - Eriksholmvej, Vipperød - Holbæk
Kl. 20.55 krydsede et rådyr Eriksholmvej i skoven ved Vipperød, og samtidig kom en 25-årig mand fra Holbæk kørende mod nordvest. Bilisten undveg rådyret, men mistede herredømmet over bilen, som påkørte et træ i vejkanten og standsede. Bilisten slap uskadt, men bilen måtte køres væk af autohjælp.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |