Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. oktober 2024
Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 18. oktober 2024 kl. 07.00 til 21. oktober 2024 kl. 07.00.
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Kvægholm, Gørlev Sj.
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ternemosen, Greve
Kalundborgvej, Holbæk
Møllevangen, Holbæk
Fælledvej, Buerup, Jyderup
Østergade, Store-Heddinge
Ankerhusvej, Solrød Strand
Præstevænget, Karlslunde
Kildebjergs Agre, Bjæverskov
Fugleparken, Karlslunde
Bjælkevangen, Karlslunde
Søhøj, Karlslunde
Lundemosen, Greve
Højvangen, Karlslunde
Bjergesøvej, Hørve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Skanse Tværvej, Rørvig
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Fredag-lørdag
Narkopåvirket bilist uden førerret på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 10.58 blev en 31-årig mand fra Køge sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han ikke havde generhvervet sit kørekort. Ejeren af den bil, som den 31-årige sad bag rattet i, blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person uden førerret. Den 31-årige har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Spirituspåvirket bilist uden førerret – Nykøbing-Slagelsevej, Vig – Odsherred
Kl. 11.34 blev en 56-årig mand fra Brabrand sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da den 56-årige ikke havde gyldig førerret, blev han sigtet for dette. Han fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Tre drenge tilbageholdt efter hærværk – Vestre Havneplads, Kalundborg
Kl. 14.54 tilbageholdt flere borgere tre drenge på 14, 15 og 17 år, som havde skudt fyrværkeri af på et offentligt toilet, hvorved en papirbeholder var blevet ødelagt. To mænd tilbageholdt de tre drenge på stedet og alarmerede politiet som kom frem til stedet. De tre drenge er blevet sigtet i sagen, og de sociale myndigheder er blevet underrettet.
Brand i affald – Køge Havn
Kl. 15.45 blev der i forbindelse med brand i et skrotlager på Nordhavnsvej i Køge blev der udsendt sirenevarsling grundet kraftig røg. Omkring en time senere blev branden afvarslet, da branden var under kontrol og røgen var lettet. Brandvæsnet slukkede branden og ingen kom noget til. Brandstedet er blevet undersøgt, og der var intet tegn på noget mistænkeligt. Branden opstod i nogle litiumbatterier forbindelse håndteringen affaldet.
Lørdag-søndag
Ældre franarret værdifulde smykker og dankort – Herfølge, Køge og Havdrup, Solrød.
Lørdag formiddag lige før kl. 11 fik en ældre kvinde i Herfølge uventet besøg af en mand, som sagde, at han kom fra hendes forsikringsselskab. Manden overbeviste den ældre kvinde om, at han kom for at sikre hendes værdigenstande, og det lykkedes ham at franarre kvinden en to halskæder, tre armbånd, fem ringe til en samlet anslået værdi på 90.000 kr.
Efter besøget ringede kvinden til sin søn, da hun synes det var lidt mærkeligt. Sønnen kørte hjem til sin mor, og sagen blev anmeldt. En patrulje kørte til den ældre kvindes hjem, hvor hun blev afhørt til sagen.
Den falske forsikringsmand beskrives som: Mand, 35-40 år, 180-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj.
Lørdag kl. 12.39 anmeldte sønnen til et ældre ægtepar i Havdrup, at de var blevet kontaktet af en mand, som sagde, at han var bankdirektør, og at han ringede på grund af uregelmæssigheder på deres konto. Mens moren stadig havde bankdirektøren i røret dukkede en mand op på ægteparrets adresse, hvor han fik udleveret dankort, pinkode og farens guldring, som manden ville veje, for at forsikre den. Faren gik ud for at se hvad manden lavede, og så at han løb væk fra stedet med ringen og dankortet.
Manden beskrives som: Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, kort hår og kort skæg ved munden og hagen. Talte: Dansk, Iført: iført mørk jakke og pænt tøj.
Faren tog kontakt til sin søn, som hurtigt kom hjem til sine forældre. Moren talte stadig med ”bankdirektøren”, som dog afbrød opkaldet da sønnen tog røret.
Politiet kørte til stedet og optog rapport og begge sager efterforskes nu, for at forsøge at finde frem til mændene bag de to grove sager om ældresvindel.
Spirituspåvirket bilist glemte at trække håndbremsen – Højby Stationsvej, Højby Sj. – Odsherred
Kl. 16.41 fik politiet anmeldelse om, at en parkeret bil var trillet frem havde ramt to parkerede biler foran et Supermarked i Højby. En patrulje kørte til stedet, hvor det viste sig, at en 46-årig mand fra Odsherred var kørt til parkeringspladsen, hvor han havde glemt at trække håndbremsen inden han forlod bilen. Den 46-årige mand var desuden påvirket af spiritus væsentligt over det tilladte og han havde ikke gyldigt kørekort. Politiet optog rapport om uheldet og anholdt den 46-årige, som blev med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.
Narkobilist med hampeplanter i bilen – Skovvejen, Regstrup – Holbæk
Kl. 18.01 stoppede en patrulje en bilist, som kørte på Skovvejen mod øst. Fra bilen kom en stærk lugt af hash, og det viste sig, at der i baggagerummet lå en sæk med 19 hampeplanter. Føreren af bilen, en 35-årig mand fra Kalundborg, var påvirket af euforiserende stoffer og blev derfor anholdt, for at få udtaget en blodprøve. I bilens handskerum fandt betjentene ca. 20 gram skunk.
Politiet ransagede mandens bopæl, hvor der blev fundet yderligere otte hampeplanter, hampefrø og ca. 7 gram skunk. Alt hashen blev beslaglagt, og den 35-årig blev afhørt til sagen, hvor han erkendte at have besidde hashen, men nægtede at have til hensigt at sælge det. Han vil senere høre mere i sine sager, når resultatet af blodprøven kommer.
Brand i pillefyr – Lille Stokkebjergvej, Jyderup - Holbæk
Kl. 21.25 kørte politi og brandvæsen til brand i en firelænget landejendom nord for Jyderup. Da patruljen kom frem var der ingen synlige flammer, men det røg fra den bygning, hvor der stod et pillefyr, og der var skader på bygningens tag. Brandvæsnet slukkede branden, som ikke nåede at sprede til de øvrige længer. Ingen personer kom noget til. Undersøgelsen af branden pegede på, at den var startet omkring pillefyret.
Vanvidsbilist truede politiet – Ejbyvej, Lille-Skensved – Køge
Kl. 22.14 anmeldte borgere, at der sad en fuld mand og sov ind over rattet af en bil, der holdt på Ejbyvej i Lille-Skensved. Borgerne blev og holdt øje med manden, og en patrulje satte hastigt kursen til stedet, hvor bilisten, en 44-årig mand fra Solrød, viste sig at være kraftigt påvirket af spiritus. Han ønskede ikke at samarbejde med patruljen, men det lykkedes at gennemføre en alkometertest, som viste et resultatet over 2,0.
Han blev anholdt og taget ud af bilen, men han kunne dårligt stå på benene. Da patruljen skulle køre den anholdte til en blodprøveudtagelse blev han opfarende og truede politifolkene på livet, så han blev sigtet for både trusler og spirituskørsel. Bilen blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel grundet den høje promille og hans førerret blev inddraget. Ud på aftenen blev han løsladt, og kan senere forvente et retsligt efterspil.
Søndag – mandag
Mand begik røveri med økse – Stationsvej, Svebølle - Kalundborg
Kl. 12.36 modtog politiet en anmeldelse om et røveri i Super-Brugsen, hvor en maskeret mand havde begået røveri. Bevæbnet med en økse havde røveren truet sig til at få udleveret kassebeholdningen, hvorefter han flygtede fra stedet.
Politiet offentliggjorde efterfølgende overvågningsbilleder af manden og har på den baggrund fået flere henvendelser fra borgere, der mener at vide, hvem manden er.
Manden benyttede en børnecykel, da han cyklede væk fra stedet. En borger kontaktede politiet og oplyste, at den cykel, som den mistænkte transporterede sig på, og som kunne ses på de offentliggjorte overvågningsbilleder, var identisk med en cykel, der var blevet stjålet fra hans adresse for et par uger siden. En anden borger fandt senere på dagen den omtalte cykel efterladt og overdrog cyklen til politiet, der udleverede den til rette ejer.
En mistænkt mand har mandag formiddag kl. 10.17 henvendt sig på en politistation, hvor han er blevet anholdt. Han skal nu afhøres til sagen, herunder skal det vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Borger slog alarm på grund af efterladte effekter – Rørvig Strand, Rørvig – Odsherred
Kl. 14.22 slog en 56-årig kvinde fra Nordsjælland alarm, da hun fandt efterladte gummistøvler, strømper, håndklæde og et tæppe på stranden (Kabelstranden). Politi og redning kom frem til stedet, og kort tid efter kunne alarmen afblæses, da ejeren af effekterne blev fundet i god behold.
Fodgænger påkørt af bil – Herregårdsvej, Roskilde
Kl. 17.22 kom en 82-årig kvinde fra Himmelev kørende i sin bil ad Herregårdsvej mod nord. I krydset ved Havslunde skulle bilisten svinge til højre ad Havslunde, og i forbindelse med svingningen overså bilisten en 76-årig kvinde fra Himmelev, der kom gående i rabatten på Herregårdsvej i nordgående retning. I forbindelse med påkørslen kom den 76-årige kvinde lettere til skade, og hun blev kørt på sygehuset til behandling.
Kø på motorvejen efter uheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 18.22 skete et sammenstød mellem to biler i det vestgående spor. Bilerne blev ført af hhv. en 62-årig mand fra Tyskland og en 38-årig mand fra Agerskov. I forbindelse med uheldet var der et større oliespild på kørebanen, og de to involverede biler sad fast i hinanden ved kofangerne. Der opstod kø på motorvejen i forbindelse med at politi og brandvæsen ryddede op efter uheldet. Kl. 19.56 blev alle kørebaner genåbnet for trafikken.
Togtrafik indstillet – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 20.11 modtog politiet en anmeldelse om, at en dreng lå på togskinnerne. Togtrafikken blev derfor indstillet, mens redningsarbejdet stod på. Kl. 20.33 kunne togdriften genoptages, da drengen, der er 17 år og fra Holbæk, var væk fra skinnerne. Den 17-årige blev efterfølgende indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |