Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

12. februar 2024 10:59

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 12. februar 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 9. februar 2024 kl. 07.00 til 12. februar 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Møllebjergvej, Hvalsø, Lejre

Kanalstræde, Holbæk

Stenhusvej, Holbæk

Huginsvej, Ringsted

Greve Midtby Center, Greve

Hovedgaden, Svinninge, Holbæk

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Kløverengen, Viby Sj., Roskilde

Tranebanken, Herfølge, Køge

Gammel Søllerupvej, Herfølge, Køge

Roskildevej, Benløse, Ringsted

Løvkærparken, Tune, Greve

Trylleskov Allé, Karlstrup, Solrød Strand

Domhusstræde, Holbæk

Astersvej, Roskilde

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Hesteskoen, Rørvig, Odsherred

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

Tyveri fra køretøjer:

Ingen

 

Fredag – lørdag

 

Skoleelev stjal tyggegummi – Hovedgaden, Svinninge, Holbæk

Kl. 09.58 var flere skoleelever i Brugsen i Svinninge i frikvarteret, hvor en 14-årig dreng blev tilbageholdt for butikstyveri. Drengen betalte for to energidrikke i kassen, men han betalte ikke for den pakke tyggegummi, som personalet havde set ham tage i lommen.

 

Politiet kørte til stedet, hvor drengens mor også var tilkaldt. Han blev afhørt til sagen, hvor han nægtede at have til hensigt at stjæle, men erkendte at han havde glemt at betale for tyggegummiet. Den 14-råige kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder, men de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.

 

Sten fra tag ramte mor og baby – Skomagergade, Roskilde

Kl.10.32 kom et alarmopkald om, at en sten fra taget af en bygning i Skomagergade i Roskilde var faldet ned og havde ramt først moren og herefter hendes baby. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor både mor og barn var ved bevidsthed. Den 38-årig kvinde fra Holbæk kommune blev ramt på skulderen, og babyen blev ramt i hovedet.

 

De blev indbragt til sygehuset, hvorfra meldingen senere lød, at de ikke havde fået kritiske skader, men at babyen havde pådraget sig en alvorlig skade. Stedet blev afspærret og bygningen undersøgt af brandvæsnet, for at afklare om der var fare for yderligere løse sten. Der blev ikke fundet yderligere løse sten omkring det sted, hvor stenen havde løsnet sig.  Politiet optog rapport om ulykken for at afklare, om nogen kan stilles til ansvar for at det skete.

 

Glatføreuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 12.59 skete et solouheld på Vestmotorvejen, da en 30-årig kvinde fra Vallensbæk mistede herredømmet over bilen mellem afkørsel 37 og 38 ved Ringsted. Vejen var glat og bilen snurrede rundt og ramte autoværnet. Med i bilen som passager var en 2-årig dreng, de to blev begge tilset i ambulance, men var ikke kommet noget til.

 

Bilens airbags blev udløst, og der skete skader op køretøjet. Autoværnet fik ingen skader.

Der opstod kø på motorvejen som følge af uheldet, men alle spor var åben og vejen fri igen efter omkring en time.

 

Flere forsøgt snydt af ”Glostrup Politi” – Veddelev, Roskilde

Kl. 14.45 anmeldte en kvinde i 70´erne at hun var blevet ringet op af en kvinde, som sagde hun ringede fra ”Glostrup Politi”. Kvinden blev overtalt af den falske politikvinde til at oplyse koden til sit dankort, da kortet havde været misbrugt på nettet.  Dankortet ville ifølge ”politikvinden” blive hentet hjemme hos kvinden i 70´erne. Hun fattede dog mistanke og anmeldte sagen via tlf. 114.

 

En patrulje kørte til Veddelev, hvor de afventede et besøg fra en falsk bank eller politibetjent. Der kom dog ingen til adressen, men patruljen fandt ud af at kvinden i 70´erne ikke var den eneste, som havde fået mistænkelige opkald i området. Ingen var blevet snydt for noget, så politiet optog rapport om forsøg på bedrageri.

 

Unge tog ophold på stationen – Banegårdspladsen, Kalundborg

Kl. 15.30 lagde en patrulje lokalbetjente vejen forbi ventesalen på Kalundborg Station. Omkring 12 unge opholdt sig i venterummet, hvor de holdt en mindre fest med høj musik. De unge i 14-17 års alderen gav udtryk for, at de opholdt sig der fordi ”Havneparken” var aflåst.  De unge forlod stedet og fik besked på, at venterummet kun var for de rejsende.

 

To bilister kørte galt i det glatte føre – Holbæk

Kl. 16.03 mistede en bilist vejgrebet på Kalundborgmotorvejen på grund af glat føre. Bilisten, en 32-årig kvinde fra Rødovre, mistede herredømmet over bilen, som kørte ud på en mark. Politi og ambulance var fremme, hvor bilisten blev tjekket, men hun var sluppet uskadt.

 

Kl. 19.29 kørte en 20-årig kvinde fra Fårevejle galt på Adelers Allé i Svinninge mod Sydøst, da bilen kom i slinger på grund af sne på vejen. Bilen kørte ud i rabatten, hvor den skred, rullede rundt og endte på taget. Kvinden slap fra uheldet med forskrækkelsen og en bulet bil. Politiet registrerede begge uheld.

 

Bilist ramte træ og varebil endte i grøften – Lejre

Kl. 20.36 kørte en 19-årig mand fra Mørkøv galt, da han mistede herredømmet over bilen på Elverdamsvej i Kirke-Såby på grund af glat vej. Bilen ramte frontalt ind i et træ, som stod i siden af vejen. Bilisten slap uden tilskadekomst, men bil og træ fik skader. Kommunen blev underrettet om det påkørte træ.

 

Kl. 00.18 kørte en varebil på Bregentvedvej i Osted, da føreren mistede herredømmet over bilen i det glatte føre. Varebilen skred ud i grøften da den 42-årig forsøgte at bremse. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor varebilen lå på siden. Føreren var uskadt, men det viste sig at den 42-åriges kørekort ikke var gyldigt, så han blev sigtet for at køre selvom det var udløbet.

 

Lørdag-søndag

 

Narkokørsel – Cordozavej, Solrød

Kl. 08.59 blev en 27-årig mand fra Solrød sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand samt for kørsel uden førerret. Manden var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

 

Mor og baby fanget på badeværelset – Roskilde

Kl. 16.36 fik politiet en anmeldelse fra en borger, som kunne høre sin nabo råbe om hjælp, men borgeren kunne ikke komme ind til kvinden, som råbte om hjælp. Politiet kom frem til stedet og kunne gennem væggen ind til naboen kommunikere med den nødstedte kvinde på 23 år, som befandt sig på sit badeværelset sammen med sit spædbarn. Håndtaget på døren ind til badeværelset var røget af med den konsekvens, at kvinden ikke kunne åbne døren og dermed ikke komme ud af badeværelset ved egen drift.

 

Politiet tilkaldt brandvæsnet, som fik skaffet adgang ind til kvinden og spædbarnet på badeværelset, som ikke havde lidt overlast af at være fanget på badeværelset. Patruljen kørte derefter videre til andre opgaver.

 

Kvalificeret vold – Amtsvejen, Snertinge – Holbæk

Kl. 17.14 modtog politiet en anmeldelse om, at to passagerer i en bus havde udøvet vold mod en medpassager i bussen. De to voldsmænd havde drukket alkohol i bussen, hvilket ikke er tilladt, og dette blev påtalt af chaufføren, som de to mænd derfor overfusede. Dette fik en medpassager til at påtalte dette over for de to mænd med den konsekvens, at de to mænd overfaldt medpassageren – en 29-årig mand fra Jyderup og udsatte ham for vold først inde i bussen og derefter ude på gaden, da de tre mænd havde forladt bussen.

 

Den ene voldsmand – en 24-årig irsk mand med adresse i Kalundborg Kommune, blev kort tid efter anholdt af en patrulje, mens den anden mand undløb fra stedet. Den anholdte han blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt og registreret. Manden slog sparkede og spyttede på en betjent i den forbindelse, og han blev sigtet for vold mod tjenestemand samt fornærmelig tiltale mod politiet.

 

Den forurettede mand blev kørt til sygehuset i en ambulance for at få behandling. Han var lettere tilskadekommen efter overfaldet.

 

Ved hjælp af videoovervågning fra bussen fik politiet identificeret identiteten på medgerningsmanden, en 29-årig irsk mand med adresse i Kalundborg Kommune, som blev anholdt og taget med på politistationen, hvor han blev registreret og afhørt til sagen.

 

Da der ikke var grundlag for at fremstille de to mænd for en dommer, blev de løsladt efter endt afhøring. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

 

Spritbilist kørte fast – Maltes Bakke, Vipperød, Holbæk

Kl. 23.51 anmeldte en borger, at vedkommende havde mistanke om, at en person på Maltes Bakke kørte spritkørsel. Vidnet havde set en personbil kørte forbi tre gange i høj fart og til sidst køre fast på en vendeplads.

 

Politiet kom frem til stedet, hvor den fastkørte bil holdt i tomgang. Bag rattet befandt sig en 25-årig mand fra Bulgarien med adresse i Holbæk Kommune, som var påvirket af alkohol over det tilladte, hvilket patruljebilens alkometer bekræftede. Manden blev sigtet for spirituskørsel og var anholdt,. mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

 

Natteliv – Havnen, Køge

Kl. 01.01 anmeldte en medarbejder på en beværtning, at de havde smidt tre personer ud fra stedet, men at de tre nægtede at forlade stedet. De tre befandt sig nu ved indgangen, hvor de havde kastet med flasker mod en dørmand. Politiet indfandt sig og sigtede to personer for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan forvente at høre nærmere fra politiet i den forbindelse. I forbindelse med politiets tilstedeværelse forsøgte flere personer at blande sig i politiets arbejde, og disse blev bortvist fra stedet.

 

Spirituskørsel – Bredgade, Kalundborg

Kl. 01.27 blev en 17-årig mand fra Kalundborg Kommune sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand, da han var påvirket af spiritus over det tilladte. Desuden førte han køretøjet uden ledsager, hvilket er lovpligtigt for personer med kørekort, som endnu ikke er fyldt 18 år. Den 17-årige blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagerne vedr. overtrædelserne af færdselsloven afgøres på et senere tidspunkt.

 

Vanvidskørsel – Holbækmotorvejen – Lejre

Kl. 02.21 modtog poltiet flere anmeldelser om, at en spøgelsesbilist befandt sig på Holbækmotorvejen, og at bilisten var kørende mod øst i det vestgående spor. Da første anmeldelse indløb, befandt spøgelsesbilisten sig ved afkørsel 15 i Gevninge i Roskilde Kommune, og manden fortsatte mod kørselsretningen frem til Høje Taastrup ved afkørsel 6. Undervejs indløb flere anmeldelser, bl.a. fra et vidne, der kun var få meter fra at blive ramt frontalt af spøgelsesbilistens køretøj.

 

I Høje Taastrup fik politiet fik kontakt til føreren – en 41-årig mand fra Polen med adresse i Lejre, der blev anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel samt for at være til væsentlig fare for de modkørende på motorvejen over en længere strækning. Mandens kørsel falder dermed ind under bestemmelserne om vanvidskørsel, og politiet beslaglagde hans varevogn med henblik på konfiskation grundet vanvidskørslen. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

 

Natteliv – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 04.05 optrådte en person voldeligt på et diskotek, og han var ved at komme i klammeri med andre gæster på stedet. Personalet på stedet smed derfor manden ud. I den forbindelse blandede en anden mand sig, og han blev også smidt ud fra stedet. En patrulje kom frem og bortviste de to mænd, som begge er fra Rumænien. Den ene blev anholdt og var frihedsberøvet. Han blev senere løsladt til gaden.

 

Søndag-mandag

 

Spirituskørsel -  Marievej, Holbæk

Kl. 12.05 blev en 45-årig mand uden fast bopæl anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende på en knallert af Marievej i østlig retning, på trods af, at han var påvirket af alkohol over det tilladte. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen og efterfølgende løsladt, og han kan forvente at høre fra politiet på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøve er modtaget af politiet.

 

Butikstyveri – Kystvejen, Strøby Egede – Stevns

Kl. 13.41 blev en 39-årig mand fra Rumænien sigtet for butikstyveri, da han havde passeret sidste betalingsmulighed i en dagligvarebutik uden at betale for 2 dunke med intimsæbe, 1 chokoladebar samt en pakke engangsskrabere til en samlet værdi af 59 kr. Manden blev anholdt og afhørt på politistationen samt registreret. Sagen blev afgjort med en straksbøde, som manden betalte på stedet, hvorefter han blev løsladt.

 

Narkokørsel – Nyledsbakken, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 14.25 anholdt politiet en 22-årig mand fra Nørre-Asmindrup og sigtede han for narkokørsel, da han kom kørende på Nyledsbakken i nordlig retning, uagtet at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden fik udtaget en blodprøve på sygehuset og derefter løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

 

Bil beslaglagt – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 00.50 bemærkede en patrulje en personbil, der kom kørende ad Københavnsvej i østlig retning, som patruljen besluttede at kontrollere. Bag rattet befandt sig en 26-årig mand fra Hillerød, hvis førerret var administrativt inddraget. Manden var kørende i et familiemedlem bil, og patruljen besluttede at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation, da bilejeren – en 65-årig mand fra Taastrup – gentagne gange havde overladt føring af sit køretøj til den 26-årige. Inden for det sidste år har politiet registreret at det er sket seks gange. Den 26-årige er sigtet for kørsel uden førerret, og den 65-årige skal afhøres af politiet i sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

8. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. maj 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 7. maj 2024 kl. 07.00 til 8. maj 2024 kl. 07.00.

8. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. maj 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 3. maj 2024 kl. 07.00 til 6. maj 2024 kl. 07.00.

7. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 7. maj 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 6. maj 2024 kl. 07.00 til 7. maj 2024 kl. 07.00.