Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

22. juli 2021 11:40

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. juli 2021.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. juli 2021 kl. 07.00 til 22. juli 2021 kl. 07.00.

Afspærringsstrimmel

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skjoldenæsvej, Jystrup, Jystrup Midtsj.

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Mortenstrupvej, Skjoldenæsholm, Jystrup Midtsj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Ingen


Færdselsuheld – Østre Ringvej / Bymarken, Roskilde

Kl. 09.24 var der sket et færdselsuheld i lyskrydset Østre Ringvej – Bymarken, så politiet rykkede ud for at undersøge dette nærmere. Det viste sig, at en 34-årig mand fra Roskilde i en personbil var kørt ad Østre Ringvej mod øst. I lyskrydset ved Bymarken kørte han frem for grønt og svingede til venstre mod Bymarken. Under svingningen stødte han sammen med en modkørende personbil ført af en 41-årig kvinde fra Frederikssund. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder om nogen kan have overtrådt færdselsloven.

Færdselsuheld – Københavnsvej / Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 10.13 fik politiet oplysninger om endnu et færdselsuheld i Roskilde, hvor to bilister var stødt sammen i lyskrydset Københavnsvej-Østre Ringvej. Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at den ene af de to implicerede personbiler var endt på taget som følge af sammenstødet midt i lyskrydset. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 67-årig mand fra Nordjylland kørte ad Østre Ringvej i nordlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset. Samtidig kørte en 68-årig mand fra Vestfyn ad Københavnsvej mod øst i den hensigt også at fortsætte ligeud i lyskrydset. Omtrent midt i krydset stødte to bilister sammen, så den 67-åriges bil endte på taget. Kort før kl. ca. 11.00 var oprydningsarbejdet på uheldsstedet afsluttet, så trafikken igen kunne passere uhindret gennem lyskrydset. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt bl.a. lyssignalernes farve i de respektive parters færdselsretninger.

Alvorlig tilskadekomst ved malerarbejde – Munkebrovej, Egerup, Fjenneslev – Ringsted

Kl. 15.10 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand var kommet alvorligt til skade i forbindelse med noget malerarbejde på en privat adresse. En ambulance var blevet sendt til ulykkesstedet, hvorfra en alvorligt tilskadekommen, 51-årig mand fra Fjenneslev i en senere tilkaldt lægehelikopter blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter til behandling for et hovedtraume. Pårørende til den tilskadekomne var også til stede, og politiet fik klarlagt, at den 51-årige havde været i færd med at male en gavl. Arbejdet blev udført fra et ca. fire meter højt stillads, der pludselig væltede, så den 51-årige faldt ned og slog hovedet alvorligt. Politiet underrettede Arbejdstilsynet om ulykken og undersøgte bl.a. stilladset i et forsøg på at få klarlagt til ulykken. Rapport er optaget i sagen bl.a. på grund af den alvorlige tilskadekomst, idet den 51-årige fortsat er indlagt på Rigshospitalet til fornøden behandling.

Målrettet færdselskontrol – Ringsted

Færdselspolitiet foretog i tidsrummet kl. ca. 16.00 – 22.00 en målrettet indsats, hvor trafikanter i Ringsted kommune blev kontrolleret med fokus primært på eventuel spiritus- eller narkokørsel. Resultat af kontrolindsatsen blev følgende: én sag om narkokørsel; to sager om manglende brug af sikkerhedssele under kørslen; én havde glemt sit kørekort; to personbiler havde fejl og mangler, der medførte en sigtelse og en trafikant gennemkørte en strækning, selv om gennemkørsel var forbudt.
De sigtede i alle syv sager kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Narkokørsel – Esbern Snaresvej, Kalundborg

Kl. 16.05 anholdt og sigtede politiet 22-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve på et sygehus til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Stoffer til salg? – Nørregade, Ringsted

Kl. 16.32 fik politiet kontakt til en 21-årig mand fra Lolland, som politiet spottede i en passage til en baggård. Da han virkede noget nervøs ved politiets henvendelse og kunne ikke umiddelbart forklare, hvorfor han opholdt sig på stedet. Politiet undersøgte ham derfor nærmere for om muligt at få klarlagt årsagen. I mandens bæltetaske fandt politiet efterfølgende knap tre gram kokain, ca. otte gram hash og et mindre kontantbeløb. Stofferne var fordelt i såkaldte salgsposer, så politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af stofferne med henblik på videresalg, så både stofferne og pengene blev beslaglagt i sagen. Den 21-årige blev kortvarigt anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod ham skal afgøres.

Lov om euforiserende stoffer – Hundige Centervej, Greve

Kl. 19.45 fik en af flere unge, som politiet traf ved Hundige S-station, åbenbart dårlig samvittighed, idet han kastede noget fra sig ud på togskinnerne. Efter at DSB var blevet underrettet om, at politiet kortvarigt arbejdede på jernbanesporene, lykkedes det politiet at finde flere små poser, der samlet indeholdt godt et gram hash og 2,5 gram kokain. Den unge mand, der havde kastet poserne fra sig, blev anholdt og identificeret som en 17-årig fra Ishøj, der havde opholdt sig på stedet sammen flere lokale unge omkring 20 år fra Greve-området. Den 17-årige blev yderligere fundet i besiddelse af et mindre kontantbeløb, som politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af på grund af salg af euforiserende stoffer. De ulovlige effekter og pengene blev beslaglagt som bevis i sagen, hvor den 17-årige blev løsladt efter afhøring. Hans værger kunne politiet ikke få kontakt til onsdag aften, hvorfor de senere underrettes om straffesagen mod deres søn.

Mistænkeligt forhold – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 21.05 fik politiet oplysninger om, at en gruppe unge mennesker, der ved flere biler opholdt sig på et område tæt på en tankstation på Københavnsvej i den centrale del af Roskilde, kunne være i besiddelse af et skydevåben og et slagvåben opbevaret i et af køretøjerne på stedet.
En sådan anmeldelse medførte en massiv udrykning fra politiets side til stedet, hvor politiet under fornødne egne sikkerhedsmæssige foranstaltninger fik kontakt til og registreret 12 unge mænd og kvinder i alderen 17-25 år fra både Roskilde og andre steder på Sjælland. Med baggrund i ordlyden af anmeldelsen undersøgte politiet de trufne personer og deres køretøjer, men fandt ikke hverken skyde- eller slagvåben i deres besiddelse. Ingen blev således sigtet for noget med baggrund i politiets undersøgelser, der blev afsluttet efter ca. en time.

Uenighed endte med grov vold – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 02.03 modtog politiet et alarmopkald om et overfald i Kordilgade uden for en restauration, idet en mand var blevet slået i hovedet med en genstand. Både en ambulance og en politipatrulje kørte til stedet, hvor politiet traf en 20-årig mand fra Nyrup med et blødende sår. Flere tilstedeværende kom den kvæstede til hjælp og kunne i øvrigt oplyse, at den mistænkte var stukket af fra stedet. Politiet fik klarlagt, at den 20-årige havde været i diskussion med en anden mand, hvorefter det udviklede sig til slagsmål. Herunder var den 20-årige blevet slået i hovedet med en ølflaske, som knustes. Han blev i ambulancen bragt til fornøden behandling på en skadestue for en flænge som følge af slaget med ølflasken.
Politiets efterforskning på stedet fik klarlagt, hvem modparten i slagsmålet med den 20-årige kunne være. En 26-årig, mistænkt mand fra Kalundborg blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl, hvor politiet traf ham. Han tog med til politistationen til afhøring i sagen, hvor politiet sigtede ham for grov vold mod den 20-årige. Den sigtede vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham skal afgøres strafferetligt.

Pressekontakt

Martin Bjerregaard
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

Camilla Schouw Broholm
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Vi beklager. Dette indhold kan ikke vises.