Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

28. oktober 2021 11:45

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. oktober 2021.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 27. oktober 2021 kl. 07.00 til 28. oktober 2021 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Møllehaven, Jyllinge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Højdevej, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Bådehavnen, Køge
Kongsted Nord-rasteplads, Vestmotorvejen, Ringsted
Birkedalsvej, Slimminge, Ringsted
Bygaden, Store-Merløse
Tjærebyvej, Tjæreby, Roskilde
Stavskovvej, Ørslev, Ringsted
Gundestedvej, Hvalsø


Personpåkørsel – mand omkommet – Karlslunde – Greve

Kl. 11.16 fik politiet via alarm 112 melding fra en hundelufter om, at en person var blevet påkørt af et hurtigtkørende tog, der kørte i sydlig retning, på jernbanesporet vest for Karlslunde rasteplads ved Køge Bugt Motorvejen.
Ambulance- og redningspersonale blev sendt til området samtidig med, at togdriften på strækningen blev indstillet i begge retninger.
På Køge Nord-station fik politiet kontakt til det pågældende tog og fik afhørt lokomotivføreren om påkørslen. På selve jernbanesporet omkring motorvejsrastepladsen fandt politiet en alvorligt kvæstet mand, der var afgået ved døden som følge af påkørslen.
Redningsarbejdet fortsatte frem til kl. ca. 15.30, hvor togdriften på strækningen kunne genoptages.
Den omkomne mand blev identificeret som en 22-årig mand fra den vestlige del af København, hvis pårørende er blevet underrettet om sagen. Politiet har ud fra de fremkomne oplysninger ingen formodning om, at der skulle være foregået noget strafbart i forbindelse med personpåkørslen.

Narkokørsel – Stokkebjergvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 12.33 anholdt og sigtede politiet en 56-årig mand uden fast bopæl for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at den 56-årige var påvirket af både cannabis og kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt.

Tyveri fra taske – måske forsøg også – Høng / Gørlev – Kalundborg

Kl. 13.25 anmeldte en 66-årig kvinde fra Høng, at hun under indkøb i supermarkedet Aldi, Centervej, Høng, havde fået stjålet sin pung fra en taske, som hun havde anbragt i indkøbsvognen. Hun havde ikke bemærket noget som helst ved tyveriet, som dog fremgik af butikkens overvågning, idet to mænd havde fulgt efter den 66-årige gennem hele butikken. Ud fra overvågningen kunne de to mænd måske også mistænkes for et forsøg på tyveri fra lommen på en ældre, mandlig kunde i supermarkedet. Denne mandlige kunde har politiet dog ikke fået en anmeldelse fra endnu.
Om de samme to mistænkte kan stå bag endnu et tyveri af en pung fra en taske vides ikke, men en 75-årig kvinde fra Ringsted var kl. ca. 13.30 i forbindelse med indkøb i Super Brugsen, Algade, Gørlev, også blevet udsat for et tyveri. Hun havde intet bemærket ved tyveriet, som hun anmeldte senere på eftermiddagen til politiet. Den stjålne pung havde indeholdt betalingskort, som var forsøgt misbrugt til hævning af kontanter, men det var ifølge den 75-åriges oplysninger mislykkedes.
Politiet har optaget rapport om de to tyverier og forsøger via overvågningsfotos at få identificeret nogen mistænkte ud fra overvågningsmateriale fra de pågældende supermarkeder.

Mystiske, engelsktalende mænd – Tune, Greve / Ølby, Køge

En 88-årig kvinde fra Tune anmeldte sidst på eftermiddagen, at hun kl. ca. 12.00 ved supermarkedet Netto, Tune Parkvej, Tune, var blevet kontaktet af to mørkhårede og engelsktalende mænd, der begge var iklædt sorte frakker. De havde spurgt om vej til Roskilde, og i et ubemærket øjeblik var det lykkedes dem at stjæle den 88-åriges pung fra en indkøbspose. Tyveriet opdagede hun først, da hun var kommet hjem, så hvor de to mænd forsvandt hen, vides ikke.
Næsten samtidig med ovenstående anmeldelse fik politiet en anmeldelse om et forsøg på tricktyveri i Ølbycenter, Køge. En 67-årig mand fra Køge var få minutter tidligere blevet antastet af to engelsktalende mænd, der oplyste at være fra Italien. Den ene havde samtidig fremvist et kort og spurgt om vej til nærmeste sygehus, mens den anden diskret begyndte at rode i den 67-åriges lommer. Han råbte op, hvorefter de to mænd tog flugten til fods. De to mænd blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk, Iført: Mørkt tøj, Medbragte: en sort plasticpose, og B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk, Iført: Mørkt tøj, Medbragte: et kort.
Politiet har optaget rapporter om tyveriet i Tune samt forsøget herpå i Ølby i et forsøg på at identificeret de to mistænkte i sagerne. Personer, der har bemærket mændene enten i Tune eller i Ølby, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Brand i gryde – Åbakkevej, Ørsted, Viby Sj. - Roskilde

Kl. 16.29 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et køkken. Det viste sig, at ilden var begrænset til en frituregryde, hvor branden var forsøgt slukket med et vådt håndklæde. Den var der så også gået ild i inden brandvæsnets ankomst, så der udviklede sig en del røg i huset som følge af branden i gryden. Ingen kom til skade ved branden, der formodes at være startet ved, at en kat utilsigtet kan have fået tændt komfuret med frituregryden stående på en kogeplade.

Brand i gryde – Klyngen, Greve

Kl. 16.36 var en 69-årig kvinde fra Greve i gang med at tilberede nogle forårsruller i en frituregryde, hvorved der opstod brand i gryden. Brandvæsnet blev tilkaldt til at slukke branden, der havde nået at forrette sodskader i både køkkenet og et tilstødende rum. Personale fra en tilkaldt ambulance tilså beboeren for eventuel røgforgiftning, men hun blev ikke indbragt til skadestuen. Politiet har optaget rapport om branden for at få klarlagt omstændighederne, så politiet senere kan tage stilling til, om der måtte være grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af brandlovningen.

Brand i postkasse – Æblehaven, Roskilde

Kl. 16.42 rykkede brandvæsnet og politiet ud til endnu en brand, som var i en postkasse i en opgang i en beboelsesejendom. Branden var hurtigt slukket og havde ikke bredt til andre postkasser i samme opgang. Der var gået ild i reklamer, der stak ud af postkassens åbning, med mindre røgudvikling i opgangen til følge. Politiet har optaget rapport om branden i et forsøg på at finde frem til brandårsagen, som ikke formodes at være opstået af naturlige årsager. Ingen personer kom til skade ved branden, og politiet vil gerne i kontakt med beboere og andre, der måtte have set noget mistænkeligt i opgangen forud for anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brand i gryde – Parkvej, Borup – Køge

Kl. 16.52 blev brandvæsnet sendt til røg fra en lejlighed, hvor en 52-årig mand bor. Det viste sig, at der var gået ild i en gryde med olie i hans lejlighed. Han havde dog været snarrådig og fået ilden slukket ved at lægge et låg på gryden. Der var dog en kraftig røgudvikling som følge af branden, men ingen kom til skade, ligesom der heller ikke skete skade på inventaret i køkkenet.

Knallerter stjålet efter trusler – Nørregade, Ringsted

Kl. 17.36 anmeldte to unge, at de under ophold i Nørregade på deres knallerter var blevet opsøgt af en gruppe unge. To af disse havde været verbalt truende og forlangt at få de to knallerter udleveret. Knallertejerne følte sig truet og udleverede knallerterne, som blev benyttet ulovligt af de to truende unge.
Politiet ledte efter de to truende unge og fik i området ved Søndre Parkvej kontakt til den ene knallert, som blev genkendt. Føreren af knallerten forsøgte at køre fra politiet, men væltede, hvorefter han stak af til fods. Politiet fik dog fat i og anholdt den unge mand, som var en 17-årig ung mand. Knallerten sikrede politiet med henblik på genudlevering til ejeren.
Senere fandt politiet frem til nogle andre fra gruppen i Nørregade. Iblandt disse unge blev en anden 17-årig ung mand genkendt som værende den anden, der truede sig til en knallert. Også han blev anholdt som mistænkt i sagen.
De to anholdte bor begge på en institution, hvis ledelse er underrettet om frihedsberøvelsen af dem, idet de efter afhøring til sagerne forblev i politiets varetægt, indtil anklagemyndigheden og politiet har taget endelig stilling til, hvorvidt de måske skal fremstilles i grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling.

Utryghedsskabende kørsel på stier – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 18.50 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at en bil tilsyneladende kørte rundt på stierne blandt beboelsesejendommene i området. Politiet kørte til området, men fandt ikke umiddelbart nogen bil på steder, hvor biler ikke måtte køre.
Lidt senere i samme område traf politiet dog en bil, som måske kunne minde om den anmeldte. I bilen var nogle lokale unge mænd, som alle blev kontrolleret, uden at politiet foretog sig yderligere i den anledning.

Hurtig bilist (”vanvidskørsel”) – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 20.35 bemærkede en færdselsbetjent, der kørte i en patruljebil med videoudstyr, en personbil køre hurtigt ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning over en længere strækning. Pludselig satte bilisten af ukendte årsager hastigheden gevaldigt op, så færdselspolitiet målte bilisten til at køre med omkring 225 km/t på motorvejen ved Greve til trods for, at højst tilladte hastighed på motorvejen på hele den strækning, som bilisten kørte, var 110 km/t jf. skiltningen. Bilisten var trods den høje hastighed ikke umiddelbart til konkret fare for andre trafikanter. Færdselspolitiet fik ved brug af udrykningssignaler standset personbilen, hvor en 26-årig mand fra Slagelse sad rattet. Han blev sigtet for den grove overtrædelse af højst tilladte hastighed på motorvejen og samtidig gjort bekendt med, at politiet vurderede den begåede overtrædelse af færdselsloven som værende en såkaldt ”vanvidskørsel”. Det betød for den 26-årige, at han fik sin beslaglagt sin bil øjeblikkeligt med henblik på senere konfiskation, ligesom han blev gjort bekendt med, at hans førerret blev inddraget straks. Han må således ikke længere være fører af et køretøj, hvor et kørekort kræves. Politiet kunne ud fra oplysninger på hans kørekort se, at han så sent som i sommeren i år havde bestået både teori- og køreprøve til en anden kategori end personbil, så han lovligt kunne være føre af andre køretøjer end en personbil.
Den 26-årige protesterede ikke over beslaglæggelsen af sin bil og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når den optagne video af hastighedsovertrædelsen er blevet kontrolleret, og sagen skal afgøres i forbindelse med et retsmøde, som han indkaldes til.

Aftenroen forstyrret – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 22.45 bad en lokal borger om hjælp fra politiet, idet nogle unge opholdt sig i opgangen, hvor de både snakkede højlydt og spillede musik fra en soundboks. Det bevirkede bl.a., at anmelderens børn ikke kunne sove.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til to mænd på 19 og 20 år fra Holbæk. De forstod ikke umiddelbart politiets henstilling om at dæmpe sig, så politiet så sig nødsaget til at frihedsberøve dem for at få skabt ro i området og i opgangen. Musikken fra soundboksen blev også stoppet, idet politiet som en præventiv foranstaltning beslaglagde denne, så ejeren næste dag kunne afhente den på politistationen i Holbæk.
De to frihedsberøvede mænd blev løsladt i løbet af natten efter nogle timer i politiets varetægt.

Narkokørsel / knivloven – Digehuset, Greve

Kl. 23.50 sigtede politiet en 27-årig mand uden fast bopæl for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, hvor politiet fandt en ulovlig kniv, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven. Den 27-årige kendte ikke noget til kniven og mente ikke at påvirket af euforiserende stoffer, men i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet fra blodprøven foreligger.

Mistænkelige mænd – Ladegårdsparken Øst, Holbæk

Kl. 01.05 undrede en lokal borger sig om en mindre gruppe mænd, der stod forsamlet ved beboelsesejendommen. De havde kort forinden haft kontakt til et køretøj, som hastigt var kørt fra stedet, ligesom mændene måske også var i besiddelse af en kniv.
Politiet kørte til området og fik kontakt til fire lokale mænd, hvoraf en 20-årig kunne mistænkes for at have været i besiddelse af en kniv. En hundepatrulje fandt nemlig kniven gemt ikke så langt fra det sted, hvor gruppen opholdt. Den fundne kniv blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven, som den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af. Ingen af de øvrige tilstedeværede blev sigtet for noget i anledning af deres ophold på stedet.


OPFØLGNING


Malerier fundet – Tyveri fra og indbrud i bibliotek - Nygade, Holbæk

Flere borgere rettede henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi i løbet af onsdag morgen og formiddag for at gøre opmærksom på, at nogle stjålne malerier, som borgerne havde læst om i medierne, formentlig var udbudt til salg via et netbaseret salgssted.
Politiet fik klarlagt, at der var tale om de i alt tre malerier, der var stjålet dels i Holbæk biblioteks åbningstid i sidste uge, dels ved et indbrud natten til tirsdag i denne uge.
Efterforskning blev straks iværksat for hurtigst muligt at få identificeret sælgeren, som var en 38-årig mand fra Holbæk. Politiet kørte straks til hans bopæl for at foretage en ransagning, hvorunder de tre stjålne malerier blev fundet intakte. Den 38-årige blev anholdt og sigtet for både tyveri af et maleri i bibliotekets åbningstid samt for tyveri af de to sidste malerier i forbindelse med et indbrud på biblioteket.
Efter afhøring til sagerne og afsluttet sagsbehandling fik den 38-årige, der tidligere var straffet og underlagt visse betingelser i forbindelse hermed, udløst den betingede del af straffen, således at han forblev frihedsberøvet. Senere vil der komme et strafferetligt efterspil, som han vil høre nærmere om. Ejeren af de stjålne malerier er blevet underrettet, så malerierne kan afhentes hos politiet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

20. december 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. december 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. december 2024 kl. 07.00 til 20. december 2024 kl. 07.00.

19. december 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 19. december 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 18. december 2024 kl. 07.00 til 19. december 2024 kl. 07.00.

18. december 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. december 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. december 2024 kl. 07.00 til 18. december 2024 kl. 07.00.