Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

5. juli 2021 12:31

Midt og Vestsjællands Politi uddrag af døgnrapporten 5 juli 2021

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 2. juli 2021 kl. 07.00 til 5. juli 2021 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kloster Parks Alle, Ringsted Korskildelund, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ringen, Køge Kildehusene, Jyllinge – to steder Åvej, Solrød Strand Lopholmen, Karlslunde Kvædehaven, Solrød Strand

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Rævestien, Klint, Nykøbing Sj.
Holbækve, Roskilde (Kolonihave)

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

Tyveri fra køretøjer:

Dampmøllevej, Holbæk
Mosestykket, Vindinge, Roskilde

 

 

Fredag - lørdag

 

Anholdt for at genoprette orden og kniv fundet – Havnegade, Holbæk

Kl. 10.25 fik politiet en anmeldelse om, at en mand ved coronatestcentret i Holbæk var opfarende og virkede truende på personalet. Politiet kørte derfor til stedet, hvor en 27-årig mand fra Kalundborg kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika. Han blev derfor sigtet og visiteret af politiet, som ikke fandt narkotika, men i stedet en ulovlig kniv, som han ikke havde anerkendelsesværdigt formål til at bære. Politiet beslaglagde kniven og bortviste manden fra testcentret. Den 27-årig ville trods politiets henstillinger ikke forlade stedet, og han var fortsat opfarende over for patruljen. Han blev derfor anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, så politiet igen kunne oprette ro og orden i området. Han blev løsladt senere på dagen, men han er fortsat sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Søloven overtrådt i stjålet speedbåd – Vestre Havneplads, Kalundborg

Kl. 11.45 fik politiet kontakt til en 41-årig mand Fredericia, som blev standset på vej ind i havnen i en speedbåd. Den 41-årige mand havde sejlet speedbåden fra Fredericia til Kalundborg, uagtet han var påvirket af narkotika og ikke havde et bevis til at føre båden. Ved søgningen på bådens ejer viste det sig, at den formentlig var stjålet, hvilket et opkald til rette ejer kunne bekræfte. Manden blev derfor sigtet, og båden fik politiet lov til at holde fast i, så den kunne komme tilbage til rette ejermand i Fredericia Havn.

Fodgænger påkørt – Valdemar Sejrsvej/Jernbaneplads – Holbæk

Kl. 13.54 fik politiet en anmeldelse om, at en 73-årig mand fra Regstrup i bil havde overset en 18-årig kvinde fra Svinninge, der var i færd med at passere et fodgængerfelt til fods. Kvinden blev således ramt af bilen med omkring 20 km/t og pådrog sig nogle skader, der skulle undersøges på sygehuset. Kvinden var dog ikke kommet alvorligt til skade, men den 73-årige mand vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal undersøges nærmere.

Narkokørsel – Oddenvej, Nykøbing Sj. Odsherred

Kl. 16.35 blev en 43-årig mand fra Havnebyen anholdt og sigtet for narkokørsel på Oddenvej. Han blev taget med for at få udtaget en blodprøve, efter narkometeret gav udslag på euforiserende stoffer. Han blev derefter løsladt, men vil høre nærmere om sagen, når resultatet af blodprøven er klar.

Musik til ulempe betød to soundboxe i bevaring – Rabalderstræde, Roskilde

Kl. 23.03 fik politiet en anmeldelse om høj musik til ulempe for de omkringboende. Politiet kørte derfor til området omkring Musicon, hvor en gruppe unge mennesker blev vejledt om at skrue ned, og at politiet ved fornyet anmeldelse kunne tage musikanlæggene i bevaring til senere udlevering for at genoprette ro og orden på stedet. Omkring 20 minutter senere måtte politiet igen køre til stedet, hvor to soundboxe tilhørende unge mænd i alderen 16 til 18 år fra Roskilde blev taget i bevaring. De kunne hentes på Roskilde politistation dagen efter.

Spirituskørsel på el-løbehjul – Næstvedvej, Ringsted

kl. 00.51 standsede politiet en 53-årig mand fra Ringsted, der kom kørende på et motordrevet løbehjul uagtet han var påvirket af spiritus med en promille, der på alkometeret viste over 2. Den 53-årige mand nåede ligeledes at køre frem for rødt lys, inden politiet fik bragt ham til standsning. Under visitation blev han fundet i besiddelse af hash, og han blev anholdt og kørt til en blodprøve for at få udmålt en præcis promille. Politiet beslaglagde løbehjulet til konfiskation for den høje promille, og efter anholdelsen blev den 53-årige løsladt. Han vil dog høre nærmere om sagerne senere.

 

Lørdag - søndag

 

Narkokørsel uden kørekort og sikkerhedssele – Over Bølgen, Greve

Kl. 14.44 standsede politiet en personbil ført af en 19-årig mand fra Taastrup, der ikke benyttede sikkerhedssele under kørslen. Manden kunne ikke fremvise sit kørekort, idet han ikke havde medbragt dette, og en narkometertest gav udslag på kokain og cannabis. Han blev derfor sigtet for narkokørsel uden sikkerhedssele og uden at have medbragt kørekortet, og han blev anholdt. Den 19-årige blev kørt til sygehuset for at få udtaget en blodprøve, og når resultatet af denne foreligger, vil han høre nærmere. Han blev løsladt igen kl. 15.45.

 

Hasarderet kørsel endte i uheld, trusler og brand – Høng Landevej, Høng – Kalundborg

Kl. 15.56 kom et alarmopkald om en forulykket bil, som var kørt ind i autoværnet på Høng Landevej i Løve, Høng. Flere bilister berettede, at bilen havde kørt hasarderet forud for ulykken, som standsede den vilde kørsel. Bilen havde ifølge vidner kørt stærkt og foretaget flere hasarderede overhalinger. Da forbipasserende efter uheldet tog kontakt til de to yngre mænd i bilen, optrådte føreren truende og fremviste en kniv. De to mænd flygtede herefter fra stedet.

Flere patruljer kørte til stedet, hvor den forulykkede bil blev undersøgt og vidner afhørt. En hundepatrulje gik spor efter de to undløbne mænd, men sporet gik koldt ved Møllegårdsvej. En patrulje på vej til stedet fik på Centervej i Høng øje på to mænd, som passede på beskrivelsen, af de to som var flygtet. Da mændene så politibilen, så de ikke ligefrem begejstrede ud. Betjentene anholdt de to mænd, en 24-årig mand fra Kalundborg og en 31-årig mand fra Albertslund. Den 24-årige kunne mistænktes for at have ført bilen, og have truet med kniv på uheldsstedet. Han blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og han blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling. Den 31-årige blev afhørt til sagen og løsladt. Den 24-årige blev løsladt senere på aftenen.

Kl. 21.19 kom en anmeldelse om brand i et køretøj på Løve Landevej i Høng. Det viste sig at være den forulykkede bil fra tidligere, som nu brændte. Brandvæsnet fik slukket ilden, men bilen udbrændte. Branden var formentlig startet i bilens kabine, og politiet undersøger derfor nu sagen nærmere. Vidner så to mænd omkring bilen før den brændte, og politiet forsøger nu at klarlægge, om de to mænd som kørte i bilen, da den forulykkede kan have været ved bilen efterfølgende. Bilen var afmeldt i motorregistret, så undersøgelsen omkring bilen og den ejer indgår i sagen om uheldet. 

Øvrige vidner, som har bemærket personer omkring en ældre grå personbil af mærket Chevrolet Nubira, som holdt på Høng Landevej ved Løve lørdag aften omkring kl. 21.00, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114. 

 

Førte bil uden gyldigt kørekort – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 20.15 blev en personbil standset på Hestetorvet i Roskilde. Bag rattet sad en 20-årig mand fra København, som var frakendt førerretten og endnu ikke havde denne generhvervet. Han blev derfor sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort og kan forvente en klækkelig bøde i sagen. Ejeren af bilen – en 18-årig mand fra Osted, Lejre Kommune, blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person, uden at have sikret sig, at vedkomne har et gyldigt køretøj. Han kan ligeledes forvente en bøde fra politiet.

Grov vold – Klosterengen, Roskilde

Kl. 20.31 fik politiet en anmeldelse fra en 64-årig mand fra Roskilde, der kom kørende ad Klosterengen på cykel. I modsatte retning kom to yngre mænd ligeledes på cykel, og da de kørte i den forkerte side af vejen, påtalte den 64-årige dette over for dem. Dette resulterede i, at der opstod tumult, og den 64-årige blev tildelt flere spark på kroppen, mens han lå ned. Politiet kom til stedet, hvor en 18-årig og en 16-årig mand fra Roskilde blev anholdt og sigtet for grov vold mod den 64-årige. De blev afhørt til sagen og herefter løsladt. Politiet underrettede de sociale myndigheder og en værge til den 16-årige. Omstændighederne omkring sagen skal nu undersøges nærmere.

Uheld på stjålet knallert – Klosterengen, Roskilde

Kl. 22.04 forulykkede en 26-årig mand, mens han kørte på en lille knallert. Manden blev kørt til sygehuset for at blive behandlet for sine skader, og herunder blev en blodprøve udtaget for at kontrollere for både narkotika og spiritus. Den 26-årige kørte desuden på en knallert, der var meldt stjålet. Han vil høre nærmere om sagerne, når resultaterne af blodprøven er klar.

 

Søndag – mandag

 

Bilist undveg dådyr og kørte galt – Jordemodervej, Ringsted

Kl. 10.25 skete et solouheld på Jordemodervej i Ringsted, da en bilist undveg et rådyr, som løb over vejen og kørte galt. Føreren, en 20-årig mand fra Dianalund, mistede herredømmet over bilen, som påkørte et vejskilt. Hverken den 20-årige eller hans jævnaldrende passager kom noget til ved uheldet. Men bilen kunne ikke køre videre og ville senere blive afhentet af vejhjælp.

 

Cyklister stødte sammen – Fuglebæk Alle, Køge

Kl. 10.29 skete et sammenstød imellem to cyklister på en cykelsti ved Fuglebæk Alle. En 52-årig mand fra Køge cyklede i sydlig retning, da en 13-årig dreng krydsede cykelstien og trillede ud foran den 52-årige, så de begge væltede. Den 13-årige slap uskadt fra sammenstødet, men den 52-årige pådrog sig et brud på det ene ben. Politiet kørte til stedet, hvor der blev optaget rapport.

 

Lille ulovlig knallert – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 19.15 standsede en færdselspatrulje en lille knallert, som kom kørende ad Holbækvej i Kalundborg i al for høj fart. Knallerten blev målt på rullefelt, som skal vise, hvor hurtigt den kan køre. Resultatet viste en tophastighed på 54 km/t, selvom den højst må kunne køre 30 km/t. Lygterne på knallerten var ikke lovlige, da der var påsat sort tape øverst på lygten, hvilket ikke er tilladt. Hornet havde en ulovlig lyd, da det kunne afgive lyd af flertonet art, som kan lyde som en udrykningssirene. Knallertføreren, en 16-årig dreng fra Kalundborg, blev sigtet for at køre på den ulovlige knallert og gjort bekendt med, at knallertens høje hastighed gør, at sagen lægges op til en betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert. Drengen værge blev orienteret om sagen. Den 16-årige og hans værge kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

 

Spiritusbilist påkørte betjent under flugt – Høng Landevej, Høng – Kalundborg

Kl. 01.52 blev en personbil standset på Høng Landevej ved Løve i en rutinekontrol. Føreren, en 20-årig mand fra Albertslund, viste sig at være spirituspåvirket og blæste i alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Da betjenten erklærede den 20-årige for anholdt, blev han usamarbejdsvillig og nægtede at stige ud af bilen. Politifolkene åbnede bildøren for at assistere manden i at følge med, men han satte sig til modværge. Mens betjentene forsøgte at få føreren ud af bilen, kørte den 20-årige fremad, så den ene betjent blev ramt på sin arm af bilen. Den 20-årige kørte herefter fra stedet mod syd. Betjenten var ikke kommet alvorligt til skade, så patruljen eftersatte det flygtende køretøj. Efter nogle få hundrede meter standsede bilen af sig selv og den 20-årige steg selv ud og blev anholdt uden dramatik. Han blev sigtet for vold ved at have påkørt betjenten for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve. Mandag formiddag efter endt sagsbehandling blev den 20-årige løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

27. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 27. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 26. november 2024 kl. 07.00 til 27. november 2024 kl. 07.00.

26. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. november 2024 kl. 07.00 til 26. november 2024 kl. 07.00.

25. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. november 2024

Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. november 2024 kl. 07.00 til 25. november 2024 kl. 07.00.