Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

5. oktober 2021 11:37

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. oktober 2021.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. oktober 2021 kl. 07.00 til 5. oktober 2021 kl. 07.00.

LIMA indsatsleder døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Sygehusvej, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Ingen


Mistænkelig mand i haven – Snebærhegnet, Greve

Kl. 07.46 anmeldte en 71-årig kvinde fra Greve, at hun kl. ca. 02.30 natten til mandag havde overrasket en fremmed mand i haven. Han var ved at stjæle en afrikansk skulptur fra haven, men opgav, da anmelderen gav sig til kende. Manden flygtede ud via havelågen og blev i øvrigt beskrevet som 180-185 cm høj og kraftig af bygning.
Politiet hører gerne fra personer, der måtte have bemærket manden i området natten til mandag. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 08.48 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, hvor tre bilister var involveret. Det viste sig, at en 41-årig kvinde fra Køge under kørsel i en varebil i nordlig retning på motorvejen for sent opdagede, at de forankørende havde nedsat hastigheden på grund af kødannelse. Hun påkørte derfor bagenden af den forankørende personbil, der ved sammenstødet blev skubbet frem i en anden personbil. De involverede køretøjer blev flyttet ind i nødsporet, hvorefter den 41-årige blev bragt på skadestuen til kontrol. Motorvejen blev åbnet kl. ca. 0930 for passage i alle spor, efter at noget tabt væske fra køretøjerne var blevet fjernet. Politiet registrerede parterne i uheldet, som den 41-årig slap uskadt fra.

Færdselsuheld – bilist omkommet – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 11.23 fik politiet via alarm 112 melding om et formentlig alvorligt færdselsuheld på Køgevej lidt nord for lyskrydset Køgevej-Salløvvej-Snoldevej Bygade, idet en lastbil og en varebil var stødt sammen. Ambulancer og redningskøretøjer var blevet sendt til uheldsstedet, som politiet afspærrede dels i lyskrydset syd for uheldsstedet, dels i krydset Køgevej-Lufthavnsvej, så redningsindsatsen kunne foregå uforstyrret.
Føreren af den involverede lastbil – en 42-årig mand fra Taastrup – var sluppet fysisk uskadt fra ulykken. Redningspersonalet arbejdede intenst på at få frigjort føreren af varebilen, der i fronten havde store beskadigelse som følge af sammenstødet. Efter frigørelsen af den mandlige fører kunne en læge konstatere på ulykkesstedet, at føreren var afgået ved døden som følge af alvorlige kvæstelser. Der blev således ikke brug hverken den tilkaldte lægehelikopteren eller for hastende ambulancetransport med politieskorte. Føreren blev bragt til et sygehus og senere identificeret som en 29-årig mand fra Amager. Hans pårørende blev efterfølgende underrettet om dødsfaldet og omstændighederne ved ulykken.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge de implicerede køretøjer og uheldsstedet i et forsøg på at klarlægge omstændighederne ved uheldet. Den foreløbige konklusion er, at den 42-årige lastbilchauffør kørte ad Køgevej mod syd, da føreren af den modkørende varebil af p.t. ukendte årsager langsomt trak over i lastbilens vognbane, så et frontalt sammenstød ikke kunne undgås. Ved sammenstødet blev varebilen slynget rundt og strejfede bagenden af en personbil, der af en 44-årig kvinde fra Roskilde blev ført også i nordlig retning lige bag varebilen. Rutinemæssigt har politiet fået udtaget en blodprøve af den omkomne fører for at få afklaret, hvorvidt han kunne være påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer under kørslen.
Uheldsstedet var afspærret frem til kl. ca. 14.10, hvor omkørsel ad nærliggende veje øst om Roskilde Lufthavn blev ophævet.

Uorden på privat adresse – Herfølge – Køge

Kl. 13.25 fik politiet via alarm 112 melding om en mand, der ifølge anmelderen var ved at ødelagt inventaret på sin private bopæl. Manden kastede herunder bl.a. stole ud gennem et vindue.
En patrulje fik på stedet kontakt til en 32-årig mand fra Herfølge, der opholdt sig på sin bopæl. Ingen var kommet til skade som følge af mandens adfærd, som efter politiets vurdering var en udløber af mandens mentale uligevægt. Politiet tilbød ham at være behjælpelig med fornøden hjælp, men manden ønskede ikke yderligere hjælp. Da der var tale om mandens egen inventar, og ingen udenforstående havde været i fare eller lidt et tab, foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af denne anmeldelse.
Få dage tidligere havde politiet i anden anledning lavet en indberetning til de sociale myndigheder i Køge Kommune, så den 32-årige måske også ad den vej kunne tilbydes den fornødne hjælp.

Narkokørsel – Gymnasievej, Køge

Kl. 16.35 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. I forbindelse hermed, da den 24-årige, mandlige fører fra Køge fandt ud af, at han skulle narkometertestes, forsøgte han at løbe væk, men blev indhentet af politiet. Narkometertesten indikerede, at han var påvirket af euforiserende stoffer, og ved den efterfølgende visitation efter anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af to klumper hash, så sigtelserne mod ham blev udvidet til at omfatte lov om euforiserende stoffer. Den 24-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagerne.

Spirituskørsel – Bobjergvej, Asnæs – Odsherred

Kl. 17.05 anholdt og sigtede politiet en 59-årig mand fra Odsherred for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkokørsel – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 23.08 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Tølløse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han kunne mistænkes for narkokørsel, så den 25-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden han blev løsladt.

Mand kvæstet efter overfald – Ladegårdsparken, Holbæk

Kl. 23.31 fik politiet via alarm 112 flere opkald fra borgere om, at der i området ved Ladegårdsparken var hørt flere skudafgivelser. En ambulance var sendt til området.
Anmeldelserne medførte udrykning med flere patruljer, der i området ud over vidner fik kontakt til en lettere kvæstet, 19-årig mand fra Holbæk. Han oplyste, at han sammen med en kammerat havde gået på en sti mellem boligblokkene, da de blev overfaldet af en gruppe på 10-12 personer. Enkelte fra gruppen havde formentlig med skarpe redskaber angrebet den 19-årige, så han blev lettere kvæstet flere steder på kroppen. Han kunne dog flygte fra stedet sammen med kammeraten, der var uskadt.
Politiet afspærrede området, som efterfølgende blev undersøgt med bl.a. politihunde i et forsøg på at finde spor, der kunne relatere sig til både overfaldet på den 19-årige og anmeldernes oplysninger om afgivelse af skud. Ved søgningen i området fandt politiet flere patronhylstre, som nu er sikret med henblik på tekniske undersøgelser.
I forbindelse med anmeldelserne har politiet ikke fået kontakt til personer, som måske har været målet for skudafgivelserne, ligesom politiet heller ingen oplysninger har om personer med skudlæsioner.
Gruppen af personer, der overfaldt den 19-årige, kan kun beskrives som mørkklædte og bærende en form for maskering.
Tirsdag formiddag vil politiet med politihunde igen gennemsøge området i dagslys for at lede efter eventuelle yderligere spor.
Politiets lokale nærbetjente vil både i dag tirsdag og igen i morgen onsdag fra middagstid være synligt til stede i området ved Ladegårdsparken i et tryghedsskabende øjemed. Formålet er også at komme i kontakt med personer, der har gjort observationer i området forud for anmeldelsen mandag kl. 23.31, så politiet kan få nye oplysninger til brug for efterforskningen i sagen, der af politiet behandles som en anmeldelse om alvorlig personfarlig kriminalitet.

Brandundersøgelse – Islandsvej, Herfølge – Køge

Kl. 03.45 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i et kontor på en virksomhed i industriområdet i Herfølge. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der forårsagede egentlige brandskader på et kontor og sodskader i tilstødende lokaler. Ejeren af bygningen blev underrettet og kunne oplyse, at kontoret var blevet forladt i går aftes efter mulig tømning af et askebæger ned i en skraldespand. Politiet vil nu ud fra disse oplysninger prøve at få klarlagt årsagen til brandens opståen. Ingen personer kom til skade ved branden.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Martin Bjerregaard
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
 

 

Flere døgnrapporter

19. august 2022

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 19.august 2022.

Vanvidsbilist fik taget bilen - Narkohunde med næse for psilocybinsvampe - Politiet og Færdselsstyrelsen holdt kontrol på Havnen i Roskilde - Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 18. august 2022 kl. 07.00 til 19. august 2022 kl. 07.00.

18. august 2022

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. august 2022

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. august 2022 kl. 07.00 til 18. august 2022 kl. 07.00.

17. august 2022

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 17. august 2022.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. august 2022 kl. 07.00 til 17. august 2022 kl. 07.00.

Forslag