Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 4. november 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 1. november 2024 kl. 07.00 til 4. november 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Nygade, Holbæk
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ringstedvej, Igelsø, Holbæk
Egøjevej, Køge
Troldehøj, Roskilde
Hejrevej, Roskilde
Æblevangen, Asnæs
Munkevangen, Køge
Rørholmen, Roskilde
Annebergparken, Nykøbing Sj.
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Risengen, Store-Fuglede
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Højby Hovedgade, Højby Sj.
Tyveri fra køretøjer:
Ahorn Alle, RingstedLindenborgvej, Roskilde
Holbækvej, Ringsted
Borupvej, Borup
Juelsvej, Vipperød
Fredag-lørdag
Ældresvindler blev voldsom - Roskilde
Kl. 10.39 anmeldte en kvinde i 90'erne, at hun kl. 10 var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Danske Bank, og som oplyste, at hendes dankort var udløbet og skulle ombyttes. Manden indfandt sig kort tid efter hjemme hos kvinden, som bor i området omkring Roskilde Station. Manden kom ind i kvindens lejlighed, hvor han tog hendes betalingskort og nogle smykker, som han lagde i sin lomme. Kvinden protesterede, at sagde til manden, at han ikke skulle tage hendes kort og smykker. Kvinden tog fat i mandens arm, og han trak kvinden ned af en trappe, hvorved hun kom lettere til skade. Hun slap sit tag i ham, og han flygtede fra stedet med hendes betalingskort og smykker.
Manden beskrives som:
Ca. 165 cm høj, gylden brun hudfarve, kort sort hår. Han bar en mørk vindjakke og mørke bukser.
Politiet skal nu efterforske sagen for at forsøge at finde frem til svindlerne. Personer med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på telefon 114.
Bedrageri - Vig, Odsherred
Kl. 14.47 anmeldte en kvinde i 90'erne, at hun kl. 14 var blevet kontaktet af en mand over telefonen. Manden udgav sig for at være fra kvindens bank, og oplyste, at nogle havde forsøgt at begå svindel med kvindens dankort, og at en medarbejder fra banken ville komme til kvindens adresse. Kort efter dukkede en mand op hjemme hos kvinden, og hun blev vildledt til at udlevere sit dankort og kode, som efterfølgende blev misbrugt, da der blev hævet 15.000 kr. på kortet. Politiet skal nu efterforske sagen for at forsøge at finde frem til svindlerne.Bedrageri - Roskilde
Kl. 19.35 anmeldte en pårørende til en kvinde i 90'erne, der bor i området omkring Roskilde Station, at den ældre kvinde var blevet ringet op kl. 19 af en mand, der udgav sig for at være fra kvindens bank. Manden forklarede, at han ville komme hjem til kvinden og tælle hendes kontanter samt sikre hendes smykker. Den mand, der efterfølgende dukkede op hjemme hos kvinden fik udleveret 800-1000 kr. i kontanter samt to ringe. Manden beskrives som iført sort tøj. Politiet skal nu efterforske sagen for at forsøge at finde frem til svindlerne.
For hurtig knallert - Kronhøjvej, Store-Heddinge
Kl. 21.35 standsede en patrulje en knallert, der blev ført af en 15-årig dreng fra lokalområdet. Drengen blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og der nedlægges påstand om frakendelse af hans førerret.
Travlhed i byen under J-dag - Køge og Roskilde
Juleøllens frigivelse gav som vanligt liv i byen, og patruljerne på gaden fik travlt i løber af aftenen.
Køge - kl. 23.05. Flere patruljer kørte til melding om slagsmål mellem en gruppe mænd foran beværtningerne på Havnen. Da politiet kom frem var slagsmålet opløst, men en mand var kommet lettere til skade, og måtte en tur på skadestuen. De antrufne på stedet var spirituspåvirkede, og det var svært for politiet at afklare hændelsesforløbet.
Lige før midnat var der igen uro på Havnen, hvor der opstod tumult, da en gæst fra et værtshus, en 19-årig mand fra Køge, havde mistanke til, at en havde stjålet hans jakke. Den 19-årige var kraftigt påvirket af spiritus og optrådte udad reagerende. Han nægtede at dæmpe sig, så han blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning indtil næste morgen.
Kl. 00.12 kom et alarmopkald om slagsmål i Nørregade i Køge. Da politiet var en del løbet fra stedet, men de traf en 24-årig mand fra Køge, som ikke var kommet noget alvorligt til. Han ønskede ikke politiets hjælp eller at anmelde noget.
Kl. 00.30 optrådte to 20-årige mænd opfarende over for personalet på Køge Sygehus. En patrulje kørte til stedet og bortviste de to fra stedet. Kl. 01.22 kom et alarmopkald om, at nogle unge optrådte truende over for vagten ved akutmodtagelsen på Køge Sygehus. Flere patruljer kørte frem, men der havde alle forladt stedet.
Roskilde - kl. 00.14 mødte en patrulje en 18-årig mand fra Kalundborg, som virkede nervøs ved synet af politiet. De tog kontakt til manden, som viste tegn på at være påvirket. Han blev visiteret, og i hans bukselomme fandt patruljen to poser med hvidt pulver, som viste sig at være 1,40 gram kokain. Han blev sigtet for lov om euforiserende stoffer.
Kl. 00.25 var optakt til slagsmål på en perron på Roskilde Station. Da patruljen kom frem anmeldte en 18-årig mand fra Vestegnen, at han var blevet truet med en lille kniv. Politiet afhørte vidner i sagen og traf omkring en time senere to mistænkte, en 21-årig mand fra Vestegnen og en 20-årig mand fra Østjylland, som begge blev anholdt og sigtet for trusler. Den 21-årige havde 2,39 gram hash på sig, men politiet fandt ingen kniv. De to blev taget med til politistationen til afhøring, men blev løsladt næste formiddag
Kl. 01.19 - 19-årig mand fra Havdrup sigtet for at tisse i Jernbanegade, og kort efter tissede en 19-årig mand fra Hvalsø i Algade. De får begge en bøde på 1000 kr.
Kl. 02.07 var der uorden på Jernbanegade foran en grillbar, hvor to mænd var oppe at slås. Patruljen stoppede slagsmålet mellem to mænd fra Greve på 20 og 21 år. De blev bege sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og den 20-årige desuden for ikke at oplyse sit navn, så han blev kortvarigt anhold, mens patruljen fandt ud af hvem han var. Han kaldte politifolkene alverdens ukvemsord og blev sigtet for fornærmelig tiltale.
Kl. 02.41 anmeldte en 20-årig mand fra Køge, at han og en jævnaldrende ven omkring en halv time før var blevet overfaldet, da de kom cyklende ad Rådshusstræde i Køge. Ud for en café gik en gruppe mænd på cykelstien, så den 20-årige ringede med cykelklokken og kørte forbi. De to 20-årige blev herefter væltet omkuld af personer fra gruppen og begge slået i ansigtet gentagne gange med knytnæver. De to venner var taget på skadestuen, og skal nu genafhøres til sagen. Politiet efterforsker sagen og søger vidner, som har set overfaldet på de to venner på cykelstien foran Café Fiesta i Rådhusstræde. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Påvirket mand uden førerret skyldte syv måneders afsoning - Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde - Greve
Kl. 01.52 standsede en patrulje fra færdselsafdelingen en personbil, der blev ført af en 30-årig russisk mand, der ikke havde førerret, og som var påvirket af euforiserende stoffer, og derfor blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Den russiske mand udgav sig i første omgang for at være en anden person, og han blev i den forbindelse sigtet for falsk anklage. Da han er idømt indrejseforbud i seks år i 2022, blev han sigtet for overtrædelse af indrejseforbuddet. Da russeren tilmed mangler at afsone syv måneders fængsel fra en tidligere dom, blev han tilbageholdt og overgivet til kriminalforsorgen.Lørdag-søndag
Anholdelse af efterlyst - Karlslunde, Greve
Kl 07.51 var politiet i området for at anholde en 30-årig mand, der var søgt til afsoning. Manden var ikke hjemme og patrujen runderede derfor i området for at se, om de kunne støde på ham. Kort efter mødte de en mand, der passede på signalementet. Han var kørende på en ladcykel, der viste sig at være stjålet i København. Manden ville ikke oplyse, hvem han var, men det lykkedes at fastslå, at han var den søgte 30-årige mand. Han blev derfor sigtet for ikke at ville oplyse sin identitet til politiet og for tyveri af cyklen. Han var ydermere i besiddelse af nogle piller, som han ikke havde recept på, og han blev derfor også sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, før han blev indsat i arresten.
Påvirket bilist - Slagelsevej, Jyderup, Holbæk
Kl 14.45 standsede politiet en 32-årig mand i en personbil, da der var mistanke om at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden nægtede sig påvirket, men blev taget med til udtagning af blodprøve.
Påvirket bilist - Nørre Centervej, Køge
Kl 16.55 standsede politiet en 28-årig mand i en personbil, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han delvist godt kunne erkende. Han blev sigtet og medtaget til blodprøve.
Påvirket bilist - Elverdamsvej, Kirke-Hyllinge, Lejre
Kl 01.47 standsede politiet en 41-årig mand fra Hornsherred i en personbil på mistanke om at han var påvirket af alkohol. Han blev derfor taget med til udtagning af blodprøve.Indbrud - Rosenlyparken, Greve
Kl 02.07 kørte politiet til en anmeldelse om indbrud, efter at en anmelder havde bemærket at to maskerede mænd luskede rundt i området. Det lykkedes patruljen at finde de to mænd, to polske statsborgere på hhv 24 og 36 år. I området blev der ved en transformatorstation fundet en del værktøj, som formentligt er stjålet. Politiet skal nu se, om det kan lade sig gøre at kæde de to mænd sammen med de fundne koster. Mændene blev løsladt efter endt afhøring men vil høre mere fra politiet senere.Uorden i nattelivet
Lørdag aften blev generelt en travl aften for politiet.Kl 23.54 i Kalundborg fik politiet anmeldelse om, at en 32-årig mand fra Snertinge var blevet slået i ansigtet foran en beværtning i Skibbrogade. På stedet træf politiet flere berusede mænd. Ud fra videoovervågning på stedet kunne en 25-årig polsk mand sigtes for vold.
Kl 00.43 kørte politiet til slagsmål foran en bar i Jernbanegade i Roskilde, hvor to personer var oppe at slås. De havde tidligere på aftenen været i klammeri og den ene af dem, en 20-årig mand fra Taastrup, var blevet smidt ud fra baren. Modparten var en 18-årig ung mand fra Stenløse. Begge blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen ved at indlade sig i slagsmål.
Der var mange mennesker i byen natten igennem og politiets tilstedeværelse i området omkring Jernbanegade gjorde det muligt at uddele hele 13 bøder for at tisse på gaden, heraf tre til unge kvinder.
Kl 02.00 blev en 18-årig mand fra Roskilde anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen for ikke at fjerne sig fra området, hvor en større gruppe unge var ved at komme op at slås. Han ville desuden ikke oplyse, hvem han var, så det blev han også sigtet for.
Kl 02.20 blev en 18-årig ung mand fra Roskilde sigtet for at indlade sig i slagsmål med en 20-årig mand, ligeledes fra Roskilde.
Kl 02.30 blev tre mænd fra Roskilde på hhv 18, 19 og 19 år anholdt, da de ikke ville følge politiets anvisninger om at fjerne sig fra stedet. De blev også sigtet efter odensbekendtgørelsen. Yderligere en ung mand fra Roskilde på 18 år blev siget efter ordensbekendtgørelsen for ikke at efterkomme politiets påbud om gå væk fra stedet, da han fik besked på det.
Kl 02.55 måtte en patrulje forbi en beværtning på havnen i Køge, hvor to mænd havde været i slagsmål og var blevet fjernet fra stedet af dørmændene. Patruljen sørgede for at de to gik fra stedet.
Søndag-mandag
Kørsel uden førerret - Rønneholmen, Solrød Strand
Kl. 08.05 blev en 64-årig mand fra Solrød Strand sigtet for kørsel uden førerret, da han havde kørt bil til trods for, at han ikke havde generhvervet sit kørekort. Manden er sigtet i sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Kvinde tog fejl af speeder og bremse - Rådhusstræde, Køge
Kl. 13.48 påkørte en bilist en husmur i forbindelse med et højresving fra Ivar Huitsfeldtsvej og ind på Rådhusstræde. Den 42-årige kvindelige fører fra Solrød Strand tog fejl af speeder og bremse og mistede i den forbindelse kontrollen over personbilen. Der skete ingen alvorlig personskade ved sammenstødet.
Brand i lejlighed - Benløseparken, Ringsted
Kl. 16.58 modtog politiet en anmeldelse om brand i en lejlighed. I forbindelse med branden blev tre opgange evakueret, til der var kontrol over branden, ligesom vejen blev afspærret i forbindelse med myndighedernes arbejde på stedet. Kl. 17.50 var branden slukket. Fem boliger var blevet skadet af branden, og beboerne måtte finde et andet sted at overnatte. Brandeårsagen er formentlig et tændt stearinlys, der har antændt inventar i lejligheden. Brandstedet skal tirsdag undersøges af politiets brandteknikere.Blotter på togstationen - Trekroner Centervej, Roskilde
Kl. 20.07 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand havde blottet sig over for to 13-årige piger, der befandt sig på perron 3-4 på Trekroner Station, hvor de ventede på toget. Pigerne var blevet opmærksomme på en mand på 30-40 år, der havde stået på perron 1-2, hvor han havde sunget og danset og forsøgt at få pigerne opmærksomhed, og i den forbindelse havde han blottet sig for dem og dermed krænket deres blufærdighed.Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har oplysninger om blotterens identitet. Kontakt os på telefon 114.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |