Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. april 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. april 2024 kl. 07.00 til 11. april 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Sct Bendtsgade, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Kildebrøndevej, Greve
Påvirket bilist - Hjortholmvej, Tølløse, Holbæk
KL 12.18 standsede en patrulje en varebil ført af en 72-årig kvinde fra Holbæk-området på mistanke om, at hun havde drukket for meget. En alkometertest viste, at kvinden blæste promillen op på en del over det tilladte og hun blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.Kokainmisbrug - Holbæk Have, Holbæk
Kl 13.25 kom en patrulje fra lokalpolitiet kørende, da betjentene bemærkede to unge, der tydeligt stod og var ved at ryge noget via en selvkonstrueret anordning lavet af et sugerør og et glas fra en ingefærshot. Patruljen vendte omkring og tog kontakt til de to, hvoraf denne indrømmede, at han netop havde smidt en lille pose kokain fra sig og at han havde udviklet et misbrug af stoffet. Den 24-årige mand fik en snak med patruljen om, hvor han kunne få hjælp til at komme ud af sit misbrug.
Flugtbilist - Frederiksberg, Svebølle, Kalundborg
Kl 14.05 kom der melding om et færdselsuheld, hvor en 17-årig dreng fra Kalundborg-området var kommet kørende på knallert, da han var blevet påkørt af en ukendt personbil, der herefter var kørt fra stedet. Knallerten med den unge mand havnede i grøften og han måtte i ambulance køres til sygehuset til behandling for sine skader. Den udkørte bil skulle være en grå personbil - muligvis en Mazda. Politiet hører gerne fra folk i området, der måske har set bilen.
Uorden - Årbyvej, Kalundborg
Kl 17.40 blev politiet tilkaldt til en stærkt påvirket mand, der skabte utryghed på stedet. Patruljen fik kontakt til en 33-årig mand fra Kalundborg, som satte sig til modværge, da betjentene ville anholde ham. Manden forsøgte flere gange at bide politifolkene. Han blev hensat i detentionen og sigtet for forsøg på vold mod politimand. Under visitationen af ham fandt man desuden en kniv og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.
Kørte uden førerret - Ørstedvej, Havdrup, Roskilde
Kl 22.50 standsede en af politiets hundepatruljer en personbil ført af en 28-årig kvinde fra Herfølge. Det viste sig, at kvinden administrativt havde fået inddraget sit kørekort og hun erkendte at have kørt bil uden at have den fornødne førerret.
Brand i vindmølle - Sidingevej, Vig, Odsherred
Kl 06.39 kom der melding om brand i vindmølle. Der stod meterhøje flammer op fra vindmøllen og branden udviklede en del røg, så politiet modtog mange henvendelser fra borgere, der bemærkede ilden. Efter cirka en halv time faldt den brændende motor i vindmøllen ned og dermed kunne branden slukkes.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |