Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

11. januar 2024 11:17

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. januar 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. januar 2024 kl. 07.00 til 11. januar 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Smedelundsgade, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Nykøbingvej, Stigs Bjergby, Mørkøv

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

C. Steinckesvej, Nykøbing Sj.


Indbrud i cykelforretning - Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 08.17 rykkede politiet ud til en cykelforretning i Smedelundsgade i Holbæk, hvor der kl. 03.12 var blevet forøvet et indbrud ved knusning af en forretningsrude.

Politiet undersøgte stedet for eventuelle spor efter indbrudstyven, som havde formået at stjæle tre racercykler af mærket Ridley Fenix.

Under politiets undersøgelser på stedet ønskede forretningsindehaveren at anmelde endnu et indbrud i forretningen, hvilket var sket natten til mandag d. 8/1-2024 kl. 03.10. Også i dette tilfælde blev en forretningsrude knust, så tyven kunne stjæle to cykler også af mærket Ridley ved dette indbrud.

I forretningen var overvågningsudstyr, som viste, at der med stor sandsynlighed kunne være tale om samme indbrudstyv, der kunne beskrives som: mand, almindelig af bygning og ved begge indbrud iført en hættetrøje, mørke bukser og sorte sko. Tyven var tillige maskeret og anvendte handsker ved indbruddene.

Efter begge indbrud havde tyven forladt cykelforretningen ad Smedelundsgade i retning mod Labæk og formentlig medbringende de stjålne cykler.

Politiet hører gerne fra personer, der måtte have bemærket tyven enten natten til mandag eller natten til onsdag i området ved cykelforretningen. Oplysninger i sagerne kan gives til politiet på tlf. 114.

Forvirret mand - Lyngvej / Stensbjergvej, Køge

Kl. 10.13 fik politiet flere henvendelser om en mand, der i krydset Lyngvej - Stensbjergvej i Køge gik ud midt på vejene i forsøg på at kontakt til bilerne. Manden var engelsktalende, virkede konfus og i øvrigt ikke iført noget overtøj.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en mand, der var iført et hospitalsarmbånd. Han blev identificeret som en 55-årig mand, der havde forladt Hvidovre hospital. Da sygehuspersonalet vurderede, at manden var behandlingskrævende, kørte politiet ham retur til hospitalet til fortsat indlæggelse og behandling.

Narkokørsel - Gørlev Landevej, Gørlev Sj. - Kalundborg

Kl. 11.25 blev en 33-årig mand fra Vig sigtet for narkokørsel i en varebil, som han førte ad Gørlev Landevej i Gørlev Sj. i narkotikapåvirket tilstand. En rutinemæssig narkometertest havde nemlig givet udslag for påvirkning af kokain.

Den 33-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Færdselsuheld - Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 11.39 rykkede rednings- og ambulancepersonale samt politiet ud til et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det østgående spor omkring Kværkeby, hvor en varebil og en lastbil var stødt sammen.

Trods melding om, at føreren var varebilen var fastklemt, fik redningspersonalet ham ud og tilset i en ambulance, men føreren havde kun pådraget sig diverse knubs som følge af sammenstødet. Føreren af lastbilen med tilkoblet sættevogn var uskadt.

Føreren af varebilen var en 35-årig mand fra Sverige, der i en dansk registreret varebil kørte i overhalingssporet på motorvejen. I forbindelse med et vognbaneskift til højre påkørte han bagenden af sættevognstoget, som en 42-årig mandlig lastbilchauffør fra Ukraine førte med langsommere hastighed.

Lastbilsvogntoget standsede i nødsporet, mens varebilen havnede i midterrabatten, så der kun var passage muligt med forsigtighed forbi uheldsstedet under oprydningsarbejdet frem til kl. ca. 13.00. Den opståede trafikkø kunne herefter afvikles.

Lokalbetjente fulgte op på utryghed på togstationen - Holbæk

Kl. 13.00 fik en af vores lokalbetjente et opkald fra personalet i kiosken på Holbæk Station, som ønskede at politiet gjorde noget ved utrygheden i venterummet. Flere kunder havde gjort opmærksom på, at de følte sig generet af en gruppe personer, som brugte venterummet som varmestue. Flere var påvirkede og højrystede, hvilket skabte uro på stationen. Det var ikke aktuelt på anmeldelsestidspunktet, men lokalbetjentene lovede at kigge forbi stationen jævnligt for at følge op på problematikken. Senere på dagen gik de en fodpatrulje på perronen og ved stationens venterum, men mødte ingen larm eller ballade.

Ud fra beskrivelsen af personerne vidste betjentene godt, hvem der kunne være ophavsmand til noget af uroen. Derfor lagde de på dagens patrulje vejen forbi en 50-årig mands fra Odsherred hjem, hvor de tog en snak med ham om god adfærd i det offentlige rum, hvor han lovede bod og bedring. Betjentene fulgte desuden op på mandens private forhold, da de skønnede at han havde brug for hjælp. Kommunen får nu derfor efter aftale med borgeren en underretning om hans situation.

Brug af håndholdt mobiltelefon afslørede narko-/spritbilist uden kørekort - Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 14.08 blev en civil patruljebil fra færdselspolitiet på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor nord for Køge overhalet af en personbil, hvis fører anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Personbilen blev senere standset, så politiet fik kontakt til den 27-årig mandlige fører fra Sydvestsjælland. Han havde ikke noget kørekort, som politiet havde inddraget i 2023 i forbindelse med andre verserende sager om spiritus- og narkokørsel.

Den 27-årige deltog i en alkometertest, der gav udslag for ulovlig påvirkning af alkohol, og han erkendte umiddelbart også at være påvirket af cannabis efter hashrygning.

Politiet sigtede den 27-årige for de fire overtrædelser af færdselsloven og anholdt ham kortvarigt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Bilen var ejet af en 37-årig mand fra Sorø, som efterfølgende blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt bilnøglerne til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Udlændingekontrol uden nogen sager - Ringsted / Holbæk

Onsdag eftermiddag var politipersonale fra udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi på kontrol i Ringsted og Holbæk i forbindelse med en udlændigekontrolaktion.

Fokus i kontrollen var virksomheder inden for massage- og wellness-branchen i begge byer, men i Holbæk fik også to restauranter og et supermarked besøg af politiet.

Kontrollen blev indledt i Ringsted by med besøg i tre virksomheder inden for wellness- og massagebranchen, hvor politiet kontrollerede i alt fem udlændinge.

Turen gik herefter til Holbæks centrale bydel, hvor også tre virksomheder inden wellness- og massagebranchen blev besøgt. I alt seks udlændinge blev kontrolleret disse tre steder.

I Holbæk fik et udenlandsk supermarked og to restauranter også besøg af udlændingeafdelingen, der disse tre steder fik kontrolleret i alt ni personer.

Udlændingeafdelingen kunne efterfølgende konstatere, at der var orden i diverse papirer og tilladelser, så ingen af de kontrollerede personer eller virksomheder blev sigtet for noget ulovligt.

Kontrolaktionerne sker regelmæssigt inden for forskellige brancher og med personale fra udlændingeafdelingen, som ved nogle kontroller også får assistance fra andre myndigheder som f.eks. Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Fokus for myndighedernes indsats er social dumping, prostitution og menneskehandel.

Mistænkelige mænd - Gængehaven / Skelvej, Karlslunde - Greve

Kl. 21.58 slog en opmærksom mand fra Solrød alarm til politiet, da han havde opdaget to fremmede mænd i haven på Gængehaven. Den ene kiggede ind ad et vindue, mens den anden stod lidt på afstand. Da mændene følte sig opdaget, var de flygtet fra stedet i en sort varebil med udenlandske nummerplader ad Skelvej mod syd.

En hundepatrulje kørte til området for at lede efter bilen, som dog ikke blev fundet, så det er fortsat uklart, hvad mændenes ærinde på stedet har været. Politiet beroligede anmelderen, der oplyste at have noget videoovervågning, som muligvis vil kunne bidrage til opklaring heraf.

Narkokørsel i frakendelsestiden / knivloven - Høvevej, Asnæs - Odsherred

Kl. 23.17 standsede politiet en personbil, som blev ført ad Høvevej i nordlig retning ved Asnæs.

I bilen befandt sig en 35-årig mand fra Sjællands Odde som fører og en 67-årig mand fra Taastrup som passager. Føreren blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og kunne i øvrigt ikke fremvise noget kørekort, som han var blevet frakendt efter en tidligere sag om narkokørsel.

Føreren blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og blev derefter anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ved visitationen af ham fandt politiet ham i ulovlig besiddelse af en enhåndsbetjent foldekniv, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven.

Passageren blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, idet politiet i bilens handskerum fandt en foldekniv, som den 67-årige var ansvarlig for. Også denne kniv blev beslaglagt som bevis i forbindelse med sigtelsen.

Føreren blev løsladt efter udtagelse af blodprøven, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet om sagernes videre forløb, når analyseerklæringen foreligger. Passageren vil også høre fra politiet, når hans sag om knivloven skal afgøres.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

20. december 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. december 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. december 2024 kl. 07.00 til 20. december 2024 kl. 07.00.

19. december 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 19. december 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 18. december 2024 kl. 07.00 til 19. december 2024 kl. 07.00.

18. december 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. december 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. december 2024 kl. 07.00 til 18. december 2024 kl. 07.00.