Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. juni 2024
Mand fængslet for at krænke kvinder - Narkobilist var på vej til afhøring hos politiet - Skolevogn endte på taget. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. juni 2024 kl. 07.00 til 11. juni 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Kikhøjparken, Holbæk - forsøg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Høj fart og preskørsel uden kørekort - Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 10.20 kørte politiets videobil på Køge Bugt Motorvejen mod syd, da en bilist kørte alt for hurtigt forbi. Betjenten startede en videooptagelse og en fartmåling, som viste at bilisten kørte med en gennemsnitsfart på 144 km/t, selvom det kun var tilladt at køre 110 km/t. Derudover kørte bilisten det vi kalder "preskørsel", som vil sige for tæt på forankørende imellem overhalinger og vognbaneskift, som foregik uden at give tegn med blinklyset.
En 37-årige mand fra Køge Kommune blev blinket ind til siden. Det viste sig, at han ikke have været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere betinget frakendelse. Han blev derfor sigtet for de mange lovbrud og da bilen var en han havde lånt, blev bilejeren kontaktet og sigtet for at overlade sin bil til en person uden gyldigt kørekort.
Videooptagelsen sendes nu til udmåling, for at dokumentere graden af fare i forbindelse med for tæt kørsel sammenholdt med hastigheden. Han kan senere forvente, at det ud over en betydelige bøde også kommer til at få konsekvenser for hans ret til at tage et kørekort.
Narkopåvirket bilist stoppet på vej til afhøring hos politiet - Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 13.09 blev en 36-årige mand fra Vestegnen stoppet på Køge Bugt Motorvejen mod syd ved Køge, da han var blevet målt til at køre 144 km/t i en 110 km/t zone. Bilisten fik taget en narkotest, som viste positiv for kokain, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og den høje fart. Den 36-årige var på vej til afhøring på Køge Politistation, så færdselsbetjenten måtte ringe til sine kollegaer og sige, at han ikke nåede frem denne dag, da han skulle med på sygehuset for at få udtaget en blodprøve.
Skolevogn endte på taget - Darupvej/Maglegårdsvej, Roskilde
Kl. 13.28 kørte en køreskolelev ad Darupvej mod vest, da eleven af uvisse årsager styrede bilen mod højre. Kørelæreren forsøgte at rette op, men nåede det ikke, så bilen endte i grøften på taget. Politiet kørte til stedet, men hverken kørelærer eller elev var kommet noget til. Bilen lå ikke i vejen for trafikken, men blev fjernet af ejeren. Patruljen registrerede uheldet.
Tricktyv spurgte om vej til posthuset - Solrød Center, Solrød Strand
Kl. 15.30 anmeldte en 88-årig mand fra Karlslunde, at han kort forinden var blevet snydt af en mand, som på gebrokkent dansk spurgte om vej til posthuset. Den ældre mand var kommet gående ud af centeret mod sin bil, da den udenlandske mand henvendte sig.
De talte kort sammen, og efterfølgende opdagede den 88-årige, at han manglede sin pung med diverse kort og 1800 kr i kontanter.
Den mistænke beskrives som:
Mand, ca. 50 år, brun i huden, skaldet, talte dansk med accent.
Vidner som har set den beskrevne mand og som kan komme med oplysninger evt. om et køretøj bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Cyklist stødte sammen med lastbil - Brordrupvej/Sverregårdsvej, Gadstrup - Roskilde
Kl. 18.02 fik politiet anmeldelse om, at en cyklist var blevet væltet efter at være blevet ramt af hjulet på en lastbil med påhængsvogn, der kørte ad Brordrupvej mod nord. Hjulet havde af ukendte årsager løsnet sig og havde, uden at chaufføren bemærkede det, trillet ind i cyklisten. Lastbil standsede kort efter som følge af det manglende hjul.
En kvindelig fodgænger mødte den udenlandske mand, der kom gående langs vejen, men kunne ikke kommunikere med ham. Hun ringede 112, da han var kommet til skade.
Cyklisten, en 46-årige mand fra Polen, blev bragt til sygehuset med alvorlige, men ikke kritiske skader. Han skal senere afhøres med tolk for at afklare, hvor han kørte da uheldet skete. Politiet optog rapport om uheldet. (Denne hændelse er korrigeret den 17.6.2024 da den oprindelige beskrivelse ikke var retvisende // Politiet)
Ældresvindel - Tune, Greve og Roskilde
Kl. 18.13 anmeldte en 85-årig kvinde, at hun var blevet franarret dankort, kode og smykker. Hun var tidligere blevet ringet op af en mand, som overtalte hende til at udlevere sine værdier til en mand, der var dukket op på hendes adresse i Tune. Kl. 17.25 var der hævet 2000 kr. fra hendes dankort fra en hæveautomat i København.
Kl. 18.46 fik politiet anmeldelse om, at en mand kl. 16.30 henvendte sig hos en kvinde i 70´erne i Roskilde midtby. Manden sagde han hed Henrik og kom fra Nordea. Han kom, fordi kvinden skulle have et nyt dankort, men at han skulle hendes kort og kode for at kunne hjælpe.
"Henrik" beskrives som:
Mand, ca. 30 år, ca. 180 cm høj og almindelig af bygning, hvid i huden, kort mørkt hår.
Hun havde udleveret dankortet til "Henrik", men ringede efterfølgende til banken, da hun fattede mistanke. Banken oplyste, at der var overført 20.000 kr fra hendes opsparing til hendes hævekonto, så kortet blev spærret.
Begge kvinde blev afhørt af en patrulje i deres hjem og sagen efterforskes nu af politiet. Især sager om ældresvindel er udbredt, hvor bedragere udnytter tiltro til bank og myndigheder til at franarre store værdier. Tal med dine pårørende om risikoen for at blive snydt, og om at bank, politi eller andre myndigheder beder om kort, koder og værdier.
Påvirket bilist påkørte parkeret bil - Nørregade, Store- Heddinge - Stevns
kl. 22.47 kørte en 28-årig mand fra Stevns ind i en bil, der holdt parkeret langs Nørregade i Store Heddinge. Den parkerede bil blev skubbet ind i en anden parkeret bil og alle køretøjer fik store skader.
Den 28-årige bilist slap uskadt, men viste sig at være narkopåvirket og have en spirituspromille på over 2,0. Han blev derfor anholdt, sigtet for at køre med en vanvidspromille og taget med til en blodprøveudtagelse. I bilen fandt betjentene 0,5 gram kokain, som han blev sigtet for at besidde.
Grundet den høje promille blev den 28-åriges Tesla beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket han accepterede. Senere når resultatet af blodprøveanalysen kommer vil sagen komme for retten, der skal afgøre om bilen kan endeligt konfiskeres.
Mand fængslet for at krænke kvinder - Solrød
En 39-årig mand fra Polen blev i går fængslet i fire uger i en sag om blufærdighedskrænkelse. De to første sager skete om eftermiddagen d. 26. maj, hvor en handicappet kvinde i kørestol solede sig foran sin lejlighed i Solrød, da han henvende sig til hende. Han er mistænkt for at køre hende ind i hendes soveværelse, hvor han befølte hende. Hun kunne ikke gøre modstand, men bad ham flere gange om at gå.
Anden sag skete samme dag kort tid efter, hvor han er mistænkt for at skaffe sig adgang til en lejlighed i Solrød, hvor han befølte en 74-årig kvindes ben.
Manden blev anholdt i søndags d. 9. juni, da han forsøgte at komme ind i en villa i Solrød Strand, men blev afvist af beboeren. Den 39-årige er foruden sigtelserne for blufærdighedskrænkelse også sigtet for husfredskrænkelse og ulovlig tvang. Han nægter sig skyldig og siger, han var ved huset i Solrød Strand for at sælge havenisser. Manden blev fængslet til d. 4. juli.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |