Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

14. september 2022 11:23

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 14. september 2022.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 13. september 2022 kl. 07.00 til 14. september 2022 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Køgevej, Ringsted
Jernbanevej, Holbæk

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Tjørnevej, Borup
Kløvervej, Karlslunde
Søparken, Borup

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Baunegårdsvej, Jyllinge

 

Tyveri fra køretøjer:

Mosevej, Kirke-Hyllinge
Børnehave Alle, Havdrup

 

Hurtig knallert standset – Thyrasvej, Roskilde

Kl. 07.18 bemærkede en af færdselspolitiets motorcykelpatruljer en knallert køre ad Musiconstien i nordlig retning. Da knallertens blev skønnet til at kunne køre hurtigere end tilladt, standsede færdselsbetjenten knallerten på Thyrasvej.
En 17-årig ung mand fra Lille-Skensved var fører og overværede efterfølgende en hastighedsmåling på et rullefelt, hvor knallerten blev målt til at kunne køre mindst 48 km/t mod højst tilladt 30 km/t.
Den 17-årige blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven, og efterfølgende blev hans værge underrettet om sagen, inden de begge vil høre nærmere fra politiet med en afgørelse i sagen.

 

Færdselsuheld – Holmeagervej / Centerholmen, Greve

Kl. 09.24 kørte en 32-årig kvinde fra Karlslunde i en personbil ad Holmeagervej mod nord, hvorefter hun kørte ind i rundkørslen ved Centerholmen. Kort herefter blev hun påkørt af en cyklist, der var på vej rundt i rundkørslen. En 17-årig ung kvinde fra Solrød Strand var forinden kørt ad Holmeagervej mod syd og ville køre rundt i rundkørslen, mens hun havde en mobiltelefon i hånden.
Hverken cyklisten eller bilisten kom til skade ved sammenstødet, som politiet har optaget rapport om ud fra en mistanke om overtrædelse af færdselslovens vigepligtsbestemmelser og reglerne om brug af håndholdt mobiltelefon for kørende.

 

Blufærdighedskrænkelse over for mor og barn – Havebo, Herfølge - Køge

Kl. 10.34 anmeldte en 36-årig kvinde fra Herfølge, at hun kl. ca. 10.15 var cyklet sammen med sin femårige søn ad Havebo. Under cykelturen havde de passeret en mand, der havde stået med sine shorts ned, så underlivet var blottet. Samtidig havde han holdt om sit lem og løbet lidt efter dem, mens han råbte ad dem, så de skulle få øje på ham.
Moderen og sønnen cyklede videre uden at være fysisk krænket, men anmeldte forholdet, da de var kommet hjem.

Politiet kørte til området for at lede efter den mistænkte mand, som moderen havde beskrevet i forbindelse med anmeldelsen. Ud fra et lokalkendskab kunne politiet rette sin mistanke mod en 31-årig mand fra Herfølge, der straks blev opsøgt på sin bopæl. Da han passede på det signalement, som moderen havde givet, foretog politiet anholdelse af ham med henblik på sigtelse og afhøring til sagen.
En forsvarer blev tilkaldt for at varetage den 31-åriges interesser under afhøringen, hvor han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse. Den 31-årige blev løsladt efter afhøringen og kan nu afvente at høre nærmere, når sagen skal afgøres.

 

Hastighedskontrol – Stensbjergvej, Køge

Færdselspolitiet foretog igen tirsdag en kontrol af trafikanternes hastighed under kørsel ad Stensbjergvej, hvor der bl.a. færdes skolebørn fra den nærliggende Asgårds Skole.

Kontrollen varede en god time, og fem bilister kan nu forvente at høre nærmere fra politiet efter minimum en sigtelse for overtrædelse af hastighedsbestemmelser, så de ud over en bøde og så kan forvente et klip i kørekortet. En enkelt bilist kørte mere end 60 % for hurtigt, så ud over en bøde vil politiet nedlægge påstand om en betinget frakendelse af kørekortet. På Stensbjergvej er højst tilladte hastighed 50 km/t, da vejen ligger i tættere bebygget område.

 

Sigtelserne fordelte sig således:

Kl. 11.31 – 33-årig kvinde fra Haslev kørte 71 km/t i en personbil (klip)

Kl. 11.42 – 41-årig mand fra Solrød Strand kørte 67 km/t i en personbil (klip)

Kl. 11.48 – 60-årig mand fra Nivå kørte 68 km/t i en varebil (klip)

Kl. 11.59 – 63-årig mand fra Næstved kørte 83 km/t i en personbil (betinget frakendelse)

Kl. 12.39 – 49-årig mand fra Store-Heddinge kørte 72 km/t i en varebil (klip)

 

Alle sigtede bilister vil snarest høre nærmere fra politiet, der også vil afkræve dem hver især et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. ud over bøden for hastighedsforseelsen.

 

Færdselsuheld – Havdrup Alle, Havdrup – Solrød

Kl. 12.10 rykkede politiet for at registrere parterne og omstændighederne ved et sammenstød mellem to personbiler, der mindre materielle skader og uden, at nogen af parterne kom til skade.
En 75-årig kvinde fra Solrød Strand kørte i en personbil ad Havdrup Alle mod nord ud for Timianhaven samtidig med, at en 48-årig kvinde fra Lille-Skensved kørte i en personbil i modsat retning.

Da de to bilister passerede hinanden, strejfede bilernes venstre side hinanden, så der opstod mindre skader. Som følge af sammenstødet mistede den 48-årige kontrollen over bilen, så dens bagende ramte ind i en lygtepæl.
Begge parter blev kørt til kontrol på skadestuen, men var altså sluppet uskadte fra uheldet. Begge biler blev bugseret væk fra uheldsstedet.

Færdselsuheld – Hornsherredvej, Lyndby, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 12.53 fik politiet fra alarmcentralen melding om, at en lastbil og en personbil var stødt sammen på Hornsherredvej ca. 300 meter nord for rundkørslen ved Munkholmvej. Ambulance- og redningspersonale var sendt til uheldsstedet, ligesom lægehelikopteren var blevet rekvireret.
På uheldsstedet var redningspersonalet i gang med at redde føreren og en passager ud fra en personbil med store skader i fronten. En 47-årig mand fra Jægerspris var som fører af den lastbil, der også var involveret og havde skader i fronten, var sluppet fysisk uskadt som følge af sammenstødet med personbilen.

Redningsarbejdet på uheldsstedet medførte spærring af Hornsherredvej i begge retninger, så omkørsel måtte foregå via Munkholmvej og Lejregårdsvej.

En 81-årig kvinde fra Kirke-Såby blev som passager i personbilen reddet ud og med en ambulance kørt på skadestuen til behandling for sine skader. Senere på dagen blev hun dog overført til Rigshospitalet, hvor hun blev indlagt til fortsat behandling af de skader, som hun pådrog sig ved sammenstødet med lastbilen.
En 88-årig mand også fra Kirke-Såby blev efterfølgende som fører af personbilen reddet ud og fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt til behandling for alvorlige kvæstelser.

 

En bilinspektør blev tilkaldt for at foretage undersøgelse af både uheldsstedet og de to implicerede køretøjer, idet lastbilen holdt med front i sydlig retning på den vestlige del af vejen. Personbilen holdt ude i rabatten i den østlige side af vejen, hvor den var standset efter sammenstødet.
En foreløbig konklusion efter undersøgelserne og sammenholdt med diverse afhøringer er, at lastbilen kørte i sydlig retning, da personbilen af p.t. ukendte årsager tilsyneladende kom over i lastbilens kørebanehalvdel. Trods forsøg på at undvige kunne lastbilchaufføren ikke undgå stort set frontalt sammenstød med personbilen, der blev slynget ud i rabatten som følge af sammenstødet.

 

Lastbilchaufføren deltog i både en alkometer- og narkometertest, som begge viste sig at være negative. Politiet har rutinemæssigt begæret udtagelse af en blodprøve af den 88-årige fører af personbilen for at få afklaret, hvorvidt han kan have været påvirket af alkohol eller andet under kørslen.

Bugseringskøretøj sørgede for fjernelse af personbilen, og undersøgelserne på uheldsstedet var afsluttet kl. ca. 15.00, hvor Hornsherredvej blev åbnet for trafik igen.
Pårørende til de to kvæstede er blevet underrettet, og begge er fortsat indlagt på Rigshospitalet til behandling for deres kvæstelser, men de meldes uden for livsfare.

 

Politiet afventer nu bilinspektørens undersøgelseserklæring, analyseerklæringen for den udtagne blodprøve af den 88-årige og muligheden for at afhøre de to indlagte for at få deres udsagn i forbindelse med færdselsuheldet.

Knallertkører med mange forseelser – Fårevejle Kanalvej, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 13.05 standsede politiet en 50-årig mand fra Fårevejle St., da han kom kørende på en knallert uden at anvende styrthjelm under kørslen.
Det viste sig yderligere, at den 50-årige var frakendt retten til at være fører af den lille 30-knallert, som i øvrigt ikke var dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. Til sidst fandt politiet manden i besiddelse af en kniv med en bladlængde på 11 cm, så den 50-årige blev tillige sigtet for overtrædelse af knivloven. Senere vil den sigtede knallertkører høre nærmere fra politiet i anledning af de mange sigtelser.

Hurtig knallert afsløret – Ventrupparken, Greve

Kl. 14.20 sigtede færdselspolitiet en 43-årig mand fra Greve for at køre på en lille 30-knallert, selv om knallerten kunne køre hurtigere end tilladt. Kontrollen af knallertens hastighed på et rullefelt viste, at knallerten kunne køre mindst 65 km/t. Endvidere havde den 43-årige ikke tegnet den lovligpligtige ansvarsforsikring for knallerten. Han vil derfor høre nærmere fra politiet i anledning af de to sigtelser.

Færdselsuheld – Nykøbingvej, Ørslev, Ruds-Vedby – Kalundborg

Kl. 15.01 mistede en 29-årig kvinde fra Svinninge kontrollen over sin personbil, da hun kørte ad Nykøbingvej i sydlig retning. Af ukendte årsager var hun kommet lidt for langt over i den modsatte kørebanehalvdel, og i forbindelse med korrektion herfor mistede hun kontrollen over bilen, så den kørte ud i grøften og påkørte et stendige efterfølgende.

Bilen fik skader, så diverse væsker løb ud og måtte opsamles ved redningsberedskabets foranstaltning.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, og den 29-årige blev bragt til en skadestuen til kontrol, men var altså slukket uskadt fra uheldet.

Narkokørsel – Slagelsevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.27 anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra Slagelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Slagelsevej i Gørlev. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ulovlige knallerter afsløret – Lynggårdsvej, Køge / Vordingborgvej, Herfølge - Køge

Kl. 17.35 standsede færdselspolitiet en 36-årig mand fra Køge, der kørte på en lille 30-knallert ad Lynggårdsvej ved Søvang, Køge. Han havde ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring for knallerten, som også kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t. Derudover blev den 36-årige sigtet for manglende brug af styrthjelm under kørslen, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet på grund af sigtelserne.

Kl. 20.28 blev en 16-årig ung mand fra Tureby standset på en ulovlig knallert, som han førte ad Vordingborgvej, Herfølge. Knallerten blev på et rullefelt målt til at kunne køre mindst 57 km/t mod de højst tilladte 30 km/t for den pågældende knallert.
Ud over den 16-årige blev en 45-årig kvinde fra Tureby også sigtet som ejer af knallerten og dermed ansvarlig for dens ulovlige tilstand. Begge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Industrivej, Hårlev – Stevns

Kl. 20.20 standsede færdselspolitiet en 32-årig mand fra Store-Heddinge med henblik på rutinemæssig kontrol af både en personbil og en tilkoblet trailer, da han kom kørende ad Industrivej i Hårlev.

Den 32-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt kørekortet. Endvidere var de nummerplader, der sad på personbilen, afmeldte, så bilen var hverken registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret.

Føreren blev gjort bekendt med de forskellige overtrædelser af færdselsloven og blev sluttelig gjort bekendt med, at politiet ville beslaglægge personbilen. Baggrunden herfor var, at den 32-årige nu for tredje gang inden for blot fire måneder var blevet afsløret i at køre bil trods frakendelse af førerretten. Selv om bilen var registreret til en anden, var de øvrige og også denne sag foregået i samme køretøj, hvorfor politiet fik bilen beslaglagt og bugseret væk til et opbevaringssted, indtil retten tager stilling til både en straf for færdselsforseelserne og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen.

Spirituskørsel på stjålet knallert – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 22.01 anholdt og sigtede politiet en 60-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel på en lille 30-knallert, som han førte ad Holbækvej i østlig retning.
Knallerten var uden nummerplade og sås meldt stjålet i politiets systemer, idet knallerten i starten af september måned var blevet stjålet i dagens løb fra området ved Kalundborg Gymnasium.

Den 60-årige knallertkører fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhørt til sagerne, inden han blev løsladt og kan afvente resultatet fra analyseerklæringen.
En 50-årig mand fra Kalundborg blev som ejer af knallerten underrettet om, hvor han kunne afhente sin knallert, som han nu er i besiddelse af igen.

Narkokørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 01.55 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Holbækmotorvejen i vestlig retning.
Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet politiet mistænkte ham for at være påvirket af amfetamin under kørslen.

Spirituskørsel i frakendelsestiden i stjålet bil mv. – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 01.59 blev en patrulje, der kørte på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning, opmærksom på en personbil, der havde kørt hurtigt, men blev tæt på patruljebilen.

Politiet kontrollerede bilens nummerplade og kunne konstatere, at bilejeren ikke havde betalt den lovpligtige ansvarsforsikring.
Bilisten blev efterfølgende standset, og bag rattet sad en 53-årig mand fra Nykøbing F. Han kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt kørekortet. Desuden blev han efter en alkometertest konstateret så påvirket af alkohol, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Bilen tilhørte en anden end den 53-årige, der dog havde haft rådighed over den, men ikke fået tilladelse til den konkrete kørsel. Derfor sigtede politiet ham formelt for uberettiget kørsel i personbilen, der fik afmonteret nummerpladerne på grund af den manglende betaling af ansvarsforsikringen.

Den 53-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

22. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. november 2024 kl. 07.00 til 22. november 2024 kl. 07.00.

21. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 20. november 2024 kl. 07.00 til 21. november 2024 kl. 07.00.

20. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. november 2024 kl. 07.00 til 20. november 2024 kl. 07.00.