Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. juli 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. juli 2024 kl. 07.00 til 15. juli 2024 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ordrupvej, Fårevejle St, Odsherred (2 stk)
Havnepladsen, Havnsø, Kalundborg
Industrivej, Roskilde
Borupvej, Ringsted
Greve Main, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Magleagervej, Benløse, Ringsted
Åbanken, Lejre,
Lindenborgvej, Roskilde
Vesterkærvej, Køge
Søndervangen, Køge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Blåhegnet, Greve
Benløse By, Benløse, Ringsted
Blomsterhaven, Holbæk
Tjørnelyparken, Greve
Nordstjernen, Køge
Industrivej, Roskilde
Asgårdsvej, Ringsted
Lyngageren, Roskilde
Horseager, Hvalsø, Lejre
Fredag
Færdselsuheld - Hovedvejen, Osted, Lejre
Kl 16.21 skete der et færdselsuheld, da en 23-årig mand fra Roskilde i personbil kom kørende mod lyskrydset ad Bregnetvedvej, da en forankørende bil ført af en 62-årig mand fra Havdrup bremsede for rødt lys. Den 23-årige kørt op i den 62-åriges bil, som så blev skubbet op bag i en tredje personbil ført af en 48-årig kvinde fra Sydsjælland. Ingen af personerne kom noget til. Det viste sig, at den 23-årige ikke havde noget kørekort og det blev han sigtet for. Samtidigt blev ejeren af bilen sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden kørekort. Han blev samtidigt taget med til udtagning af blodprøve, da der er mistanke om, at han kan være påvirket af stoffer.
Beruser på løbehjul - Ringstedgade, Roskilde
Kl 01.20 standsede en politipatrulje en 26-årig mand fra Vallensbæk, der kørte på elektrisk løbehjul. Han var påvirket af spiritus, havde passager bag på og kørte desuden uden cykelhjelm. Han blev sigtet for alle tre dele.
Lørdag
Færdselsuheld - Østre Færgevej, Orø
Kl 05.00 kom der melding om, at en 60-årig mand på motorcykel med en 34-årig kvinde som passager mistede herredømmet over motorcyklen og væltede. Den 60-årige blev hentet med lægehelikopter og fløjet til behandling på sygehuset, mens kvinden blev kørt til behandling med ambulance. Politiet skal nu forsøge at undersøge nærmere, hvordan ulykken skete.
Færdselsuheld - Holbækmotorvejen, Vipperød
Kl 13.33 kom der melding om, at en 23-årig kvinde fra Fårvejle i sin bil var aquaplanet på motorvejen i det våde vejr. Kvinden havde mistet kontrollen over bilen og var kørt ind i autoværnet. Hun blev efterfølgende kørt til sygehuset til undersøgelse.
Kl 14. 36 kom der ny melding, denne gang på motorvejen ved Lejre, hvor en 59-årig mand fra Virum havde været involveret i et solouheld. Hans bil var aquaplanet, så bagenden skred ud. Bilen ramte autoværnet og fortsatte ud i en busk. Han blev også kørt til undersøgelse på sygehuset.
Røveri - Stationsholmen, Greve
Kl 16.49 kom der anmeldelse om et røveri i en kiosk, hvor en mand havde spillet oddset for et større beløb og efterfølgende forladt butikken uden at betale. Den ansatte i kiosken gik efter ham, men det fik manden til at tage kvælertag på medarbejderen, som han efterfølgende nikkede en skalle, før han kørte fra stedet i bil. Politiet arbejder nu videre på at identificere manden.
Droneflyvning - Allershøjvejen, Gadstrup, Roskilde
Kl 19.37 kunne politiet sigte en 34-årig lokal mand for at have fløjet med drone selvom han var tæt på lufthavnen i Roskilde. Det fik den konsekvens, at en redningshelikopter, der var på vej ind til landing, måtte omdirigeres.
Manden forklarede at han blot havde fløjet med drone indendørs. De nærmere forhold skal nu undersøges nærmere.
Politiet skal igen opfordre folk til kun at flyve med drone, hvis man har den nødvendige uddannelse og har sat sig nøje ind i de regler, der gælder for droneflyvning.
Vold - Havnen, Køge
Kl 00.59 kom der melding om vold. En 26-årig mand fra Helsingør og en 23-årig kvinde fra Køge havde begge fået et knytnæveslag i hovedet. Voldsmanden stak efterfølgende af fra stedet. De to havde forinden tilsyneladende forsøgt at stoppe et skænderi mellem voldsmanden og en kvinde foran en beværtning på stedet. Politiet arbejder nu videre på at identificere gerningsmanden.Natteliv - Hersegade, Roskilde
Kl 03.36 bemærkede en politipatrulje en 19-årig ung mand fra Dianalund, der var synligt påvirket og som stod og tissede op af en husmur. Da patruljen ville tage kontakt til han, stak han af fra stedet, men bukserne gled desværre ned om knæene på ham, så den unge mand faldt, før han nåede ret langt. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen og fik lov at tilbringe et par timer på politigården, før han igen blev sat på fri fod.Søndag
Færdselsuheld - Elverdamsvej, Kirke-Hyllinge, Lejre
Kl 11.11 kom der melding om et færdselsuheld, da en 87-årig mand fra Storkøbenhavn, muligvis pga et ildebefindende, mistede herredømmet over sin bil. Bilen ramte et hellanlæg og fortsatte derefter ind i et træ. Manden var efter uheldet ved bevidsthed og blev bragt til behandling på sygehuset, hvor han senere afgik ved døden. Dødsårsagen skal nu undersøges nærmere.
Påvirket bilist - Sydmotorvejen, Køge
Kl 13.08 var en personbil på vej ad motorvejen, da en 22-årig kvinde, der var passager i bilen, pludseligt rev i rattet og hev i håndbremsen. Det lykkedes dog føreren, der var en af kvindens bekendte, at bevare kontrollen over bilen og få den ind i nødsporet. Da politiet nåede frem viste en alkometertest, at kvinden var påvirket væsentligt over det tilladte, og da hun havde blandet sig i styringen af køretøjet blev hun sigtet for at køre bil selvom hun var påvirket af enten stoffer eller alkohol. Da hun heller ikke havde kørekort blev hun også sigtet for at køre bil uden den nødvendige førerret. Kvinden blev efterfølgende indlagt på sygehuset.
Ulovlig knallert - Nørre Boulevard, Køge
Kl 19.25 var færdselspolitiet i Køge, hvor en 17-årig ung mand fra lokalområdet blev standset, da han kom kørende på sin knallert. Der var mistanke om, at knallerten kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt. Knallerten blev derfor taget med af politiet til nærmere kontrol af, hvor hurtigt den egentligt kan køre.
Vold - Stationscenteret, Roskilde
Kl 23.43 kom der melding om et overfald i en kiosk på stationspladsen, hvor en ung mand skulle være blevet overfuset og havde fået flere lussinger. Det fortsatte efterfølgende med, at overfaldsmanden uden for butikken gav yderligere to unge mænd slag og skubbede en af dem af sin cykel. En anden ung mand blandede sig på det tidspunkt i overfaldet og spyttede bl.a. på nogle af ofrene for overfaldet. Der var tilsyneladende tale om en ophidset ordveksling, der var opstået, da to grupper af unge havde mødt hinanden i kiosken, og som derefter havde udviklet sig til vold.
Da patruljen kom frem, kunne de med vidners hjælp udfinde en 15-årig dreng fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for volden. Den anden mand, som spyttede på ofrene, stak til gengæld af gennem tunellen under stationen. Efterforskningen skal nu vise, om det er muligt at identificere ham.
Brandstiftelse - Høng, Kalundborg
Kl 02.55 kom der anmeldelse om, at der tilsyneladende var kastet en eller flere flasker med brændbart indhold mod en husmur i Høng. Beboeren på stedet slukkede selv ilden før flammerne nåede at få fat i selve huset, så der opstod kun sodskader på stedet. Politiet vil nu forsøge at finde motivet til brandstiftelsen. Hvis man har set mistænkelig aktivitet i Høng omkring gerningstidspunktet, så hører politiet gerne fra vidner på 114.Vig Festival - Odsherred
Weekendens festival forløb overordnet set ganske roligt.
Fredag aften var politiets narkohund forbi festivalpladsen, da den fattede interesse for en 27-årig mand fra Helsingør. Det viste sig, at han havde mindre mængde amfetamin og hash på sig. Han blev sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer og fik klippet sit armbånd.
Lørdag kl 07.09 blev politiet kontaktet af en vagt, der stod med en ophidset gæst. Vagten var blevet gjort opmærksom på, at den 22-årige mand, der var fra lokalområdet, gik og kiggede ind i teltene og havde derfor taget fat i ham. Manden blev skønnet påvirket og anholdt på politiloven og taget med på politistationen indtil det blev skønnet forsvarligt at løslade ham igen.
Kl 00.17 natten til søndag var der optræk til slagsmål foran en bar på festivalområdet. Politiet traf tre personer på stedet. En 37-årig kvinde fra Odsherred blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og parterne blev derefter sendt i hver sin retning.
Kl 02.42 blev politiet tilkaldt, da en 20-årig mand fra Odsherred optrådte meget ophidset over for personalet på festivalen. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen, fik klippet sit armbånd og blev bortvist fra festivalen.
Politiet på vandet - Køge Bugt
Politiets båd var i weekenden på vandet fredag aften, hvor der blev sejlet ud fra Greve Marina. Turen gik ned til Mosede havn og videre til Køge. I alt blev der kontrolleret syv sejlbåde, seks motorbåde, to jetski og otte kajakker. Alle havde orden i tingene.
Knallertaktion - Greve og Hundige
Efter flere henvendelser fra borgere i området, der har følt sig utrygge ved knallertkørslen - især på stierne - var lokalpolitiet og færdselspolitiet tilstede i flere timer fredag aften på både cykel og motorcykel. Indsatsen foregik især i området omkring Greve Midbycenter, Over Bølgen, Karlslunde, Asgerød, Mosede Fort og Hundige Havn.Resultatet blev at i alt syv personer blev sigtet. Tre unge fik beslaglagt deres knallerter, da der var mistanke om, at der var foretaget ulovlige ændringer på dem. De fik selv lov til at ringe hjem til forældrene og fortælle om situationen. Knallerterne er nu beslaglagt til nærmere undersøgelse.
En blev desuden sigtet for at køre uden hjelm og da han på den måde havde påkaldt sig politiets opmærksomhed, så viste det sig samtidigt, at han også havde en foldekniv på sig. Han blev derfor også sigtet efter knivloven.
En kørte på knallert selvom han var frakendt retten til at køre på knallert. En af de unge blev desuden sigtet for at køre bagpå som passager uden hjelm og en havde ikke sit kørekort med sig. Og endelig var der også en sigtelse mod den knallertfører, der havde passager bag på sin knallert.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |