Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 19. december 2023
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 18. december 2023 kl. 07.00 til 19. december 2023 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Planteskolevej, Køge
Ryeskovvej, Borup, Køge
Adamhøjvej, Kværkeby, Ringsted
Skovbrynet, Borup, Køge
Bregnetvedvej, Lejre
Munkedammen, Lejre
Cypressen, Svogerslev, roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Københavnsvej, Roskilde
Egegårdsparken, Himmelev, Roskilde
Sprængfarlig flaske – Ladegårdsparken, Holbæk
Kl 09.06 fik politiet melding om en halvanden liters flaske, der bulede ud som om den var ved at eksplodere. Forsvarets ammunitionseksperter tilkaldt for at uskadeliggør flasken. Politiet ser fra tid til anden, at man ved hjælp af diverse kemikalier laver små ”syrebomber” ud af sodavandsflasker og skal stærkt advare mod at man forsøger sig med den slags, da de kan være farlige, hvis eksempelvis børn får fingrene i dem.
Kast med kanonslag – Lindevej, Holbæk
Kl 12.09 blev det meldt, at der blev kastet med kanonslag fra en lejlighed ned på gaden. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en 61-årig mand i en lejlighed i området. Det viste sig da også, at han havde flere kanonslag og anden form for fyrværkeri liggende på adressen. Manden blev sigtet for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen, men nægtede sig skyldig.
Færdselsuheld – Kalundborgvej, Holbæk
Kl 14.46 skete der et færdselsuheld, da en 18-årig ung mand fra det sydlige Odsherred i en personbil ikke nåede at standse, da den forankørende bremsede ned. Han påkørte derfor den forankørende bil, ført af en 35-årig kvinde fra Nykøbing Sjælland, og hun blev så igen skubbet op i endnu en forankørende ført af en 52-årig mand fra Jyderup som så igen havnede oppe i en bil for han ham ført af en 61-årig mand fra Holbæk. Alle parter slap dog fra uheldet uden alvorlige skader.
Trafikulykke – Holbækvej, Holbæk
Kl 16.24 skete der en alvorlig trafikulykke, da en 55-årig kvinde fra Sorø kommune på vej mod vest af ukendte årsager kom over i den modsatte vejbane og ramte ind i en modkørende bil ført af en 53-årig mand fra Taastrup. Manden forsøgte at undvige, men blev alligevel ramt af kvindens bil. Den 55-åriges bil fortsatte i den forkerte vejbane og ramte derefter ind i endnu en modkørende bil ført af en 66-årig kvinde fra det sydlige Odsherred. Den 66-årige kvindes bil havnede derefter i grøften. Den 66-årige kvinde blev hårdt kvæstet ved ulykken, og en 95-årig kvinde, der var med som passager i bilen, afgik ved døden som følge af sine kvæstelser. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge årsagen til trafikulykken nærmere.
Flygtede fra færdselsuheld – Holbækvej, Svogerslev, Roskilde
Kl 18.32 blev en 56-årig mand, der som fodgænger var på vej over et fodgængerfelt, ramt af en personbil, der kom kørende ad Hyrdehøj Allé og skulle svinge ud på Holbækvej for at køre mod vest. Den 56-årige mand væltede ved påkørslen, hvorefter den ukendte bilist kørte fra stedet. Manden slap uden alvorlige skader, men politiet hører gerne fra folk, der har set den undkørte bil, der skulle være en metalrød Kia EV6.
Eftersøgning efter savnet person – Højbygårdsvej, Højby Sjælland.
Kl 21.16 blev det anmeldt, at en 71-årig beboer på et plejecenter var forsvundet fra stedet. Personalet havde selv ledt efter manden i området, men uden at kunne finde ham. Flere patruljer sat ind på opgaven og de gennemsøgte bl.a. butikker og naturområder i nærheden. Kl 23.05 fandt en af politiets hundepatruljer med hunde Kanto den savnede mand, der lå mellem to hække på en måde, så han ikke umiddelbart kunne ses med det blotte øje. Manden var kold men ved bevidsthed og blev bragt tilbage til plejecenteret.
Båd i brand – Karinavej, Høng, Kalundborg
Kl 23.09 kom der melding om brand i en båd. En anmelder havde forinden hørt et brag, og der er således mistanke om, at branden kan være startet som følge af en krysantemumbombe el lignende. To personer blev set løbe fra stedet inden ilden blev opdaget. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge omstændighederne omkring branden nærmere.
Unge i det offentlige rum
Politiet modtager løbende henvendelser fra borgere, der er utrygge ved større grupper af unge, der hænger ud på gader og stræder rundt om i politikredsen og nogle gange brænder fyrværkeri af. Mandag aften var lokalpolitiet på gaden for at få en snak med de unge. Det skete i Solrød Centeret, ved Fritidsgården i Hårlev og i området omkring biblioteket, Stevnshallen og Munkegården i Store Heddinge. Politiet fik en god snak med de unge om, hvordan det kan blive opfattet, når de hænger ud sammen i store grupper. I ingen af tilfældene havde de unge ulovligt fyrværkeri el lignende på sig.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |