Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

21. december 2023 12:49

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. december 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 20. december 2023 kl. 07.00 til 21. december 2023 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Betonvej, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Merkurvej, Jyllinge
Holmebækhuse, Herfølge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Ingen


Angreb dyr med kanonslag - Solrød

Politikredsen modtager fortsat mange anmeldelser om unge, der skyder fyrværkeri af selv om det stadigt er forbudt. Det skræmmer og generer utroligt mange mennesker.

Mandag aften var lokalpolitiet i Solrød ude for at finde en gruppe på fem drenge, der kastede kanonslag på en rute fra Jersie Station, idrætscenteret og nord på ad Strandvejen og videre til Parkvænget og Maglekæret fra kl 1930 og et par timer frem.
Undervejs "morede" de sig også med at fyre et kanonslag af, der var sat fast på vinduet ind til et hønsehus med høns og kaniner i en børneinstitution. Det er en grov og uacceptabel måde at genere børnenes dyr på.

Det lykkedes desværre ikke at finde gruppen, men vi hører meget gerne fra folk, der ved, hvem de fem unge var, så vi kan få en snak med dem. Skriv til mvsj-forebyggelse-sektor-ost@politi.dk eller ring 114, hvis du har oplysninger.

Narkokørsel i stjålet bil mv. - Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 07.30 fik en patrulje kontakt til en stjålet personbil, der kørte ad Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde. Det lykkedes at få standset bilen ved afkørsel 13 Ringsted, så politiet kunne foretage anholdelse af en mand, der indledningsvist havde forsøgt at snyde politiet med et familiemedlems identitetsoplysninger.

Politiet gennemskuede dog den finte og fik føreren identificeret som en 26-årig mand fra København, som blev anholdt for kørsel i en stjålet bil. Han var i forvejen frakendt kørekortet og kunne i øvrigt mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen.

Ved nærmere undersøgelse af den bil, der var meldt stjålet fra Amager i løbet af natten, fandt politiet to store lattergaspatroner, som den 26-årige også blev sigtet for ulovlig besiddelse af.

Bilen blev sikret med henblik på udlevering til rette ejer, og den 26-årige blev efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer afhørt til de mange sigtelser, inden politiet løslod ham senere på formiddagen. Han kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Færdselsuheld - Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 07.47 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld i fodgængerfelt på Valdemar Sejrsvej lige ved Jernbaneplads i Holbæk, idet en fodgænger var blevet påkørt.

Det viste sig, at en 61-årig mand fra Holbæk som fører af en bus var kørt ad Jernbaneplads mod vest og ud på Valdemar Sejrsvej i forbindelse med et venstresving i sydlig retning i det lysregulerede vejkryds.

Samtidig gik en 34-årig kvinde fra Holbæk i fodgængerfeltet på tværs af Valdemar Sejrsvej i vestlig retning, men blev ramt af højre hjørne på den svingende bus, så hun væltede omkuld. Fodgængeren blev efterfølgende bragt på skadestuen til kontrol, men var dog sluppet uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.

Færdselsuheld - Dampmøllevej, Holbæk

Kl. 08.38 var der skete endnu et færdselsuheld i Holbæk på Dampmøllevej, idet en 61-årig kvinde fra Ugerløse i en personbil var kørt fra en parkeringsplads på Dampmøllevej.

I forbindelse med udkørslen blev hun påkørt af en 25-årig mand fra Holbæk, som på en stor 45-knallert kørte ad Dampmøllevej i østlig retning.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet har optaget rapport om ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Uro i retslokale - Domhusstræde, Holbæk

Kl. 11.19 slog personale i retsbygningen alarm til politiet, fordi der blev kastet rundt med møblementet i et retslokale.

Politiet kørte hurtigt til retsbygningen og fik lagt en dæmper på en 17-årig ung mand, der havde været utilfreds med en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvilket indebar, at han skulle anbringes på en lukket institution. Frustrationen over afgørelsen havde fået ham til at kaste rundt med borde og stole, men ingen personer i retslokalet var blevet ramt.

Den 17-årige blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd, men straks efter kørt af politiet i retning mod den institution, hvor han ifølge afgørelsen skulle opholde sig.

Lastbil forulykket - Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 12.15 var en 20-årig mand fra Ringsted som fører af en lastbil forulykket på tilkørselsrampe 18 til Holbækmotorvejen i østgående retning. Ingen øvrige trafikanter var involveret.

Lastbilchaufføren var kørslen kommet ud i rabatten i højre side i kørselsretning, men havde korrigeret så meget, at han i stedet kom ud i rabatten i venstre side, så han påkørte flere kantpæle, inden lastbilen endte i grøften ved tilkørselsrampen.

Den 20-årige chauffør var sluppet uskadt, og der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, som dog medførte en længere spærring af rampen i forbindelse med bjærgningsarbejdet, som var afsluttet kl. ca. 15.00.

Fyrværkeri til ulempe - igen - Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 18.08 kom den første af en hel stribe anmeldelser de næste fire timer om unges ulovlige og ikke mindst utryghedsskabende affyring af fyrværkeri i boligområdet Ladegårdsparken Vest i Holbæk.

Anmeldelserne lød på 10-15 personers affyring af fyrværkeri med høje brag til følge, så det rungede voldsomt mellem bygningerne, ligesom personerne affyrede fyrværkeri i retning mod hinanden.

Politiet var til stede i området med flere patruljer, som til sidst lykkedes at få fat i flere personer, der blev registreret hos politiet. Ingen af dem var i besiddelse af fyrværkeri eller kunne direkte mistænkes for ulovlig affyring af det, så ingen blev umiddelbart sigtet for noget.

Kl. ca. 22.15 var der på grund af politiets tilstedeværelse faldet så meget ro på området, at patruljerne kunne forlade området.

Kl. ca. 22.50 fik politiet så et par nye henvendelser om fyrværkeri til ulempe, men det var nu i området ved Holbæk togstation, hvor kanonslag blev affyret.

En patrulje kørte til området, men fandt ikke nogen, der kunne mistænkes for at have stået bag affyring af ulovligt fyrværkeri.

Butikstyveri - Jernbanevej, Roskilde

Kl. 19.22 anmeldte personalet i en døgnåben kiosk på togstationen, at en mand havde stjålet forskellige pastasalater og drikkevarer til en samlet værdi af knap 300 kr. Det var dog lykkedes at få varerne fra manden, der ikke havde betalt for dem, men han var efterfølgende blevet truende, så han var gået fra stedet.

Politiet fik en beskrivelse af manden og kunne kort efter i Algade sigte en 28-årig mand fra Roskilde for butikstyveriet i kiosken kort forinden. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Fyrværkeri til ulempe - Odinsvej, Høng - Kalundborg

Kl. 20.18 fik politiet en anmeldelse om en gruppe unge, der skød med fyrværkeri-bomberør både mod hinanden og mod forbipasserende biler i området ved Høng Centret og Odinsvej. Det skabte stor utryghed for dem, som færdedes i området.

Politiet kørte til området og fik kontakt til en gruppe unge teenagere foran centret. De kunne ikke konkret mistænkes for at have stået bag den ulovlige brug af fyrværkeriet, så politiet tog en præventiv snak med disse unge. Ingen af dem blev sigtet for noget.

Fyrværkeri til ulempe - Stationspladsen, Havdrup

Kl. 21.43 kørte en patrulje til området om togstationen i Havdrup med baggrund i en anmeldelse om, at fyrværkeri blev kastet efter rejsende på togstationen.

En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en mindre gruppe af lokale teenagere, der ikke konkret kunne mistænkes for den ulovlige brug af fyrværkeriet. Politiet kunne godt lugte, at fyrværkeri var blevet anvendt i området, men ingen blev sigtet for noget.

Bortvisning af uønsket mand - Jernbanegade, Roskilde

Kl. 04.03 havde en 25-årig mand fra Taastrup været så ubehagelig over for personalet i en døgnåben kiosk på togstationen, at personalet havde fundet anledning til at aktivere overfaldsalarmen.

Politiet kørte til stedet og bortviste den 25-årige, som var faldet lidt til ro og i øvrigt ikke blev sigtet for noget i anledning af sin adfærd.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

26. juli 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi :uddrag af døgnrapporten den 26. juli 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. juli 2024 kl. 07.00 til 26. juli 2024 kl. 07.00.

25. juli 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. juli 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. juli 2024 kl. 07.00 til 25. juli 2024 kl. 07.00.

24. juli 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. juli 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. juli 2024 kl. 07.00 til 24. juli 2024 kl. 07.00.