Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. oktober 2026
Ældre kvinde i kørestol udsat for røveri, mand med flag udsat for overfald og mand blottede sig på togstation. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. oktober 2026 kl. 07.00 til 23. oktober 2026 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Fjederen, Vig, Odsherred
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Personbiler:
Ingen
Varebiler/lastbiler:
Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Birkeholmen, Solrød
Lastbil i færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl 09.39 skete der et færdselsuheld, da en lastbil, der lå i første vognbane, pludseligt kørte på tværs af af de øvrige vognbaner og kolliderede med autoværnet i midterrabatten. Lastbilen blev klemt op ad autoværnet, så chaufføren ikke kunne komme ud. Uheldet skyldes muligvis et ildebefindende hos chaufføren, men han blev efterfølgende kørt til sygehuset for udtagning af blodprøve, så det kan undersøges, om han skulle være påvirket af alkohol.
Svindlet af falsk politi - Roskilde
Kl 11.45 anmeldte en 77-årig kvinde fra Roskilde-området, at hun onsdag eftermiddag var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra politiet. Han havde overbevist hende om, at det var nødvendigt at udlevere hendes hævekort, som kort efter blev afhentet af en mand, der kom til adressen. Svindlerne var flere gange derefter i kontakt med kvinden for at formane hende om, at hun ikke måtte ringe til andre og fortælle om sagen. Der er nu hævet 41.000 kroner på kortet.
Forsøgte at snyde sig til pakker - Ringsted
Kl 14.15 mødte en mand med en varevogn op ved et firma i et industrikvarter i Ringsted og sagde, at han skulle hente firmaets pakker, der skulle bringes ud med et bestemt kurerfirma.
Lige det pakketransportfirma brugte det pågældende firma ikke, så derfor afviste de at overdrage nogle pakker til manden, der så valgte at køre fra stedet igen. Politiet undersøger nu sagen nærmere men vil gerne gøre opmærksom på det, der kan være et nyt kreativt forsøg på at tilegne sig firmaers pakkepost.
Påvirket bilist - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl 16.10 standsede færdselspolitiet en personbil ført af en 50-årig mand fra Fyn. Manden var frakendt kørekortet og havde ikke generhvervet det. Desuden viste en narkotest, at han var påvirket af cannabis, kokain og amfetamin. Han blev sigtet for begge dele og ejeren af bilen blev derudover sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort.
Det var 31. gang, at den 50-årige blev taget i at køre bil selvom han ikke har gyldigt kørekort. Politiet tog nøglen med sig, så manden ikke kunne køre videre.
Mand med flag overfaldet - Hundigevej, Greve
Kl 16.44 blev en 68-årig mand fra lokalområdet overfaldet da han stod på en bro hen over motorvejen og viftede med et palæstinensisk flag. Pludseligt var en bil kommet kørende op til manden og to mænd steg ud. De overfaldt ham med slag og spark og skubbede ham omkuld, før de tog flaget fra ham og kørte fra stedet. Flere vidner så overfaldet og fik tilkaldt en ambulance. Politiet efterforsker nu sagen.
Påvirket bilist - Haraldstedvej, Ringsted
Kl 19.12 blev politiet tilkaldt til en 73-årig kvinde, der havde kørt rundt i bil på en mark indtil bilen til sidst sad fast i en grøft. Politiet skønnede kvinden påvirket af akohol, og hun erkendte da også, at hun havde drukket. Hun blev sigtet og taget med til udtagning af blodprøve.
Kvinde i kørestol udsat for røveri - Karlslunde, Greve
Kl 19.43 blev det anmeldt, at en 77-årig kvinde havde siddet i sin kørestol i sin villa for ulåst dør, da hun ventede på hjemmeplejen. Pludseligt var to mænd kommet ind og havde revet et ur, et armbånd og en ring af hende. Da hun forsøgte at kæmpe imod, havde hun fået et slag af den ene af mændene.
De beskrives begge som lyse i huden, cirka 185 cm høj og iført sort tøj. De forsvandt fra stedet i løb. Politiet hører gerne fra folk, der har set to personer, der passer på beskrivelsen, omkring kl 19.35 i området ved Karlslunde Strandkirke og Ræveholmcenteret.
Løj om færdselsuheld - Gl Skovvej, Regstrup, Holbæk
Kl 20.30 anmeldte en 18-årig ung mand, at ukendte mænd havde stoppet ham og flået ham ud af bilen og var kørt væk med den. Det viste sig dog, at den unge mand rettelig var kørt galt på skovvejen, hvor han var skredet ud og havde ramt et træ og et vejskilt, men i panik var stukket af fra stedet. Han bliver nu i første omgang sigtet for ikke at have efterlevet færdselslovens bestemmelser om at standse og forblive på stedet, når man er involveret i et færdselsuheld.
Blotter på station - Jernbanevej, Ringsted
Kl 21.04 gik en påvirket mand rundt på stationen i Ringsted. Han blottede sig inde i kiosken og befølte samtidigt en 16-årig dreng før han begyndte at slå på en skraldespand.
Da politiet kom frem til stedet udsatte den 31-årige mand, der var fra Holbæk-egnen, betjentene for fornærmelig tiltale og han blev derfor sigtet både for dette, for blufærdighedskrænkelse og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Tyveri af cigaretter - Ringstedvej, Roskilde
Kl 22.54 anmeldte personalet på en tankstation, at en ukendt mand havde været inde i butikkens lager og der havde haft held til at tilegne sig en hel kasse med cigaretter, som han stak af fra stedet med.Flyttemand taget for dokumentfalsk
Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi var i går på kontrol af tunge køretøjer ved transportcenteret i Høje-Taastrup. I den forbindelse stoppede politiet en varebil, der kørte som flyttevogn.Ved rattet sad en syrisk asylansøger, der forklarede, at han netop var blevet ansat i firmaet samme dag. Han blev sigtet for manglende arbejdstilladelse.
Derudover fremviste han at græsk kørekort. Det blev bragt til kontrol hos politiets kriminaltekniske center, der med det samme kunne konstatere, at det var forfalsket. Han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret og dokumentfalsk.
Derudover blev der på køretøjet fundet forskellige fejl og mangler, så der kan derudover også komme en bøde til ejeren af firmaet.