Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. marts 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. marts 2025 kl. 07.00 til 25. marts 2025 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Græsager, Karlslunde
Rørvangsvej, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Slotshaven, Holbæk
Tyveri fra køretøjer:
Bilbyen, Holbæk
Humlekærgård, Køge
Mosede Landevej, Greve
Søvænget, Havdrup
Lysalléen, Himmelev, Roskilde
Dreng skræmt af mand i varebil - Låddenhøj/Margrethehåbsvej, Roskilde
Tirsdag morgen anmeldte moren til en 9-årig dreng, at han omkring kl. 07.40 var blevet antastet af en mand i en hvid varebil, da han var på vej til skole. Drengen gik over krydset ved Låddenhøj/Margrethehåbsvej, da en mand på gebrokkent engelsk henvendte sig til den 9-årige og tilbød ham et lift. Drengen blev bange og løb fra stedet via en sti.
Lokalpolitiet følger nu op på sagen og skal tale med familien om episoden. Vidner som har bemærket den hvide varebil i Hyrdehøjområdet tirsdag morgen, og måske har talt med den udenlandske mand, bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Fodgænger ramt af bil - Jyllingecentret, Jyllinge - Roskilde
Kl. 13.47 ramte en bilist en fodgænger på parkeringspladsen ved Jyllingecentret. Den 46-årige lokale kvinde drejede til højre ad Østre Centervej, og ramte i forbindelse med svingingen en 17-årig ung kvindes fod, så hun kom til skade. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor der blev optaget rapport.
Ulovlig knallert - Gulddyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Kl. 15.04 kørte forsøgte en ung knallertfører at køre fra en motorcykelbetjent i Gundsømagle. Knallertføreren kørte med hjelmen på styret, nummerpladen var tildækket og knallerten kunne køre alt for stærkt. Undervejs røg styrthjelmen af styret, og blev senere samlet op af betjenten. Det lykkedes knallertføreren at stikke af, men en borger kontaktede kort efter politiet, da knallerten var blevet efterladt i rabatten.
Motorcykelbetjenten andt frem til ejeren af knallerten, en 15-årig dreng fra området, som blev sigtet for de mange overtrædelser, og hans forældre blev orienteret om sagen. Den 15-årige fik sin knallerthjelm tilbage, men kan forvente at ikke ubetydelig bøde i sagen.
Seriehærværk mod biler - Godsbanevej, Ringsted
Mandag anmeldte flere bilejere, at der var begået hærværk på deres bil, som havde holdt på parkeringspladsen ved Ringsted Station mellem søndag aften og mandag morgen.
Indtil videre er anmeldt hærværk mod seks biler, som har fået knust ruder og fået ridser eller buler. Umiddelbart er der ikke stjålet noget af større værdi fra bilerne, men kun tale om hærværk. Politiet indhenter nu overvågning fra DSB og forsøger at opklare sagerne om seriehærværket.
Vidner, som har bemærket noget mistænkeligt på den sydlige parkeringsplads ved Ringsted Station natten til mandag bedes ringe på tlf. 114.
Fart - Karlstrup Strandvej, Solrød Strand
Kl. 17.37 blev en 32-årig mand fra Greve målt til at køre alt for stærkt på Karlstrup Strandvej mod nord. Her er det tilladt at køre 50 km/t, men målingen lød på 84 km/t. Han kan derfor forvente en bøde 4200 kr plus 500 kr til Offerfonden og påstand om frakendelse af kørekortet.
Det knap så glade pizzabud - Ølby, Køge
Kl. 19.14 anmeldte et pizzabud, at han kort forinden havde afleveret en pizza ved et hus i Ølsemagle. En mand tog imod pizzaen i døren, men smækkede så døren i hovedet på pizzabudet uden at betale de 145 kr som pizzaen kostede. En patrulje kørte til adressen, men manden var stukket ud af bagdøren kort forinden. Betjentene kørte en tur omkring Ølby Station for at finde frem til den mistænkte mand, men fandt ham ikke. De kørte herefter retur til adressen, hvor den mistænkte viste sig at være kommet tilbage. De sigtede den 42-årige mand fra Odense, som var på besøg på stedet, for bedrageri.
Tre ældresvindlere anholdt - Køge, Ringsted, Lejre og Holbæk
I går morges slog politiet til mod tre mistænkte ældresvindlere, som blev anholdt og deres hjem i Borup, Taastrup og Frederikssund blev ransaget. De tre anholdte på 19, 21 og 22 år blev taget med til afhøring og sigtet for i alt syv sager om ældrebedrageri og to forsøg.
I Holbæk i februar i år blev en 85-årig kvinde snydt af falske bankmænd, som hentede hendes dankort med kode og overtalte hende til at udlevere alle sine smykker incl hendes vielsesring, som de sagde skulle vurderes. Der blev hævet 17.000 kr fra kvindens kort. Den 19-årige mand fra Frederikssund er sigtet i den sag.
Den 21-årige fra Taastrup er sigtet for i alt fem sager om bedrageri mod ældre kvinder i Borup, Ringsted og Kirke-Hyllinge i år og et forsøg. Han fik i alt et udbytte på 65.500 kr.
Den 22-årige mand fra Køge er mistænkt for at have handlet i forening med den 21-årige. Sammen snød de en 89-årig kvinde fra Borup, som i januar blev franarret dankort og kode, og der blev efterfølgende hævet 15.000 kr. Den 22-årige er desuden sigtet for et forsøg på bedrageri.
De tre anholdte blev afhørt til sagerne, som de nægtede. Der var ikke grundlag for at varetægtsfængsle de tre mænd, som kan forvente et retsligt efterspil senere.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |