Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. maj 2023.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. maj 2023 kl. 07.00 til 26. maj 2023 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Alfarvejen, Osted, Lejre
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Munkholmvej, Holbæk
Notgangen, Karlslunde
Gasudslip – Hundige Bygade, Greve
Kl. 09.18 rykkede brandvæsnet og politiet ud til Hundige Bygade, hvor en gasledning var blevet ødelagt, så naturgas lækkede.
Et energiselskab blev til at få stoppet lækagen, som var i mindre omfang, så der var ikke behov for evakuering af nogen i området og heller ikke fra en nærliggende børnehave. Måleudstyr kunne heller ikke måle gas i luften i området, så politiet foretog sig ikke yderligere ud fra disse oplysninger.
Færdselsuheld – Københavnsvej / Store Hedevej, Roskilde
Kl. 09.33 anmeldte en 27-årig kvinde fra Roskilde, at hun som cyklist havde været impliceret i et færdselsuheld i krydset Københavnsvej – Store Hedevej.
Politiet fik klarlagt, at anmelderen som cyklist var kørt på cykelstien ad Københavnsvej i østlig retning, hvor hun i krydset ved Store Hedevej ville fortsætte ligeud.
Ved passage af sidevejen blev hun påkørt af en lastbil, som en 25-årig mand fra Helsinge havde ført i samme retning, men som ville svinge til højre ad Store Hedevej mod syd.
Cyklisten kom ikke til skade ved påkørslen, hvor der skete ringe materiel skade på hendes cykel.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens regler om svingning kan være blevet overtrådt.
Uro- og utryghedsskabende mand – Over Bølgen, Greve
Kl. 10.34 var en mands adfærd over for forbipasserende ved indkøbscentret Waves så generende, at det gav anledning til en anmeldelse til politiet.
Ved indkøbscentret fik politiet kontakt til en alkoholpåvirket, 39-årig mand fra Greve, der blev anholdt for at få skabt ro på stedet og med henblik på afrusning. I den forbindelse blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen med baggrund i hans højtråbende og truende adfærd for forbipasserende.
Den 39-årige blev tilset af en læge og tilbragte nogle timer i detentionen, inden han blev løsladt fra politistationen i Roskilde. Han kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.
Færdselsuheld – Hovedvejen / Højbyvej, Glim, Roskilde – Lejre
Kl. 12.27 henvendte en 53-årig kvinde fra Jystrup Midtsj. sig til politiet, fordi hun i krydset Hovedvejen – Højbyvej havde påkørt bagenden af en lastbil, hvis fører formentlig ikke havde bemærket noget og derfor havde fortsat sin kørsel.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til anmelderen, der var uskadt efter at være tilset af personalet fra en tilkaldt ambulance.
Hendes personbil havde store skader på fronten, og airbags var blevet udløst. Skaderne var opstået i forbindelse med kørsel i sydvestlig retning, da hun formentlig kørte lidt for tæt på og for sent opdagede, at lastbilen foran hende bremsede.
Politiet har optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret en større lastbil, hvis fører formentlig ikke har bemærket noget til påkørslen. Vidner, der måtte have oplysninger om lastbilen, kan kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger herom.
Butikstyveri – Kastanjevej, Bjæverskov – Køge
Kl. 12.55 anmeldte personalet i et supermarked, at en udenlandsk mand i forbindelse med køb af andre varer havde gemt en vare i lommen, som han ikke havde betalt for.
Politiet fik i supermarkedet kontakt til en ædru, 55-årig fra Bulgarien, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for butikstyveri. Han havde i forbindelse med køb af andre varer gemt en mobiloplader til en værdi af 30 kr. i lommen, men ikke betalt for den, da han gik gennem kassen.
Den bulgarske mand fik sagen afgjort straks med en bøde, som han betalte og herefter blev løsladt.
Ophold i fremmed mands hus – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk
Kl. 13.10 anmeldte en husejer i 40-erne fra Svinninge, at han for ca. 30 minutter siden var kommet til sit hus, som han havde været fra i nogle dage.
Da han kom hjem, undrede han sig over, at en fremmed mand samtidig forlod adressen og gik væk fra området. Efter kort tid fandt husejeren ud af, at den fremmede mand formentlig havde haft ophold i huset i nogle dag. Tilsyneladende havde manden ikke stjålet noget fra huset, hvor der heller ikke var nogen tegn på opbrydning af døre eller vinduer.
En patrulje kørte til Svinninge og fandt den mistænkte mand i nærheden af togstationen. Der var tale om en 42-årig mand fra Holbæk, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for husfredskrænkelse.
Den 42-årige erkendte at have haft ophold på stedet i nogle dage og var kommet ind via en ulåst dør. Han blev løsladt efter afhøring til sagen, som han senere vil høre nærmere om.
Politiet har også udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder i Holbæk Kommune, så der kan tages stilling til, hvorvidt den 42-årige har behov for støtte eller hjælp i anledning af denne straffesag.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 14.16 var to bilister stødt sammen på Vestmotorvejen i det vestgående spor, så redningspersonale sammen med politiet rykkede ud til uheldsstedet.
På uheldsstedet havde en 59-årig mand fra Slagelse som fører af en personbil påkørt en færdselstavle, en kantpæl og til sidst et midterautoværn som følge af en påkørsel bagfra.
Den 59-årige havde bremset op, fordi trafikken foran ham var gået i stå. Det opdagede en 21-årig mand fra Slagelsen som fører af en personbil for sent, så han påkørte den 59-åriges bil.
Ingen af parterne kom til skade, og uheldsstedet blev afspærret i forbindelse med oprydningsarbejdet frem til kl. ca. 15.00, hvor motorvejen atter var farbar i det vestgående spor.
Kl. 16.20 måtte redningspersonale og politiet igen ud til et færdselsuheld på Vestmotorvejen, men denne gang i det østgående spor, hvor tre bilister var impliceret i et sammenstød.
Det viste sig, at en 55-årig mand fra Odense som fører af en personbil for sent opdagede, at trafikken foran ham var gået i stå. Han påkørte derfor bilisten foran ham, og det bratte stop opdagede en bagfra kommende for sent, så den 55-åriges bil herefter blev påkørt bagfra.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødene, og i begge uheld registrerede politiet blot parterne og omstændighederne.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 15.43 var det sket et færdselsuheld mellem en lastbil og en personbil på Køge Bugt Motorvejen ved tilkørselsbanen fra tilkørsel 32 Køge og i sydlig retning på motorvejen.
Det viste sig, at en 35-årig mand fra Næstved som fører af en personbil i tilkørselsbanen med lav hastighed skulle flette ind i trafikken på motorvejen, hvor en 57-årig mand fra Haslev som fører af en lastbil kørte i vognbanen længst til højre på motorvejen.
Da personbilen var flettet ind foran lastbilen, stødte de to parter sammen, idet lastbilen påkørte bagenden af personbilen.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved de to trafikanters sammenfletning på motorvejen.
Færdselsuheld – Vestergade, Køge
Kl. 16.21 anmeldte en 28-årig mand fra Køge, der som bilist var blevet påkørt af en formentlig uopmærksom, udenlandsk bilist, der efterfølgende havde forladt uheldsstedet uden at give sig til kende.
Politiet fik klarlagt, at den 28-årige som fører af en personbil var kørt ad Vestergade, da en modkørende, udenlandsk bilist havde været uopmærksom og var trukket lidt for langt over i modsatte kørebanehalvdel.
Den 28-årige dyttede for at gøre opmærksom på faren, men blev alligevel ramt af den modkørende, der hastigt forlod uheldsstedet uden overhovedet at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.
Der var opstået en mindre skade på den 28-årige bil, og modpartens bil blev beskrevet som en hvid personbil med svenske nummerplader og med en 30-40 årig mand med brunlig hudfarve bag rattet.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet har optaget rapport om i et forsøg på at få identificeret modparten, der kørte ad Vestergade i vestlig retning.
Færdselsuheld – Stationscentret, Roskilde
Kl. 16.32 rykkede politiet ud til busholdepladserne ved Stationscentret, hvor en bus havde påkørt et busskur.
Det viste sig, at en 69-årig mandlig buschauffør som fører af en bus med meget lav hastighed havde påkørt et busskur, så ruder både i busskuret og i bussen gik i stykker.
Ingen personer kom til skade ved uheldet, og den 69-årige buschauffør deltog i en alkometertest, der ikke gav udslag for påvirkning af alkohol under kørslen.
Med baggrund i de frembragte oplysninger registrerede politiet blot parterne og omstændighederne ved uheldet.
Lov om euforiserende stoffer – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 17.27 rykkede politiet ud til ventesalen på togstationen i Holbæk med baggrund i en anmeldelse om, at der blev røget hash på stedet.
Politiet fik i ventesalen kontakt til en 12-årig dreng fra Jyderup, som var i færd med at lave en joint og havde ganske lidt hash stående i en bakke ved siden af sig.
Der var 0,34 gram hash i bakken, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 12-årige blev afhørt til sagen, men kunne ikke sigtes, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år og derfor ikke kan straffes.
Politiet udfærdigede tillige en rapport til de sociale myndigheder om sagen og den 12-åriges selskab med to andre 14-årige drenge fra hhv. Jyderup og Nykøbing Sj.
Hurtige bilister og væddeløbs-/kapkørsel – to biler beslaglagt – Darupvej, Roskilde
Torsdag aften var færdselspolitiet igen en tur på Darupvej for at kontrollere trafikanternes hastighed på vejen, der er beliggende i tættere bebygget område og derfor med højst tilladt hastighed på 50 km/t.
Færdselspolitiet anvendte laserudstyr til at måle bilisternes hastighed, og kl. 19.55 blev en varebil målt til at køre med mindst 86 km/t ad Darupvej i vestlig retning. En 24-årig mand fra Havdrup var fører af køretøjet og blev derfor sigtet for overtrædelsen af færdselslovens hastighedsbestemmelser. Han kan nu ud over en bøde og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, da hastighedsovertrædelsen var mere end 60 procent over tilladt hastighed.
Efter denne sag forblev færdselspolitiet i området og observerede kl. 20.25 to personbiler køre både hurtigt og meget tæt efter hinanden ad Darupvej i vestlig retning, så deres kørsel fremstod som kap- og væddeløbskørsel på vejen.
Hastighedsmålingen af de to biler viste kørsel med mere end dobbelt så høj hastighed som tilladt på vejstrækningen. Dermed kunne de to bilisters kørsel tillige betegnes som vanvidskørsel.
Det lykkedes politiet at få standset de to biler, hvor en 22-årig mand fra Kvistgård havde været fører af den bageste af de to biler og kørt med 106 km/t. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at der var foretaget diverse indgreb i udstødningen med højere lydniveau til følge, ligesom bilen foran var forsynet med ekstra fjernlyslygter med ulovlig farve. Desuden manglende bilen en nummerplade foran.
Den anden og forreste personbil blev ført af en 23-årig mand fra Hillerød, som blev sigtet for at have kørt mindst 110 km/t under kap- og væddeløbskørslen ad Darupvej.
Begge mænd blev på stedet gjort bekendt med, at deres biler ville blive beslaglagt som en konsekvens af sigtelserne for vanvidskørsel, ligesom politiet inddrog deres førerret, således at de ikke længere må være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.
Der opstod kortvarigt en stemning med frustration blandt de tilstedeværende, så en ekstra patrulje måtte tilkaldes til Darupvej, hvor situationen hurtigt igen kom under kontrol, så de to beslaglagte biler kunne transporteres væk.
De to sigtede mænd og bilejere protesterede begge mod beslaglæggelsen af deres biler, så Retten i Roskilde skal nu kigge nærmere på politiets grundlag herfor og træffe afgørelse om, hvorvidt beslaglæggelsen af deres biler kan opretholdes.
Når retten har truffet den afgørelse, kan de to mænd afvente en senere indkaldelse til et retsmøde, hvor sagen om deres kørsel på Darupvej vil blive strafferetligt afgjort, ligesom spørgsmålet om konfiskation af deres biler også vil blive afgjort, såfremt retten opretholder beslaglæggelsen af dem.
Mistænkelig mand – Fortunas Have, Solrød Strand
Kl. 22.16 fik politiet flere henvendelser fra opmærksomme borgere, der undrede sig over en fremmed mand, der gik rundt og tog i bildørene på forskellige biler på vejen.
Politiet fik i området kontakt til en forvirret, udenlandsk mand, der oplyste en identitet, som han i øvrigt ikke kunne dokumentere i form af nogen som helst identitetsdokumenter.
Den udenlandske mand blev derfor anholdt med henblik på konstatering af hans identitet, idet der ikke var tegn på hverken hærværk eller forsøg på opbrydning af de biler, han havde været i nærheden af.
Ved visitation af manden fandt politiet en bilnøgle til en udlejningsbil, som manden ikke kunne huske, hvor han havde efterladt. Derfor havde han ifølge eget udsagn taget i tilfældige bildøre i et forsøg på at finde sin udlejningsbil.
Politiet fik fredag formiddag manden identificeret som en 25-årig mand fra Spanien, hvis udlejningsbil politiet fandt i området ved Solrød Center. I bilen var identitetsdokumenter til bekræftelse af mandens identitet.
Den 25-årige er ikke blevet sigtet for noget og blev løsladt efter identificeringen, men efterfølgende var politiet ham behjælpelig med at finde ud, om han havde behov for hjælp i anledning af sin forvirrede sindstilstand.
Beredskabslovgivningen – Gammelgårdsvej, Stårup, Nykøbing Sj. - Odsherred
Kl. 00.33 rykkede brandvæsnet ud til brand i en affaldsbunke med træ, hvor ilden var genopblusset efter en tidligere afbrænding.
Der skete ikke nogen utilsigtet skade ved branden, efter at en 40-årig mand fra Nykøbing Sj. tidligere havde brændt noget gammelt træ af i bålet på et tidligere tidspunkt.
Politiet sigtede den 40-årige for overtrædelse af beredskabslovgivningen, fordi han ikke havde sikret sig, at afbrændingen kunne blusse op igen, så der ikke var kontrol med afbrændingen. Han kan derfor forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.
Færdselsuheld – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 04.14 fik politiet en henvendelse fra en 64-årig mand fra Holbæk, som ville underrette politiet om, at han som fører af en lastbil i vestlig retning af Københavnsvej havde påkørt en betonklods ved et vejarbejde.
Påkørslen betød, at vognbanen i vestlig retning var spærret for trafik, så et bjærgningskøretøj var blevet tilkaldt for at få betonklodsen på plads, så lastbilen kunne fjernes fra stedet.
Der var ingen andre parter involveret i uheldet, og den 64-årige var selv sluppet uskadt fra uheldet.
Politiet forlod uheldsstedet kl. ca. 05.30 efter oprydning på stedet.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |