Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 5. august 2024
Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 2. august 2024 kl. 07.00 til 5. august 2024 kl. 07.00.
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Vestre Havneplads, Kalundborg
Sjællandsgade, Ringsted
Tigervej, Køge
Salbjergvej, Havdrup
Algade, Roskilde
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Valnøddevej, Solrød Strand
Bøllingsvej, Ringsted
Godthåbsvej, Roskilde
Gyvelvænget, Solrød Strand
Søvænget, Havdrup
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Slimmingevej, Tureby, Køge
Anlægsvej, Ringsted - to biler
Teilgårdsvej, Benløse, Ringsted
Signalet, Ringsted
Tingvej, Vindinge, Roskilde
Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved.
Ringsted Festival - Tværalle, Ringsted
Politiet var hen over hele arrangementet til stede på Ringsted Festivalen med en tryghedsskabende indsats. Hermed de sager, hvor politiet optog rapport eller assisterede festivalpersonalet i weekenden.
Fredag
Kl. 17.00 blev en 24-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for at have solgt stoffer på festivalen. Han var blevet set handle på festivalpladsen og tilbageholdt af sikkerhedsvagterne. Han forsøgte at stikke af, men blev løbet op af patruljen. Politiet fandt 0,5 gram kokain og 2550 kr i kontanter, som formodes at stamme fra narkosalg. Narko og penge blev beslaglagt til sagen. Den 24-årige blev løsladt efter afhøringen, men bortvist fra pladsen.
Kl. 01.00 blev en 20-årig mand fra Ringsted bortvist for 3.gang idet han optrådte provokerende og skabte uro på pladsen.
Kl. 01.40 hjalp politiet til med at få folk roligt ud af festivalpladsen.
Lørdag
kl. 21.35 blev en 24-årig mand fra Ringsted bortvist for anden gang. Om torsdagen havde han fået klippet sit armbånd og var blevet bortvist, fordi han havde været oppe at slås. Lørdag tog han igen på festival men blev opdaget og politiet tilkaldt. Han fik igen klippet sit armbånd og bortvist.
Kl. 23.45 blev en 25-årig mand fra Ribe anholdt, da han havde optrådt råbende og voldsomt på festivalpladsen. Han kaldte en kvindelig betjente alverdens ukvemsord, så han blev sigtet for fornærmelig tiltale til tjenestemand. Han blev taget med til afrusning i detentionen.
Kl. 23.50 assisterede politiet festivalen med at bortvise tre gæster, som ved Filurbar havde optrådt truende. De fik klippet armbåndet af festivalen ved bortvisningen.
Kl. 02.00 hjalp politiet med at bortvise en gæst, som ikke ville samarbejde med festivalens sikkerhedsvagter. Den 17-årige mand fra Køge forlod stedte frivilligt, da politiet kom.
Herefter sluttede musikken, og der opstod lidt uro, men der blev ikke behov for assistance for politiet i den forbindelse.
Fredag-lørdag
To biler stødte sammen - Elverdamsvej, Kirke-Såby - Lejre
kl. 17.25 kørte to bilister sammen på Elverdamsvej i Kirke-Såby, da de kørte mod hinanden og af uvisse årsager ramte hinanden. Begge bilister mistede herredømmet over bilerne ved sammenstødet, hvor de ene bilist, en 77-årig mand fra Frederikssund, rullede rundt på taget og endte i en mark. Den anden bilist, en 46-årig kvinde fra Hvalsø, kørte ud på cykelstien, hvor den standsede. Flere ambulancer kørte til stedet, hvor de to bilister og to passagerer blev tilset. Den 77-årige blev kørt til tjek på sygehuset, men både han og hans kone, der var med i bilen, var sluppet uden at komme noget alvorligt til. Vejen var spærret omkring en times tid, mens politi og redning arbejdede på stedet.
Lørdag - søndag
Højresvingsulykke - Køgevej/Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 13.13 blev en 84-årig kvide fra Roskilde ramt af en højresvingende bilist i krydset Køgevej/Østre Ringved. Begge trafikanter kørte ad Køgevej mod Roskilde C, hvor bilisten, en 69-årig mand fra Sverige, skulle svinge til højre ad Østre Ringvej. Han overså cyklisten, der kørte på cykelstien, og de to stødte sammen i krydset. Den 84-årige kvinde blev hentet i ambulance og kørte til tjek på sygehuset. Hun slap uden at komme alvorligt til skade, men politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.
Kvinde påkørt under Viking Run - Darupvej, Roskilde
Kl. 16.59 kørte politi og ambulance til Dyrskuepladsen, hvor der i weekenden blev afholdt biltræffet, Viking Run. En 44-årig kvinde fra Sverige opholdt sig på et tæppe på pladsen, da hun blev ramt af en bilist, som foretog en vending med lav hastighed. Føreren af personbilen, en 28-årig mand fra København, havde ikke set kvinden på tæppet.
Flere personer så ulykken og hjalp til med at få bilen væk fra den påkørte kvinde. En lægehelikopter blev tilkaldt, og bragte den tilskadekomne kvinde til hospitalet med kritiske skader. Hun blev senere meldt stabil.
Politiet testede den 28-årige mand med narkometeret, som viste positiv for kokain og amfetamin. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet og politiet afhørte flere vidner. Når resultatet af blodprøven kommer, vil det samlet blive vurderet, hvad han skal sigtes for forbindelse med ulykken.
Ulovlig knallert - Merkurvej, Jyllinge - Roskilde
Kl. 21.01 stoppede en patrulje en alt for hurtig knallert på Merkurvej i Jyllinge. Føreren af knallerten, en 17-årig ung mand fra lokalområdet, erkendte at knallerten ikke var lovlig. Betjentene undersøgte knallerten, som foruden at være konstruktivt ændret, så den kunne køre for stærkt, også havde et nedslidt bagdæk, en defekt baglygte og manglede forbremsen. Ejeren af knallerten, en jævnaldrende ung mand, blev kontaktet og gjort bekendt med, at knallerten blev beslaglagt, da dens tophastighed skal udmåles på et rullefelt. Også han erkendte, at knallerten var ulovlig. De to unge mænd blev begge sigtet i sagen, og deres forældre orienteret om sagen. De vil høre mere fra politiet, når knallerten er undersøgt.
Påvirket bilist tilbageholdt af borgere - Stålmosevænget, Vindinge - Roskilde
Kl. 22.49 kørte en patruljer til Vindinge, hvor flere borgere tilbageholdt en ophidset, mand som havde kørt bil i påvirket tilstand. Patruljen anholdt og sigtede den 32-årig mand fra Vordingborg, som var tydeligt påvirket af både spiritus og narko. Han havde forsøgt at vende en bil for enden af en vej, hvilket beboerne på vejen havde bemærket og frataget ham nøglerne.
Den 32-årig mand havde desuden aldrig taget kørekort, og bilen tilhørte en kvinde i Lejre, som havde nægtet ham at låne bilen. Han blev derfor også sigtet for brugstyveri af bilen, da han havde taget bilen uden tilladelse fra ejeren. Han blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve, og bilejeren fik sin bil tilbage.
Spiritusbilist med vanvidspromille - Ringstedgade, Roskilde
Kl. 22.52 kørte politiet til Drive In på Mc Donalds på Ringstedgade, hvor en bilist havde forsøgt at bestille mad, men var så beruset, at vidner tilkaldte politiet. En 64-årig mand fra Vestegnen blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blæste alkometeret langt over det tilladte. Promillen viste over 2,0, da hans bil blev beslaglagt til sagen. Den 64-årige havde desuden intet gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget under en anden sag om spirituskørsel.
Den 64-årige, der forinden havde været til Viking Run på Dyrskuepladsen, nægtede at have indtaget større mængder alkohol. Han blev gjort bekendt med, at promillen størrelse gjorde, at sagen var omfattet reglerne om vanvidskørsel, og han accepterede beslaglæggelsen af bilen. Retten vil senere tage beslutning om, hvorvidt bilen kan endeligt konfiskeres, men først afventer politiet promilleerklæringen.
Narkobilist ramte lygtepæl - Bøgebjergvej, Kalundborg
Kl. 01.29 påkørte en bilist en lygtepæl, da han kørte frem i T-krydset fra Bøgebjergvej mod Nyrupvej. Bilen landede på taget efter påkørslen. Tre unge mænd, som gik på Nyrupvej så uheldet og ringede 112. Den 23-årige mand fra Odsherred, som førte bilen, slap uskadt, men bil og lygtepæl fik skader. Bilisten viste sig at være narkopåvirket, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet optog rapport om uheldet og underrettede kommunen om den beskadigede lygtepæl.
Søndag-mandag
Mand anholdt til afrusning - Algade, Roskilde
Kl. 09.55 modtog politiet en anmeldelse om en meget beruset mand. En patrulje kom frem til stedet, hvor manden viste sig at være så påvirket, at han blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Manden, der er 33 år og fra Polen, blev anholdt til afrusning i politiets varetægt. Ni timer senere blev han løsladt til gaden.
Kl. 23.36 blev den 33-årige polak anholdt igen på Jernbanegade i Roskilde, hvor han var beruset i en sådan grad, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han var i politiets varetægt til afrusning i fem timer og blev efterfølgende løsladt.
Varevogn påkørte campingvogn - Ringstedvej, Bjæverskov - Køge
Kl. 14.35 anmeldte en 53-årig mand fra Bjæverskov, at han i forbindelse med kørsel på Ringstedvej i bil med campingvogn var blevet påkørt af en modkørende bilist, der kom kørende i en varevogn og som trak over i modkørende bane, hvorved et sidespejl blev knust og den 53-åriges campingvogn var blevet skadet. Varevognen var kørt fra stedet, uden at føreren havde givet sig til kende og overholdt derved ikke sine forpligtelser som part i et færdselsuheld.
Politiet kom frem til stedet, hvor et vidne til påkørslen, en 55-årig lastbilchauffør, befandt sig sammen med den 53-årige forurettede mand. Vidnet havde overværet sammenstødet og havde bemærket, at føreren af varevognen flygtede fra stedet, og han havde derfor fulgt efter varevognen og kunne fortælle politiet, at varevognen var kørt til en adresse i Bjæverskov.
Politiet kørte frem til adressen og fandt her varevognen, som havde tydelige skader på siden samt en mand, der passede til det signalement, som den 53-årige havde givet af føreren af varevognen. Føreren af varevognen, en 33-årig mand fra Polen, fremstod beruset. Han forklarede, at han var flygtet fra uheldet, da han ikke havde noget kørekort. Han blev sigtet i sagen og kan forvente at høre mere fra politiet.
Mand skabte utryghed - Holbækvej, Mørkøv - Holbæk
Kl. 20.42 anmeldte en borger i Mørkøv, at en mand skabte utryghed i byen, hvor han gik rundt og råbte og skreg. En patrulje kørte rundt i området og ledte efter en utryghedsskabende mand, men fandt ham ikke.
Påvirket bilist - Søndre Ringvej, Roskilde
Kl. 21.31 blev en 62-årig mand fra København sigtet for spirituskørsel og anholdt, da han kørte i påvirket tilstand. Manden kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Grundlovsforhør i sag om narkosalg - Ringsted
Kl. 23.30 modtog politiet en anmeldelse om uro på en adresse i Ringsted. En 41-årig mand, der havde befundet sig på adressen blev anholdt i nærheden, hvor han viste sig at være i besiddelse af 481 gram amfetamin. Den 41-årige mand, der er fra Sorø, blev sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Han forventes fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde kl. 13.00 med begæring om varetægtsfængsling.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |