Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

8. maj 2024 07:48

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. maj 2024.


Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 3. maj 2024 kl. 07.00 til 6. maj 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Havnevej, Havnsø, Føllenslev
Ventrupparken, Greve
Pulsen, Roskilde
Geminivej, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Hedager, Greve
Hønskevejen, Viby Sj.
Enebærhaven, Hvalsø - forsøg

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Bakkelyvej, Overby Lyng, Sj. Odde
Søndre Ringvej, Roskilde

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Roedsvej, Holbæk

Tyveri fra køretøjer:

Vestmotorvejen, Bjæverskov
Boserupvej, Roskilde
Schmeltz Plads, Roskilde
Kirkestræde, Køge



Fredag - lørdag

 

Politi på nattelivskontrol - Roskilde

Politiet var sammen med Skat på kontrol i Roskildes natteliv sent fredag aften. Politiet havde især fokus på at kontrollere dørmandskort hos de ansatte, og der viste alt sig at være i skønneste orden. Derudover tjekkede politifolkene også, om der blev serveret alkohol for unge under 18 år. Der blev spurgt på et større antal unge på byens barer, for at kontrollere, deres alder. Men kun i tre tilfælde var der unge, der havde fået serveret alkohol, selvom de ikke var gamle nok.
Desuden visiterede politiet 11 personer, der udviste en mistænkelig adfærd. Hos fire af dem blev der fundet så mængder af hash og kokain.
Fredag-lørdag

3 ulovlige knallerter beslaglagt Næstvedvej, Ringsted

Kl. 07.55 blev to unge mænd på 16 og 17 år fra lokalområdet sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da de kom kørende på hver deres lille knallert, som kørte betydeligt hurtigere end de tilladte 30 km/t. Begge knallerter blev beslaglagt med henblik på udmåling og senere genudlevering.

Kl. 08.00 blev endnu en knallertfører - denne gang en 19-årig mand fra Glumsø - sigtet for overtrædelse af færdselsloven for kørsel på en knallert, som kunne køre betydeligt stærkere end de tilladte 30 km/t. Også denne mand fik beslaglagt sin knallert med henblik på udmåling og senere genudlevering.

I alle tre sager nedlægges der påstand om betinget førerrets frakendelse til lille knallert. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.

Overtrædelse af beredskabsloven - Rorupvej, Lejre

Kl. 09.16 blev en patrulje opmærksom på en røgfane, som patruljen besluttede at undersøge nærmere. Fremme ved adressen kunne patruljen konstatere, at en borger var i gang med en ulovlig afbrænding. Brandvæsnet kom frem til stedet og slukkede branden. En 48-årig beboer på adressen blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

Hastighedsovertrædelse - Darupvej, Roskilde

Kl. 12.08 blev en 21-årig mand fra Skibby sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han kom kørende ad Darupvej mod øst og blev målt af politiets lasermåler til at køre 71 km/t, selvom der var skiltet med 30 km/t, grundet kræmmermarked på Dyrskuepladsen.
Der nedlægges påstand om kørselsforbud og udsættelse af generhvervelse, da den 21-årige er ny bilist og netop har generhvervet sit kørekort for nylig efter et kørselsforbud. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

Bilist hjalp politiet i forbindelse med narkokørsel - Vestmotorvejen, Bjæverskov, Køge

Kl. 12.49 alarmerede en bilist politiets vagtcentral, da han i forbindelse med kørsel i nordgående retning havde bemærket at en anden bilist sad og røg en joint, mens han kørte på motorvejen. Bilisten fulgte efter køretøjet med den jointrygende mand og fik guidet politiet, som kort efter kunne standse bilen. I forbindelse med ransagning af bilen blev der fundet et jointskod, og derudover fandt patruljen en post med 17,49 gram kokain. Manden, der er 29 år og fra Vemmelev, blev sigtet for narkokørsel. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han var frakendt førerretten og blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

Fængslet for vold - Svanevej, Roskilde

Kl. 18.10 fik politiet melding om, at en mand var blevet udsat for vold og truet med kniv. Patruljen kommer frem og får fat i to unge mænd på 18 og 16 år fra hhv Jylland og Sydsjælland. De var pga beruselse blevet bortvist fra en fest i området, men det havde fået dem til i vrede at slå på en bil tilhørende den mand, der bortviste dem fra stedet. Manden forklarer, at han derefter fik flere slag af de to, hvorefter den ene af de to unge trak en kniv og stak ud efter ham. Han når dog at undvige. De to blev anholdt og taget med på politistationen. Den ene af dem var dog så påvirket, at en læge valgte at tilkalde en ambulance, så den unge mand straks kunne køres til behandling på sygehuset. Den 16-årige, som skulle have ført kniven, blev til gengæld fremstillet i grundlovsforhør lørdag og varetægtsfængslet i surrogat på grund af sin unge alder frem til 16. maj.

 

Vold - Jernbanegade, Køge

Kl 02.37 blev en patruljevogn prajet af nogle unge, der havde brug for hjælp, fordi en af deres venner, en 17-årig ung mand fra Stevns, umiddelbart forinden havde været udsat for vold i Køge. Han var på vej mod toget for at tage hjem efter en bytur, da han på broen over skinnerne blev opsøgt af 4-6 andre unge mænd, der gav ham et par knytnæveslag i ansigtet og et spark i maven. Overfaldet kan være udløst af, at den 17-årige tidligere på aftenen skulle have talt med en ung kvinde, som han tilfældigt mødte. To af mændene er beskrevet som hhv: mand på 18-19 år, muskuløs af bygning og med mørkt hår sat i en knold samt fipskæg og iført en hvid/blåternet skjorte og sorte bukser, samt B: Mand på 18-19 år, muskuløs af bygning og med halvlangt mørkt hår. Politiet hører gerne fra vidner, der har kendskab til, hvem overfaldsmændene er, eller som har set noget på det givne tidspunkt.

Mand forsøgte at overføre penge til svindler - Solrød

Kl. 23.40 anmeldte en 75-årig mand, at han havde modtaget en besked fra en person, han kendte om, at han kunne tjene penge ved at overføre penge til en organisation ved navnet DHHS hvis han kontaktede en mand, der gik under navnet agent Mark Wilson. Den 75-årige fik kontakt til agenten, som sagde, at han skulle overføre 100.000 kr., så ville han få 500.00 kr. retur. Manden forsøgte at lave pengeoverførslen, som blev stoppet af banken. Manden fattede derfor mistanke og anmeldte forholdet til politiet. Sagen skal nu efterforskes.

Lørdag - søndag

 

Fuld mand slog på biler - Svanestræde, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 10.40 kom et alarmopkald om, at en fuld mand råbte og slog på biler foran bager i Svanestræde. En bilejer havde fået skader på sin bil, og anmeldte manden for hærværk. Manden forlod herefter stedet, men politiet fandt frem til en 39-årig lokal mand, som blev sigtet for hærværk. Han blev kortvarigt anholdt og kørt hjem, da han var så spirituspåvirket, at han ikke egnede sig til at færdes på gaden. Bilejeren skal nu opgøre sit krav i sagen, hvorefter den 39-årige vil høre mere fra politiet.

Indbrud i skole opklaret - Roedsvej, Holbæk

Kl. 12.05 fik politiet tip om, at tyvekosterne fra et indbrud i en aftenskole, hvor der var stjålet bærbare computere, Ipads og anden elektronik for et større beløb, befandt sig på en adresse i Holbæk. En patrulje kørte hjem til den mistænkte 45-årige mand, som erkendte tyveriet og hans hjem blev ransaget. Her blev fundet den store mængde elektronik, og han blev sigtet for indbruddet i skolen. Alle tyvekoster blev leveret tilbage til skolen, der desuden havde fået ødelagt flere vinduesrammer i forbindelse med indbruddet, som var blevet begået mellem fredag og lørdag.

Den 45-årige blev anholdt og taget med til stationen til afhøring, hvorefter sagen blev juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Kvinde fik stjålet smykker af falsk forsikringsmand - Allerslev, Lejre

Kl. 15.30 anmeldte datteren til en kvinde i 80´erne, at moren kort forinden havde haft besøg af en mand, som sagde han kom fra forsikringsselskabet. Han ville se den ældre kvindes smykker og veje dem, for at vurdere værdien. Mens kvinden hentede en vægt, havde manden forladt stedet med den ældre kvindes smykker.

En patrulje kørte hjem til den ældre kvinde, som var rystet og lidt forvirret efter episoden. Hun kunne ikke give et signalement på bedrageren.

Denne form for bedrageri er en ny måde at forsøge at snyde især ældre mennesker til at udlevere deres værdier. Tal med dine pårørende om risikoen for at blive snydt.

Knive fundet efter uro - Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 23.20 kom anmeldelse om uro på Valdemar Sejrsvej og Jernbaneplads i Holbæk, hvor politiet på tryghedskameraer kunne se, at flere biler og mænd havde forsamlet sig og skabte utryghed. Flere patruljer kørte til stedet, hvor der blev fundet en kniv i nærheden i en græsrabat. Flere personer blev visiteret og flere biler ransaget. En 23-årig mand fra Slagelse havde en isoleringskniv, to hobbyknive og to knivblade i sin bil, så han blev sigtet for at overtræde knivloven. Der var ingen anmeldelse om slagsmål eller om at nogen var blevet truet. Politiet blev i området indtil der var ro på stedet, og der kom ingen nye anmeldelser om uro i området.

Påvirket bilist var frakendt kørekort - Værftsvej, Køge

Kl. 00.01 blev en 32-årig mand fra Køge sigtet og anholdt for at køre både narko- og spirituspåvirket i en bil på Værftsvej i Køge. Han var desuden frakendt førerretten indtil 2028 på grund af tidligere sager om narkokørsel.

Han blev stoppet rutinemæssigt, og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer resultatet af analyserne, hvorefter han kan forvente at sagen skal afgøres ved retten.

Narkokørsel - Hestehavebakken, Kalundborg

Kl. 00.15 blev en 29-årig mand fra Kalundborg testet positiv i en narkometertest, da han blev stoppet i en rutinekontrol, da han kom kørende på Hestehavebakken mod nord. Han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Tyve minutter senere blev han løsladt igen, men må nu vente på at analysen på blodprøven kommer, hvorefter han vil høre mere i sagen.

Påvirket mand røg i detentionen - Nørregade, Køge

Kl. 01.43 var politiet i en baggård til en beværtning i Køge, hvor en 22-årig mand fra Køge skulle visiteres, da betjentene mistænkte at han havde stoffer på sig. Han var opfarende og aggressiv over for patruljen og nægtede at samarbejde. To lokale mænd i 20´ern, som var en del af en større gruppe, blev sigtet for at overtræde restaurationsloven ved at råbe og blande sig i politiets arbejde.

Flere patruljer kom frem og der kom ro på stedet. Den 22-årige blev anholdt og taget med til afrusning i detentionen, da han var påvirket af spiritus og kokain. Han blev fundet i besiddelse af omkring 1 gram kokain ved anholdelsen og blev sigtet for lov om euforiserende stoffer. Næste morgen blev han løsladt og fik forkyndt et forbud mod at komme på restaurationen de næste to år grundet narkobesiddelsen.

Brand i bil - Vordingborgvej, Herfølge, Køge

Kl.03.17 kørte politi og brandvæsen til brand i en parkeret bil, som holdt ved en tankstation i Herfølge. Ilden blev slukket, men bilen fik store skader. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, så sagen skal undersøges nærmere, da branden kan være påsat.

Vidner, som har set personer eller køretøjer omkring en orange Renault personbil med hvidt tag op til brandens start sent natten til søndag, bedes ringe til politiet på tlf. 114.

 

Søndag- mandag

 

Drenge stak af på el-løbehjul - Ahorn Allé, Ringsted

Kl. 10.01 så en patrulje to drenge, der kørte på et el-løbehjul uden hjelm, så det blå blink blev tændt for at standse drengene. Det fik dog ikke drengene til at køre ud over en mark, for at komme væk fra patruljen, og de stoppede ikke til trods for at betjentene råbte dem an. El-løbehjulet måtte dog give op, da det ikke kunne køre på marken, og de to drenge blev indhentet af en hurtig betjent. De to lokale teenagedrenge viste sig at brødre, og den ældste blev sigtet for at køre uden hjelm og have en passager med. Den yngste bror var under den kriminelle lavalder, og kunne ikke sigtes for noget. De blev kørt hjem til forældrene, og der vil senere blive tilsendt en bøde.

Motorvejsuheld - Holbækmotorvejen, Vipperød, Holbæk

Kl. 14.20 skete et uheld på motorvejen mod øst ved Vipperød, da en 27-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil, som skred ud og ramte autoværnet og et hegn tilhørende en rideskole, hvorefter bilen endte på taget i grøften. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor kvinden i den forulykkede bil blev frigjort. Kvinden blev kørt i ambulance til behandling for alvorlige, men ikke livstruende skader. Autoværnet fik skader og måtte fjernes. Trafikken kunne glide langsomt forbi uheldsstedet, men der opstod kø på motorvejen mod øst. Politiet optog rapport om uheldet, men efter en times tid var oprydningen færdig.

Sukkertyve - Elmegade, Kalundborg

Kl. 15.15 tilbageholdt personalet i Kvickly to yngre mænd, som sammen havde stjålet vare for 721 kr. De havde gået igennem kassen uden at betale for 2 Snickers is, 11 Mentos Rainbow Rolls, 6 Faxe Kondi Booster og to kasketter fra supermarkedet. En patrulje sigtede en 16-årig og en 20-årig mand fra Kalundborg Kommune, og varerne blev leveret retur til butikken, som derfor ikke havde et erstatningskrav.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

17. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 17. maj 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. maj 2024 kl. 07.00 til 17. maj 2024 kl. 07.00.

16. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. maj 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. maj 2024 kl. 07.00 til 16. maj 2024 kl. 07.00.

15. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. maj 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 14. maj 2024 kl. 07.00 til 15. maj 2024 kl. 07.00.