Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. august 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 7. august 2024 kl. 07.00 til 8. august 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lindevej, Roskilde
Tigervej, Køge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Christian Hansensvej, Kirke-Hyllinge, Lejre
Københavnsvej, Roskilde
Færdselsuheld – Møllevej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 09.33 skete et færdselsuheld, hvor en bus ført af en 58-årig mand fra Lynge stødte sammen med en personbil ført af en 70-årig kvinde fra Jyllinge. Der skete ingen personskade ved sammenstødet.
Trafikkontrol førte til udlændingesager – Holbækmotorvejen, Torkilstrup – Roskilde
Kl. 09.50 bemærkede en patrulje fra Tungvognscenter Øst en varebil, der kørte med en lang stige på taget, som ikke var korrekt markeret bagud. Varebilen blev standset på Torkilstrup Rasteplads, og i bilen sad to mænd fra Afghanistan.
Varebilen dansk indregistreret til erhvervsmæssig kørsel, men ingen af de to mænd havde gyldig arbejdstilladelse i Danmark. Føreren af bilen, en 19-årig mand, var søgt i forbindelse med meldepligt i et udlændingecenter. Passageren i bilen, en 25-årig mand, havde ikke lovligt ophold i Danmark. Begge mænd blev anholdt og overdraget til udlændingeafdelingen.
Færdselsafdelingen undersøger nu, om den 19-årige har et gyldigt kørekort. Han blev sigtet for den manglende afmærkning, for at køre uden firmanavn på bilen og for at køre med en gasflaske i varerummet, som ikke var forsvarligt fastgjort. Politiet ser nu på, om en virksomheden der ejer varebilen skal stilles til ansvar for udførelse af ulovligt arbejde.
Den 19-årige er blevet løsladt og sendt til udlændingecentret. Den 25-årige har søgt asyl i Danmark.
Påvirket bilist – Kalundborgvej, Holbæk – Kalundborg
Kl. 10.32 blev en 43-årig mand fra Holbæk sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand, da han kom kørende ad Kalundborgvej mod øst. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Ulovligt arbejde i massageklinik - Ringsted
Kl. 11.30 var politiets udlændingeafdeling på kontrol på en massageklinik i Ringsted, hvor de anholdt to kvinder fra Thailand på 28 og 37 år, som ikke havde lovligt ophold i Danmark, da deres visa var udløbet. Den 37-årige udførte desuden massage på en kunde, selvom hun havde ikke tilladelse til at arbejde i Danmark. De to blev begge taget med på stationen til afhøring, og klinikkens indehaver vil blive sigtet for at benytte sig af ulovlig arbejdskraft.
De to thailænderes sager er blevet forelagt udvisningsvagten hos Udlændingestyrelsen med henblik på udvisning.
Rundballepresser brød i brand – Gl. Nykøbingvej, Vig – Odsherred
Kl. 11.50 modtog politiet en anmeldelse om brand på en mark. Branden var opstået, da en rundballepresser var brudt i brand, formentlig pga. overophedning. Branden havde spredt sig til en mark. Brandvæsnet kom frem til stedet og fik slukket branden, der ikke havde givet skade på fast ejendom.
Bedrageri - Holbæk
Kl. 12.55 modtog politiet en anmeldelse om bedrageri. Anmelderen – en kvinde i 90’erne – oplyste, at hun var blevet narret til at udlevere sit dankort til en person, der udgav sig for at være fra banken. Kvinden fattede mistanke, efter at hun havde udleveret sit kort, som hun fik spærret, inden at det nåede at blive misbrugt af bedragerne.
Udenlandsk kvinde med fødselsdagskort - Kirke-Eskildstrup – Holbæk og Kirke-Såby, Lejre
Kl. 13.11 anmeldte pårørende til en kvinde i 80’erne, at kvinden havde været udsat for forsøg på bedrageri kort forinden. En ukendt kvinde havde indfundet i den ældre kvindes stue og udgivet sig for at være fra kommunen. Den ukendte kvinde havde givet beboeren et fødselsdagskort og havde bedt om at låne toilettet, og efterfølgende forsvandt kvinden fra stedet. Kort tid efter kom den ukendte kvinde tilbage til adressen og bad om at få 5 kr. i betaling for det fødselsdagskort, som hun netop havde givet til den ældre kvinde. Dette nægtede den ældre kvinde pure, og hun gav kortet tilbage til den ukendte kvinde, der forsvandt fra stedet til fods. Den ældre kvinde havde ikke ladet den ukendte kvinde ude at syne, og hun manglede ikke nogen af sine ejendele.
Den fremmede kvinde med fødselsdagskortet beskrives som:
Kvinde, 20-25 år, 150-160 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden og med langt brunt hår, der var opsat i en hestehale. Kvinden talte kun en smule dansk. Hun var iført: mørkeblå t-shirt, mørkeblå bukser og mørke sko. Hun medbragte en grå stofpose.
Kl. 14.51 modtog politiet endnu anmeldelse om en udenlandske kvinde med fødselsdagskort. En mand i 40’erne anmeldte, at han havde befundet sig uden for sin bopæl, hvor han inden for kort tid forventede besøg fra hjemmeplejen. Manden bemærkede en kvinde, der indfandt sig ved manden hoveddør. Manden tog kontakt til kvinden som tog nogle fødselsdagskort frem fra en medbragt taske og tilbød ham på engelsk at købe et kort til 5 kr., hvilket manden afslog. Kvinden skyndte sig væk fra stedet.
Denne kvinde beskrives som:
Ca. 175 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden og med mellemlangt brunt hår. Kvinden talte et udenlandsk sprog og lidt engelsk. Hun var iført en rød top og medbragte en hvid taske.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har oplysninger i sagen. Kontakt os på telefon 114.
Tricktyveri – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 13.33 anmeldte en kvinde i 80’erne, at hun havde været udsat for et tricktyveri. Kvinden havde befundet sig uden for sin bopæl, da hun blev kontaktet af to fremmede mænd, der spurgte, om de kunne hjælpe kvinden med at bære hendes rollator op i hendes lejlighed, hvilket kvinden accepterede. Efterfølgende forsvandt de to mænd fra stedet, og kvinden opdagede, at hendes pung var væk. Kvinden mistede et trecifret kontantbeløb samt betalingskort, der befandt sig i pungen.
Undersøgelse af seksuel krænkelse af mindreårige piger – Gudmindrup Strandvej, Højby Sj. – Odsherred
Kl. 14.39 fik politiet anmeldelse fra moderen til to mindreårige piger om, at døtrene havde været udsat for en seksuel krænkelse af en mand, de havde mødt i klitterne. Manden havde krænket pigernes blufærdighed og bedt den ene pige røre ham, men pigerne havde ikke lidt fysisk overlast. Politiet kørte talstærkt til stedet, og iværksatte en undersøgelse på stranden. Området blev afspærret, og der blev søgt med hunde og politiet afhørte vidner i sagen.
Begge piger er under 12 år og var sammen med deres forældre på stranden, da de gik lidt væk for at lege i klitterne. Vidner havde bemærket pigerne og manden, men havde blot troet, at det var en far, der legede med sine børn.
Manden beskrives som: ca. 40 år, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Skaldet, Yderligere kendetegn: brunt kort skæg, Talte: Dansk, Iført: Kasket, Mørke grøn T-shirt, mørke/blå shorts, Medbragte: Grøn/grå stribet rygsæk.
Det lykkedes ikke politiet at finde frem til den beskrevne mand. Vidner som har set den beskrevne mand ellers om kan komme med oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Bedrageri – Tølløse, Holbæk
Kl. 14.55 modtog politiet en anmeldelse om bedrageri, der var gået ud over en kvinde i 80’erne. Kvinden var kl. 10.30 blevet kontaktet på telefon af en mand, der udgav sig for at være fra TDC. Manden oplyste, at der var problemer med kvindens telefon, og at der derfor ville komme to personer til kvindens adresse. Kort tid efter ankom to mænd til kvindens bopæl. Efter at have kigget på kvindens telefon, sagde de, at hun først måtte bruge den efter kl. 18.
Kvinden opdagede senere, at hendes dankort var forsvundet, og kunne efterfølgende konstatere, at der var hævet 15.000 kr. fra hendes bankkonto. Kortet blev efterfølgende spærret.
De to mænd beskrives som:
De beskrives som
A: Mand, 25-30 år, 160-170 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden og kort gråt hår, dansktalende. Han var iført mørke bukser, mørk jakke og medbragte en sort attachemappe.
B: Mand, 25-30 år, 170-180, kraftig af bygning, lys i huden, kronraget, dansktalende. Påklædning: t-shirt med vandrette striber i flere farver og mørke joggingbukser.
Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Bedrageri – Hvalsø, Lejre
Kl. 15.00 anmeldte en kvinde i 70’erne, at hun kl. 14.00 var blevet kontaktet på telefon af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea. Manden oplyste, at kvindens betalingskort var blevet spærret, og at det ville blive afhentet af en medarbejder fra banken inden for kort tid. Da kvindens betalingskort var blevet afhentet, fattede hun mistanke til, at hun var blevet bedraget og hun fik straks spærret sit kort og alarmeret politiet.
Vej spærret pga. overgravet gasledning – Egedesvej/Nylandsvej, Køge
Kl. 15.55 blev vejen spærret af politiet, da en gasledning ved et uheld var blevet gravet over i forbindelse med etablering af fjernvarme på stedet. Vejen var spærret, mens brandvæsnet arbejdede på stedet, og vejen blev genåbnet kl. 17.47.
Bedrageri – Tølløse, Holbæk
Kl. 16.42 anmeldte pårørende til en kvinde i 80’erne, at hun var blevet udsat for bedrageri. Kvinden var kl. 15.30 blevet kontaktet på telefon af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea. Han oplyste, at kvindens kort var blevet misbrugt og at der var hævet 9000 kr. og at banken derfor ville afhente kvindens kort. Mens kvinden havde manden i telefonen, blev hendes betalingskort afhentet af en fremmed mand, der mødte op på kvindens adresse. Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der var blevet hævet 15.000 kr. fra hendes kort, som blev spærret, og politiet blev alarmeret.
Manden, der dukkede op på kvindens adresse og fik udleveret hendes kort, beskrives som:
20-25 år, lyst hår, mørk jakke, mørke bukser og mørke sko. Kontakt politiet, hvis du har oplysninger i sagen.
Udenlandsk indsamler stjal nøgle – Kirke-Såby, Lejre
Kl. 18.41 anmeldte en kvinde i 70’erne, at hun kl. 14.15 var blevet overrasket af en udenlandsk kvinde, der befandt sig i den ældre kvindes entre. Kvinden talte en smule engelsk og havde sagt, at hun solgte kort til fordel for Ukraine. Den ældre kvinde købte et par kort af kvinden og opdagede efterfølgende, at der var fjernet en nøgle fra hendes entre.
Den fremmede kvinde beskrives som:
Kvinde, 40-45 år, 165 cm høj, brun i huden og med sort hår. Påklædning: hvid trøje og sorte bukser.
Kontakt politiet, hvis du har oplysninger i sagen.
Kvinde truet med kniv til at udlevere sin bil – Køgevej, Ringsted
Kl. 20.10 anmeldte en 53-årig kvinde fra Ringsted, at hun var blevet truet til at udlevere sin bil til to mænd. Kvinden havde kørt fra Søgade til Køgevej, hvor hun bemærkede, en rød bil, der kørte bag hendes eget køretøj, havde dyttet og blinket med billygterne. Bilen havde kørt tæt på kvindens egen bil, og kvinden havde en klar fornemmelse af, at bilen fulgte efter hende.
Da kvinden stoppede sin bil ud for Netto og Rema 1000, steg en mand ud fra den røde bil bag hendes og gik op til kvinden bil. Manden stak hånden ind igennem kvindens nedrullede vindue og åbnede døren og truede kvinden med en kniv. Kvinden flygtede fra stedet og alarmerede politiet. Kort forinden havde kvinden befundet sig ved en hæveautomat på Torvet i Ringsted, hvor hun havde hævet kontanter, der befandt sig i bilen, som kvinden flygtede fra.
Kvindens køretøj er efterfølgende blevet meldt stjålet. Der er tale om en hvid Hyundai I20 med registreringsnummer DJ23822.
De to mænd beskrives som:
A: Mand, 20-30 år, 175-180 cm, lys i huden, tyk i ansigtet. Dansktalende og iført sort kasket. Bevæbnet med en kniv.
Føreren af den røde bil beskrives som:
B: Mand, hudfarve: brun, kort sort hår og sort fuldskæg. Iført: Rød trøje.
Den røde bils registreringsnummer startede muligvis med et T, og der hang en hvid kæde med perler på bakspejlet.
Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.
OPFØLGNING
Kemisk udslip ved virksomhed – Maglegårdsvej, Roskilde
I går kl. 05.26 evakuerede politiet et område omkring Maglegårdsvej på grund af et kemiudslip fra en industrivirksomhed, hvor der var gået hul på to beholdere med kemikalier. Politi og brandvæsen fik assistance fra eksperter fra Kemisk Beredskab til at håndtere udslippet. Slamsugere blev indsat til at fjerne kemikaliet. Omkring kl. 20.30 var indsatsen på stedet afsluttet, og afspærringen blev ophævet, så de evakuerede studerende kunne returnere til deres kollegie.
Flere politi- og brandfolk som havde været på stedet i nærheden af røgen blev rutinemæssigt tjekket på sygehuset. Ingen personer meldes at være kommet noget til, eller at have fået symptomer på ubehag. Skadeservice arbejder fortsat på stedet, men politiets undersøgelser er afsluttet. Der blev ikke fundet brud på nogen regler i forbindelse med kemiudslippet, der anses som et hændeligt uheld.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |