Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. juni 2026
Mænd på polterabend kørte galt på ATV´er - Tyveri af høretelefoner endte i røveri - Mand i G-streng sigtet for at blotte sig.
Læs uddraget af de seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 5. juni 2026 kl. 07.00 til 8. juni 2026 kl. 07.00.
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Nørretorv, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Svend Thistedsvej, Vig
Springstrupvej, Holbæk
Rendebjergvænget, Tune
Tinggårdsvænget, Tune
Drosselvej, Roskilde
Østre Sandmarksvej, Køge
Fortunavej Have, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Tyveri fra køretøjer:
Personbiler:
Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde (2 sager)
Varebiler/lastbiler:
Poppelvej, Bjæverskov
Løngangen, Ringsted
Diget, Hårlev
Fredag-lørdag
Mænd på polterabend kørte galt på ATV´er - Kongemarksvej, Roskilde - Lejre
Kl. 18.14 kørt to ATV´er galt på en grusvej ved Kongemarksvej under en polterabend. Den ene ATV overhalede den anden, som samtidig svingede mod venstre, så de stødte sammen, og den ene trillede rundt. Politi, to ambulancer og en lægehelikopter blev sendt til stedet.
Der var mistanke om, at de to førere, en 45-årig mand fra Hvidovre og en 42-årig mand fra København, havde drukket alkohol. Bag på den ene ATV havde siddet en passager, en 39-årig mand fra Køge, som havde slået hovedet kraftigt. Han bragt til hospitalet med lægehelikopter, men han havde ikke pådraget sig livstruende skader.
Den 45-årige mand blev kørt til tjek på sygehuset, hvor han fik udtaget en blodprøve. Han var ikke kommet noget alvorligt til. Den 42-årige blev anholdt og taget med til blodprøveudtagelse, som skal vise, om han var påvirket under kørslen. Politiet optog rapport om uheldet, og afventer nu resultatet af blodprøverne.
Motorcykel kørte galt i sving - Smedegade, Gadstrup - Roskilde
Kl. 21.18 skete et solouheld på Smedegade i Gadstrup, da en motorcykel bremsede for sent før et sving og forulykkede. På motorcyklen sad to mænd, som røg af og kom til skade. Den ene mand var kortvarigt bevidstløs, og der blev sendt en lægehelikopter og ambulance til stedet. En sygeplejerske, der boede i nærheden, kom til stedet for at hjælpe.
Da politiet kom frem fik patruljen afklaret, at det var en 30-årig mand fra lokalområdet, som havde kørt motorcyklen. Han blev kørt til tjek på sygehuset, da han havde pådraget sig en skade i ansigtet. Han var påvirket af spiritus, så han fik udtaget en blodprøve, som skal afklare, om hans promille var for høj under kørslen.
Passageren, en 22-årig lokal mand, kom til sig selv igen efter kort at have været bevidstløs. Han blev fløjet til sygehuset til behandling, men havde ikke pådraget sig livstruende skader. Vejen var spærret, mens redningen arbejdede på stedet.
Gadetisseri - Nørregade, Køge
Kl. 00.23 blev en 19-årig mand fra Bjæverskov sigtet for tisse på Nørregade i Køge.
Kl. 01.13 blev endnu en 19-årig mand fra Bjæverskov sigtet for at tisse i samme gade.
De har begge allerede nu modtaget en bøde på 1000 kr i deres E-boks.
Lørdag-søndag
Røveri mod forretning - Gullandsstræde, Roskilde
Kl. 11.20 modtog poltiet en anmeldelse om røveri mod en elektronikforretning. En mand var gået ind i forretningen og klippet en wire over til et par høretelefoner og forsøgte at gå fra stedet. En ansat i forretningen konfronterede manden, men blev skubbet til side, hvorefter den ansatte samt endnu en ansat løb efter manden i retningen mod Stændertorvet, mens de råbte "stop tyven".
De to ansatte fik standset tyven og tilbageholdt ham, og den forbindelse blev den ene bidt i låret og truet på livet, og endnu en person trådte til og hjalp med at tilbageholde manden, indtil politiet nåede frem. Det lykkedes de tre at vriste af tang ud af hånden på manden. Tyven, en 42-årig mand fra Haslev, blev sigtet for tyveri af høretelefonerne, der har en værdi af 7999 kr. Han er blevet afhørt til sagen og derefter løsladt. Den person, der blev bidt i låret, har været en tur på skadestuen for at blive behandlet. Den 42-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Patruljesejlads i Køge Bugt
Kl. 13.15 stævnede politiet ud fra Greve marina for at patruljere til søs og kontrollere, om de sejlende overholdt lovgivningen. Fem sejlbåde blev kontrolleret for, om de havde medbragt regningsveste til alle ombordværende på bådene. Alt var i orden.
Politiet kontrollerede også seks motorbåde. Føreren af den ene motorbåd kunne ikke fremvise en gyldig tegnet ansvarsforsikring på båden, hvorfor han blev sigtet for dette.
En anden motorbådsfører fik en påtale for have glemt sit speedbådscertifikat. Manden skal derfor fremsende dokumentation for dette til politiet.
Derudover bliv to mindre joller kontrolleret for, om der var medbragt redningsveste til alle ombordværende. Alt var i orden. Der var få både på vandet, formentlig på grund af den kraftige vind.
Blufærdighedskrænkelse ved blotteri - Højby Sjælland - Odsherred
Kl. 14.57 anmeldte en 44-årig kvinde, at hun sammen med en 69-årig kvinde og en 8-årig pige kom gående af en grussti, da en mand, som havde siddet på hug i en have, rejste sig op, netop som de tre gik forbi. Manden havde ikke bukser på, dog havde han en g-strengstrusse på, og hans kønsorganer var synlige for de tre forbipasserende, som kontaktede politiet.
En patrulje kom frem til stedet og fik kontakt til en mand, der passede på signalementet, dog havde manden nu tøj på. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var placeret tre falske træstubbe i plastic det sted, hvor manden havde blottet sig, og de tre træstubbe indeholdt mobiltelefoner, der havde filmet episoden. Manden, der er i 30'erne forklarede, at han brugte de falske træstubbe til at skjule sine mobiltelefoner, så de ikke blev stjålet af forbipasserende.
Han forklarede, at årsagen til, at telefonerne befandt sig i træstubbene var for at han kunne teste hvor langt hans WIFI-signal rakte. Manden nægtede blotteri. Politiet skal nu undersøge sagen nærmere, og manden er sigtet i sagen. Han er blevet afhørt af poltiet og er efterfølgende løsladt.
Musik til ulempe - Folkeparken, Roskilde
Kl. 19.29 modtog politiet en anmeldelse fra en borger om, at der blev spillet høj musik fra soundbokse, og at musikken havde stået på siden kl. 10 samme formiddag. En patrulje kom frem til stedet og tog kontakt til de mange unge mennesker, der var forsamlet i Folkeparken ved Amfiteatret. De blev bedt om at skrue lidt ned for musikken samt vejledt om, at det efter kl. 22 ikke var lovligt at spille musik i parken, og at de risikerede at få beslaglagt deres soundbokse, hvis de ikke overholdt reglerne. Politiet modtog ikke flere anmeldelser om musik til ulempe.
Hastighedsovertrædelse - Nordhøj, Køge
Kl. 23.24 var en patrulje til stede på Nordhøj, og en 21-årig mand var Ølstykke blev i den forbindelse målt med politiets laserudstyr til at køre 84 km/t på trods af, at hastigheden ikke må overstige 50 km/t i området. Manden blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, og hans bil blev indkaldt til syn, da der var påsat en ulovlig sportsudstødning. Der nedlægges påstand om frakendelse af mandens kørekort.
Høj fart på motorvejen - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 00.03 blev en personbil, der kom kørende mod nord, målt til at køre 168,2 km/t, til trods for en hastighedsbegrænsning på 110 km/t. Føreren af bilen, en 22-årig mand fra Ballerup, foretog flere vognbaneskift uden at give tegn. Derudover havde han glemt sit kørekørt, og han foretog tre overhalinger højre om andre køretøjer på motorvejen, inden hans bil blev bragt til standsning. Der nedlægges påstand om frakendelse af hans kørekort.
Søndag-mandag
Spirituspåvirket mand anmeldte anden bilist til politiet - Strandvejen, Gislinge - Holbæk
Kl. 12.43 blev politiet kontaktet af en 54-årig mand fra Nykøbing Sjælland, som anmeldte, at han havde følt sig chikaneret af en anden bil på rute 21 i østgående retning, som anmelderen havde presset sig ind foran. I den forbindelse overså den 54-årige mand, at der var kø på vejen, og han påkørte en anden bil bagfra. En patrulje kom frem til stedet, hvor den 54-årige mand viste sig at være påvirket af alkohol, og han blev derfor anholdt og har fået udtaget en blodprøve til sagen. Den bilist, som den 54-årige følte sig chikaneret af, var kørt fra stedet, da politiet nåede frem.
Narkokørsel på el-løbehjul - Køgevej, Ringsted
Kl. 14.58 blev en 47-årig mand sigtet for narkokørsel, da han kom kørende på et elløbehjul, på trods af, at han var påvirket af narkotika. Manden har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
Narkokørsel uden førerret - Ringstedvej, Køge
Kl. 01.41 blev en 27-årig mand uden fast bopæl sigtet for narkokørsel, da han kom kørende i en bil på trods af, at han var påvirket. Den 27-årige havde ved en tidligere lejlighed får førerretten administrativt inddraget, og han benyttede sin håndholdte telefon under kørslen, hvilket han også blev sigtet for. Sagens afgøres på et senere tidspunkt.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |