Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

8. maj 2023 13:24

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporterne den 8. maj 2023.

Læs uddraget af de seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. maj 2023 kl. 07.00 til 8. maj 2023 kl. 07.00.

Døgnrapport

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Grønningen, Viby Sj.
Kalundborgvej, Tuse, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Engparken, Karlslunde
Åfløjen, Dåstrup, Viby Sj.
Havrevænget, Herfølge
Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde
Slåenvej, Fårevejle St.
Stormøllevej, Køge
Lunden, Viby Sj.
Skovlyvej, Vipperød
Ørnevej, Store-Merløse
Bøgehegnet, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Dalhuset, Greve
Nørregade, Ringsted
Lerchenfeldvej, Kalundborg
Kalundborgvej, Holbæk
Munkholmvej, Bredetved, Holbæk
Tveje-Merløse, Holbæk
Skolevej, Viby Sj.
Nimbusvej, Greve
Kildehusvej, Roskilde



Torsdag - fredag

 

Mistænkelig brand ved idrætshal – Gersager Alle, Greve

Kl. 18.04 kom et alarmopkald om brand omkring en dør til en idrætshal i Greve. Brandvæsnet fik slukket ilden, som var startet udvendigt foran en branddør, men havde spredt sig ind under døren, hvor gulvet fik en skade på ca. 10x30 cm. Der skete desuden skade på døren og facaden af bygningen. Politiet undersøgte branden, som virkede mistænkelig og kunne være påsat.

Vidner, som har bemærket personer omkring hallen op til branden startede eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på tlf. 114.

 

 

Fredag (St. Bededag) – lørdag

 

Hurtig bilist filmet af videobilen – Køge Bugt Motorvejen, Karslunde, Greve

Kl. 19.32 fangede politiets videobil en alt for hurtig bilist på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde. Bilen blev målt til at køre 160 km/t, selvom det kun er tilladt at køre 110 km/t på strækningen. Den 24-årige mand fra København bag rattet blev sigtet for at køre for stærkt, og han kan nu ud over en klækkelig bøde forvente at skulle op til en kontrollerende køreprøve for at få lov til at beholde sit kørekort.

Spiritusbilist – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 20.06 blev føreren af en kassebil sigtet og anholdt for spiritus- og narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Holbækvej i Kalundborg. Den 40-årige lokale mand bag rattet fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Ny køreprøve i vente – Køgevej, Ringsted

kl. 21.32 målte en betjent fra færdselsafdelingen hastighed på Køgevej i Ringsted. Her kom en 27-årig lokal kvinde kørende, med foden alt for tungt på speederen. Hun blev målt til at køre 86 km/t, selvom det kun er tilladt at køre 50 km/t på stedet. Hun kan derfor forvente en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet, hvilket betyder, at hun skal bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde sin førerret.

Spirituskørsel – Egebjergvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 23.00 blev en 65-årig kvinde fra Odsherred stoppet rutinemæssigt, da hun kom kørende i bil på Egebjergvej i Nykøbing Sj. Et alkometertest viste, at hun havde en promille over det tilladte, så hun blev sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt.

Narkokørsel – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 23.11 blev en bilist testet positiv for cannabis i en narkometertest. Den 24-årige mand fr Ringsted, der førte bilen, blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt igen.

Spiritus- og narkokørsel– Høng – Kalundborg og Hørve- Odsherred

Kl. 00.30 blev en 56-årig mand fra Slagelse anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev stoppet på Finderupvej i Høng.

Samtidig på Kalundborgvej i Hørve blev en 21-årig mand fra Ringsted anholdt for narkokørsel uden kørekort, da også han blev stoppet rutinemæssigt.

Begge fik udtaget blodprøver og løsladt igen. Nu venter politiet på svaret af blodprøveanalyserne.


Lørdag – søndag:

 

Narkobilist kørte usikkert – Kalundborgmotorvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 09.02 fik en bilists kørsel en anden bilist til at undre sig over vedkommendes kørsel, så bilisten blev anmeldt til politiet i forbindelse med kørsel i vestlig retning ad motorvejen. Bilistens forskellige hastigheder under kørslen undrede anmelderen.

En patrulje fik standset bilisten på Kalundborgmotorvejen ved Regstrup, hvorefter føreren – en 24-årig mand fra Hedehusene – deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain.

Den 24-årige blev derefter kortvarigt anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel og den efterfølgende udtagning af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Mand krænkede flere kvinders blufærdighed mv. – Køge / Stevns

Lørdag formiddag fik politiet ikke mindre end tre anmeldelser, som tydede på, at samme mand kunne mistænkes for flere krænkelser af kvinder i både Køge og i Hårlev på Stevns.

Første anmeldelse indløb kl. 09.26, efter at en 66-årig kvinde fra Stubbekøbing netop var ankommet med toget til Køge Nord-station. Her var hun blevet konfronteret med en onanerende mand, der kortvarigt var fulgt efter hende, men uden at hun blev direkte antastet, så politiet anså anmeldelsen som en sag om blufærdighedskrænkelse.

Sidst på formiddagen henvendte en 37-årig kvinde fra Karise sig til politiet med en anmeldelse om, at hun kl. ca. 10.30 var omfavnet voldsomt af en fremmed mand, da hun forlod hallen, Industrivej, Hårlev. Hun råbte op og slap fri af mandens tag om hende uden at have lidt fysisk overlast.

Ifølge en anmeldelse lørdag eftermiddag havde en 17-årig kvinde fra Nakskov også fået krænket sin blufærdighed. Hun var kort efter ankomsten til Køge Nord-station kl. ca. 08.40 blevet befølt på bagdelen af en fremmed mand, da hun var på vej op ad trapperne på togstationen.

Politiet fik ved afhøring de tre forurettede kvinder mistanke om, at der var tale om samme mand, som politiet i eftermiddagens løb fik identificeret som en 20-årig mand fra Faxe kommune.

Den 20-årige blev lørdag eftermiddag anholdt på den institution, hvor han opholdt sig, og efterfølgende sigtet for og afhørt til to tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for kvinderne på Køge Nord-station samt for vold mod kvinden i Hårlev.

Politiet løslod den 20-årige efter afhøringen efter en nøje vurdering af omstændighederne ved de forhold, som han var mistænkt for. Han er fortsat sigtet i sagerne og vil derfor senere høre nærmere fra politiet, når sagerne strafferetligt skal afgøres.

Ukrudtsbrænder årsag til mindre brand – Poppelhegnet, Smidstrup, Hvalsø – Holbæk

Kl. 12.34 var der udbrudt brand i et skur på en privat adresse, så beboerne måtte tilkalde brandvæsnet, efter at eget forsøg på at slukke branden med vand var mislykkedes.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, så der kun skete materiel skade på skuret, og uden at nogen personer kom til skade.

Årsagen til branden formodes at være brugen af en ukrudtsbrænder, som en 54-årig mand fra Tølløse tidligere havde anvendt på adressen. Politiet sigtede derfor den 54-årige for overtrædelse af brandlovgivningen på grund af manglende forsigtighed ved brug af ukrudtsbrænderen. Han kan nu forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Færdselsuheld – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg

Kl. 14.04 var to bilister blevet impliceret i et færdselsuheld, så tre ambulancer blev sendt til uheldsstedet på Høng Landevej i Løve og ud for en tankstation.

Ingen var kommet til skade, men der var sket mindre materiel skade på de involverede køretøjer.

En 43-årig kvinde fra Randers-området havde under kørsel i sydlig retning nedsat hastigheden, idet hun ville foretage et venstresving ind på en tankstation.

En 71-årig mand fra Hvidovre kørte i samme retning bag efter kvindens bil, men påkørte bagenden af hendes bil, da han for sent opdagede hendes nedsatte hastighed.

Kl. ca. 14.40 var vejen atter farbar, og politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.

Færdselsuheld – Hedevej, Høng - Kalundborg

Kl. 14.49 var en 19-årig kvinde fra Slagelse kørt i en personbil ad Hedevej i nordvestlig retning i Høng.

I en venstrekurve var bilens højre hjulpar kommet ud i rabatten, så den kvindelige fører havde styret kontra, hvorved hun mistede kontrollen over bilen.

Bilen kørte tværs over vejen og påkørte en hæk, inden den standsede ved påkørsel af et træ i venstre side i kørselsretningen.

Bilen fik nogle skader, og airbags blev udløst, så kvinden slap uden behandlingskrævende skader. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, da ingen øvrige trafikanter var involveret.

Biler forsamlet på dyrskuepladsen – Darupvej, Roskilde

Kl. 18.18 fik politiet en henvendelse om en større forsamling af bilentusiaster på dyrskuepladsen på Darupvej i Roskilde. Ifølge anmeldelse skulle enkelte køre meget hurtigt væk fra området.

Færdselspolitiet kørte til området og kunne konstatere, at der var tale om en forsamling af bilentusiaster med bl.a. amerikanerbiler.

Med baggrund i anmeldelsen om, at nogle bilister kørte hurtigt væk fra stedet, fik færdselspolitiet til at holde øje med trafikken ad Darupvej til og fra forsamlingen.

En personbil blev kl. 20.48 målt til at køre med mindst 91 km/t ad Darupvej i østlig retning, hvorfor en 18-årig mand fra Ringsted blev sigtet for den hastighedsovertrædelse på 82 procent af den tilladte hastighed på 50 km/t.

Den 18-årige kan nu ud over en bøde og et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. forvente en påstand om et kørselsforbud, idet han kun har haft kørekortet siden maj 2022 og dermed mindre end tre år.

Et kørselsforbud betyder et forbud mod at være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves, indtil særlig køreundervisning er modtaget og både en teori- og køreprøve er blevet bestået.

Færdselspolitiet havde både før og efter denne anmeldelse fokus på eventuelle større forsamlinger af bilister, der måske ville kunne mistænkes for risikobetonet og hensynsløs kørsel. Politiet fandt dog ingen forsamlinger af den slags på nogen af de sædvanlige steder i den østlige del af politikredsen. Patruljeringen blev derfor udnyttet til spontane kontroller af de trafikanter, som politiet mødte undervejs rundt i politikredsen.

Færdselsuheld / narkokørsel – Hundige Strandvej / Godsvej, Greve

Kl. 18.43 havde en 27-årig mand fra Frederikssund for sent opdaget, at en forankørende bilist under kørsel ad Godsvej mod syd var standset for rødt lys i krydset ved Hundige Strandvej.

Han påkørte derfor bagenden af en personbil, som en 22-årig kvinde fra Svendborg var fører af.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, men den 27-årige mandlige fører blev anholdt og sigtet for narkokørsel, efter at en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af narkotika under kørslen.

Den 27-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Narkobilist også sigtet for ulovlig kniv mv. – Østre Ringvej, Ringsted

Kl. 19.35 blev en 21-årig mand fra Ringsted anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil ad Østre Ringvej, efter at en narkometertest havde indikeret påvirkning af narkotika under kørslen.

Ved nærmere undersøgelse af hans bil fandt politiet en dolk samt en skruetrækker, som den 21-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe under kørslen. Derfor blev han tillige sigtet for overtrædelse af både kniv- og våbenlovgivningen.

Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Lov om euforiserende stoffer – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 22.00 kontrollerede politiet en forsamling af personer, der stod på en parkeringsplads bag Hestetorvet.

Da en af de tilstedeværende var i gang med at ryge en joint, blev de fire mænd, som politiet traf på stedet, kontrolleret nærmere.

Den jointrygende var en 23-årige mand fra Farum, som blev sigtet for den forseelse, og efterfølgende blev en 23-årig mand fra Roskilde fundet i besiddelse af en lille klump hash på et gram.

Begge fik beslaglagt de ulovlige effekter i forbindelse med sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, så de kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Usikker kørsel afslørede spritbilist – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 23.48 fik politiet en anmeldelse om en slingrende bilist, der kørte usikkert ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning ved Køge.

Politiet fik standset den pågældende bilist lidt før Solrød S-afkørslen, hvorefter en 49-årig mand fra Søborg som fører af en varebil blev alkometertestet.

Da testen gav udslag for påvirkning af spiritus i højere grad end tilladt, blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel.

Den 49-årig mand blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han vil høre fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Tissetrang i nattelivet – Roskilde / Holbæk

I alt tre personer blev natten til søndag sigtet for at tisse i det offentlige rum på veje, der i hhv. Roskilde og Holbæk er beliggende i områder, hvor mange personer har færdes i nattelivet.

I Roskilde blev en 20-årig kvinde fra Bagsværd kl. 00.13 sigtet for at tisse på Jernbanegade ikke langt fra indgangen til et diskotek.

Samme sted i Jernbanegade i Roskilde blev en 20-årig mand fra Roskilde kl. 03.17 også afsløret i at lade vandet på gaden tæt på samme diskotek.

I Holbæk blev en 30-årig mand fra Nykøbing Sj. kl. 03.30 sigtet for at urinere i Vestergade også tæt på indgangen til et diskotek.

Alle tre sigtede kan nu hver især forvente at få en bøde på 1.000 kr. som afgørelse på sagerne om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Uro og uorden uden for diskotek – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 04.55 havde en spirituspåvirket, 21-årig mand fra Hårlev udvist voldelig adfærd over for en dørmænd ved diskotek i Jernbanegade i Roskilde.

Da politiet ankom til stedet, blev den 21-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den adfærd.

Anholdelsen af den 21-årige fik en 19-årig mand fra Viby Sj. til at vise sin utilfredshed herover mod politiet, som blev mødt af en strittende finger. Da den 19-årige efterfølgende ikke rettede sig efter politiets anvisninger om at forlade stedet, måtte han også en tur i detentionen samtidig med den 21-årige.

Begge blev løsladt næste formiddag, da de begge blev skønnet i stand til at tage vare på sig selv. De kan endvidere kigge i deres digitale postkasse efter et brev fra politiet med en bøde med baggrund i deres optræden i nattelivet.

 

 

Søndag – mandag

 

Narkokørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov, Køge

Kl. 11.41 blev en 32-årig mand fra Sydsjælland anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Vestmotorvejen ved Bjæverskov. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter den 32-årige vil høre mere i sagen.

Slagsmål på beværtning – Nørregade, Køge

kl. 17.12 kom et alarmopkald om slagsmål ved et værtshus på Nørregade i Køge. En mand var blevet voldsom over for andre gæster og ville slås. Flere af de tilstedeværende holdt ham fast, så patruljen satte hurtigt kursen til stedet.

Her traf betjentene en spirituspåvirket 25-årig mand fra Vestsjælland, som slet ikke ville slappe af trods flere formaninger fra patruljen. Han blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen til afrusning. Hen på aftenen var han faldet til ro, så han kunne løslades. Han kan forvente en bøde i sagen.

Omfattende brand i villa – Knevelsvej, Holbæk

Kl. 19.31 opstod brand i en nyere villa på Knevelsvej i Holbæk. Beboerne blev opmærksomme på branden, da HFI relæet slog fra, og de herefter så røg i huset. De nåede at fjerne deres to biler fra carporten, så de ikke blev skadet.

Politi og brandvæsen kørte til det, hvor slukningsarbejdet gik i gang. Ilden havde kraftigt fat i villaen, og det røg kraftigt. Politiet afspærrede derfor vejen og advarede beboerne i nærheden om ikke at opholde sig i røgfanen.

Huset fik omfattende skader som følge af branden, og taget faldt sammen i store dele af huset, så beboerne måtte genhuset.

Politiet undersøgte brandstedet, men det var ikke muligt at fastslå årsagen til at branden opstod. Brandefterforskere skal nu undersøges brandstedet nærmere, for at få afklaring på brandårsagen.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

23. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. april 2025 kl. 07.00 til 23. april 2025 kl. 07.00.

22. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. april 2025 kl. 07.00 til 22. april 2025 kl. 07.00.

16. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. april 2025 kl. 07.00 til 16. april 2025 kl. 07.00.