Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

19. august 2019 12:42

Uddrag af døgnrapport fra fredag 160819 kl 0700 til mandag 190819 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Afspærringsstrimmel

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ringstedvej, Roskilde
Skolevej, Svebølle
Kelstrupvej, Kelstrup, Vig

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Engvangsvej, Strøby Egede, Køge
Østerleddet, Mørkøv
Farøvej, Hårlev
Bakkegårdsvej, Strøby Egede, Køge
Bøgevej, Vipperød
Hyldegårdsvej, Mårsø, Holbæk
Elmevej, Vipperød
Dyssevangen, Køge
Alderso, Herfølge
Rugvænget, Herfølge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Strandageren, Rødvig-Stevns

Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen


Fredag – lørdag


To mænd anholdt for salg af hash – Bakkesvinget/Maglegårdsvej, Roskilde

Kl. 13.35 havde politiet en indsats mod narko på gadeplan i Roskilde. I den forbindelse observerede politiet en mand, som stod på Bakkesvinget tæt ved Maglegårdsvej. Manden havde en mistænkelig adfærd som gjorde, at politiet mistænkte ham for at sælge narko, idet der sket en udveksling imellem manden og flere personer. Politiet anholdt manden, en 19-årig mand fra Roskilde, som blev fundet i besiddelse af 7,63 gram hash, som lå i 4 såkaldte ”salgsposer”. Politiet havde en mistanke til, at manden gemte sit hashdepot på en adresse tæt ved og foretog en ransagning af denne adresse. Her fandt politiet yderligere 37,82 gram hash fordelt i 20 salgsposer, som den 19-årige blev sigtet for at have til hensigt at sælge. En 21-årig mand fra Roskilde, som boede i den lejlighed, hvor hashen blev fundet, blev ligeledes kortvarigt anholdt og sigtet i sagen. Politiet fik fat i tre personer, som kunne mistænkes for at have købt hash af den 19-årige. En 33-årig kvinde fra Odense havde købt en joint, en 26-årig mand fra Roskilde 5,71 gram hash og en 22-årig havde købt 1,89 gram hash. De erkendte alle at have købt hash af manden, og blev sigtet for at være i besiddelse af hash. Begge sigtede blev løsladt senere på dagen, men er fortsat sigtet i sagen. Alle de sigtede kan forvente at høre yderligere fra politiet når sagerne skal afgøres. Den 19-årige og den 21-årige blev i forbindelse med en lignende indsats mod narko på gadeplan i parken ”Ringen” ved Søndre Ringvej i Roskilde den onsdag 14. august også truffet af politiet, hvor de blev sigtet for besiddelse af hash. De to vil få deres sager afgjort samtidig.

Mandlig bilist smed sine bilnøgler – Østre Ringvej, Roskilde

Kl 16.18 fik politiet en anmeldelse fra 45-årig mand fra Hillerød, om en bil, der holdt til gene i en rundkørsel på Østre Ringvej. Politiet ankom på stedet, hvor de traf en 37-årig mandlig bilist fra Korsør, hvis bil holdt stille i rundkørslen til gene for den øvrige trafik. Det viste sig, at den 37-årige, der var kørende i en bil, han netop havde overtaget, var kommet kørende ind i rundkørslen med høj fart. Den 37-årige havde derved bremset for sent, og bilen var skredet og havde lavet materiel skade. Den 37-årige var blevet så ophidset, at han havde smidt sin bilnøgle ind midt i rundkørslen med den konsekvens, at bilen nu holdt stille midt i rundkørslen. Patruljen fik sig en snak med den 37-årige om hans kørsel og om, at han fremover skal ringe til politiet, hvis han kører galt. Da bilnøgle og bilist var blevet genforenet, kunne manden fjerne sin bil fra rundkørslen.

Patrulje stoppede spritbilist og tog hans kørekort – Strandvejen, Køge

Kl. 17.45 bemærkede en patrulje, der kom kørende på Strandvejen i Køge en blå personbil, som patruljen bragte til standsning. I bilen befandt sig en 57-årig mand fra Store Heddinge samt en passager, en 55-årig kvinde fra Store Heddinge. Patruljen skønnede, at bilisten var påvirket af spiritus, og en alkometertest bekræftede dette. Manden blev derfor sigtet og var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve. Patruljen inddrog desuden mandens kørekort og gav ham et midlertidigt, som han kan benytte, frem til hans sag er afgjort. Kl 18.12 blev manden løsladt, og han vil høre nærmere, når sagen skal afgøres.

Bil beslaglagt med henblik på konfiskation – Hovedgaden, Mørkøv

Kl 17.49 standsede en patrulje en personbil, der kom kørende på Hovedgaden i Mørkøv. Bag rettet sad en 28-årig mand fra Svinninge, som ikke havde førerret. Da den 28-årige to gange tidligere inden for tre år er sigtet for kørsel uden førerret, beslaglagde patruljen køretøjet med henblik på konfiskation. Ejeren ønskede beslaglæggelsen indbragt for retten, der nu skal behandle spørgsmålet om beslaglæggelsen.

To mænd anholdt – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 02.52 anholdt politiet en 20-årig mand fra Taastrup, som forsøgte at komme i slagsmål med både dørmænd og andre tilstedeværende ved en beværtning i Roskilde. Manden blev sigtet for ordensbekendtgørelsen og indbragt til politistationen. I forbindelse med anholdelsen blandede en 18-årig mand fra Taastrup sig gentagne gange i politiets arbejde, ligesom han ikke efterkom politiets påbud om at forlade stedet. Denne mand blev ligeledes anholdt og indbragt til politistationen. Begge mænd blev senere på natten løsladt igen.

Pistol fundet ved ransagning - Ringsted

Politiet ransagede fredag en lejlighed i Ringsted, da politiet havde en mistanke om, at der blev opbevaret en pistol. Under ransagningen fandt politiet en pistol af mrk. Glock samt ammunition til våbnet. En 20-årig mand fra Ringsted blev anholdt og sigtet i sagen og blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde lørdag formiddag. Ved retsmødet mødte en 22-årig mand fra Ringsted op og meldte sig selv, idet han påtog sig ejerskabet af pistolen. Begge mænd blev varetægtsfængslet i sagen. Den 20-årige til den 29. august og den 22-årige frem til d. 22. september, mens politiet undersøger omstændighederne i sagen. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, så politiet kan ikke komme med yderligere oplysninger i sagen.

Musik til ulempe – Hele politikredsen både fredag og lørdag

Lørdag aften var flere borgere generet af musik fra private fester og forsamlinger. Det betød, at politiet flere gange måtte køre ud for at bede de feststemte personer om at skrue ned for musikken, så andre borgere havde mulighed for en god nattesøvn. Det skete blandt andet på Sigerslevvej i Store-Heddinge, Fasanvej i Køge, Strandgade i Holbæk, Kildevænget i Roskilde og Sifsvej i Køge.

Politiet vil derfor gerne komme med en generel opfordring til de borgere, der skal holde fest: Sørg altid for at advisere naboerne. Tænk på at holde musikken og din egen sangstemme på et tåleligt niveau. Giv naboerne en opfordring til selv at kontakte dig, hvis festen bliver for højlydt eller giver andre gener for de omkringboende. Politiet opfordrer borgere, som er generet af høj musik til først at tage kontakt til festarrangøren selv, inden politiet kommer ud for at dæmpe gemytterne.


Lørdag - søndag

 

Parkering til ulempe – Vordingborgvej/Askevej, Køge

Kl. 09.47 kørte politiet ud til et fodboldstævne på Herfølge Stadion, hvor mange biler holdt til ulempe, således det kunne skabe farlige situationer for trafikken. Bilerne holdt på cykelsti og fortov, og nogle holdt helt frem mod et lyskryds, så det var umuligt at se ned ad sideveje og skærmede for udsynet. På stadion bad politiet de ansvarlige om at kalde over højttalerne, at bilejerne skulle flytte bilerne, og ellers ville patruljen begynde at skrive bøder. Advarslen fik dog ikke bilejerne til at reagere tilstrækkeligt, så kl. 10.15 udstedte politiet i omegnen af 40 bøder. Politiet vil gerne opfordre til, at bilejere først og fremmest tager hensyn til færdselssikkerheden, således at bilen ikke holder til gene og ulempe for andre trafikanter. Det er også vigtigt, at redningskøretøjer kan komme frem, hvis der skulle opstå behov for dette. Politiet vil også i fremtiden komme forbi Herfølge Stadion for at se, om bilejere tænker på trafiksikkerheden.

Butikstyveri – Klosterparksvej, Ringsted

Kl. 15.33 kørte politiet til en tøjbutik i Ringsted Outlet, hvor en 21-årig rumænsk mand i forening med to andre havde stjålet tøj for over 10.000 kr. ved brug af en såkaldt russer-pose, der blokerer tøjets alarmer. Manden blev kørt til detentionen og fremstillet søndag morgen, hvor han fik 30 dages fængsel og udvisning af Danmark.

Narkokørsel – Hovedgaden, Svinninge - Holbæk

Kl. 17.05 blev en 50-årig kvinde fra Grevinge anholdt for at køre bil påvirket af cannabis. Kvinden fik udtaget en blodprøve under anholdelsen, og hun er sigtet i sagen, indtil politiet får resultatet af blodprøven, så sagen kan afgøres.

Spirituskørsel på knallert – Allehelgensgade, Roskilde

Kl. 18.44 blev en 56-årig mand standset på sin knallert, som blev ført slingrende. Manden blev på alkometeret testet positiv for spirituskørsel, så han blev anholdt og sigtet. Han fik udtaget en blodprøve på sygehuset og vil høre mere om sagen, når den skal afgøres.

Uro og uorden i p-kælder – Rådhusstræde, Køge

Kl. 20.15 kørte politiet til en p-kælder i Køge, hvorfra der var kommet flere anmeldelser om høj musik og biler med hjulspin. Politiet fik opløst festlighederne og uroen på stedet, hvor mange biler var samlet og flere personer havde taget ophold.

Narkokørsel – Hovedgaden, Regstrup – Holbæk

Kl. 19.55 blev en 25-årig kvinde fra Regstrup anholdt og sigtet for at køre bil, mens hun var påvirket af cannabis. Hun fik udtaget en blodprøve, som skal analyseret, før sagen kan afgøres.

Narkokørsel – Høve Stræde, Asnæs – Odsherred

Kl. 19.55 blev en 27-årig mand fra Store-Fuglede anholdt og sigtet for narkokørsel. Manden var ligeledes frakendt førerrettet, og han blev oplyst, at politiet har mulighed for at konfiskere hans bil, hvis det gentager sig. Han fik udtaget en blodprøve, som skal analyseres, og derefter vil han høre fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Spirituskørsel – Banegårdspladsen, Kalundborg

Kl. 05.18 blev en 26-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for at køre bil i påvirket tilstand. Han fik udtaget en blodprøve, hvor promillen skal analyseres nærmere, og han vil derfor høre fra politiet senere, når sagen skal afgøres.

Trussel mod dørmand – Hersegade, Roskilde

Kl. 06.25 blev en 39-årig mand fra Roskilde anholdt og sigtet for at have fremsagt trusler mod en dørmand på et diskotek i forbindelse med en uoverensstemmelse. Manden var anholdt i nogle timer, hvor han blev afhørt til sagen og senere løsladt. Han vil høre nærmere, når sagen skal afgøres.



Søndag – mandag


Vold – Hovedgaden, Regstrup – Holbæk

Kl. 12.25 anmeldte en 23-årig mand fra Regstrup, at han om natten til søndag omkring kl. 01.40 befandt sig på Regstrup Station, hvor han havde spurgt to unge mænd, om de havde en lighter. De unge mænd svarede, hvad det ragede den 23-årige, der herefter blev tildelt et knytnæveslag i ansigtet af den ene af mændene. De to mænd forlod herefter stationen i en mindre rød personbil.
Den 23-årige havde herefter været på skadestuen, hvor han blev behandlet for et flækket øjenbryn.

Manden som slog beskrives som:
A: Mand, Dansk af udseende, 17-20 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: lidt krøllet hår. Talte: Dansk, Iført: Blå hættetrøje, løse sorte stof bukser, muligvis med striber, muligvis Converse sko.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der har overværet overfaldet på den 23-årige mand eller som har oplysninger om den beskrevne gerningsmand, som kørte fra stedet i en mindre rød personbil kort efter episoden. Ring til lokalpolitiet i Køge på tlf. 114.

Færdselsuheld – Oddenvej/Gnibenvej, Yderby Lyng – Sjællands Odde – Odsherred

Kl. 16.41 skete et sammenstød, da en 64-årig mand fra Hillrød kørte sin bil frem i krydset Gnibenvej/Oddenvej, selvom han havde ubetinget vigepligt. Den 64-årige påkørte en personbil, der blev ført af en 65-årig mand fra Skanderborg. Politi, brandvæsen og ambulance blev send til stedet. To personer blev tilset for lettere skader, men ingen kom alvorlig til skade ved uheldet. Bilerne var begge totalskadede, så brandvæsnet nødflyttede køretøjerne ind til siden. Trafikken kunne ledes forbi uheldsstedet, så det skabte ikke store trafikale udfordringer for de bilister, der skulle køre til færgen. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet.

Brand i hønsehus – Rørager, Greve

Kl. 17.31 kom et alarmopkald om brand i et hønsehøns. Der var ingen melding om risiko for at ilden kunne sprede sig til huset. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det viste sig, at hønsehuset var blevet antændt i forbindelse med at ejeren havde forsøgt at udrydde blodmider i hønsehuset ved brug af en ukrudtsbrænder. Husejeren fik dog selv slukket ilden før patruljen kom frem og ingen personer kom til skade ved branden. Politiet kunne herefter fortsætte til andre opgaver.

Salg af hash – Jernbaneplads, spor 1, Holbæk

Kl. 19.45 fik politiet oplysninger om, at der foregik noget mistænkeligt ved et skur, der ligger ved baneterrænet tæt ved spor 1 på Holbæk Station. Skuret var blevet opbrudt, og der var en del personer som kom og gik på stedet. En patrulje kom frem og traf en 18-årig mand fra København, der kunne mistænkes for at sælge hash på stedet. Han blev fundet i besiddelse af 48,5 gram hash, digitalvægt, pølsemandsposer og et kontantbeløb. Politiet beslaglagde alle effekterne, og den 18-årige blev sigtet for narkosalg. Han blev afhørt til sagen, hvor han nægtede at have solgt hash, men blot havde det til eget forbrug. Den 18-årige fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet.

Tumult og slagsmål – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 20.34 kom en anmeldelse om tumult ved Holbæk Sygehus. En større gruppe personer var kommet i klammeri, og der var melding om slagsmål på stedet. Flere patruljer kørte frem til sygehuset, hvor det viste sig, at en konflikt imellem to grupper af unge, som skete tidligere på aftenen var blusset op igen. En 18-årig mand fra Haslev havde omkring kl. 17.00 været i klammeri med nogle unge mænd fra Holbæk. Han var derfor taget til skadestuen for at blive undersøgt. I den forbindelse indfandt nogle af de unge mænd fra Holbæk sig, og der opstod tumult imellem den 18-åriges venner og de tilkomne. Da politiet kom frem var der ingen slagsmål og ingen anmeldelser om, at nogen var blevet udsat for vold. Flere af de unge havde forladt stedet. Politiet bortviste de øvrige unge mænd fra sygehuset, uden at nogen blev sigtet for noget. Politiet blev i området et stykke tid, for at sikre sig at konflikten ikke blussede op igen. Der kom ikke flere anmeldelser om uro på stedet.

Brand i bil – Benløseparken, Benløse, Ringsted

Kl. 00.01 kom et alarmopkald om brand i en bil. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor en varebil som holdt på bycentrets parkeringsplads stod i flammer. Brandvæsnet fik slukket ilden, der ikke var i risiko for at sprede sig til bygninger eller andet. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse årsagen til branden. Der var umiddelbart intet mistænkeligt ved branden, som formodes at være startet som følge af en kortslutning i motorrummet. Bilen udbrændte men ingen personer kom til skade ved branden.

Forsøg på indbrud – Skolevej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 00.31 forsøgte en mand at begå indbrud i en kiosk i Svebøller ved at knuse ruderne i hoveddøren. Flere vidner på stedet så gerningsmanden og råbte ham an, for at få ham til at stoppe. Ejeren af kiosken kom til stedet, hvor han også forsøgte at forhindre indbruddet. Indbrudstyven angreb i den forbindelse den 47-årig kioskejer og slog ham i ansigtet. Den mistænkte blev herefter tilbageholdt af andre vidner på stedet indtil politiet kom frem. Den mistænkte, en 47-årig mand fra lokalområdet, blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud og vold mod kioskejeren. Den 47-årige var påvirket af spiritus i en sådan grad og havde skader på sin fod, formentlig på grund af spark mod kioskens ruder. Han blev derfor taget med på skadestuen, hvor han fik behandling. Herefter blev han afhørt på stationen, hvorefter han blev løsladt. Han er fortsat sigtet i sagen, og vil høre mere fra politiet når sagen skal afgøres.




Pressekontakt

Martin Bjerregaard
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

Camilla Schouw Broholm
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Flere døgnrapporter

15. januar 2021

Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra torsdag den 140121 kl. 0700 til fredag den 150121 kl. 0700.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

14. januar 2021

Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra onsdag den 130121 kl 0700 til torsdag den 140121 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

13. januar 2021

Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag den 120121 kl. 0700 til onsdag den 130121 kl. 0700.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.