Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

6. februar 2019 10:48

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 050219 kl. 07.00 til onsdag 060219 kl. 07.00

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Smedelundsgade, Holbæk
Gammel Køgevej, Klippinge

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Bækkevej, Benløse, Ringsted
Vinde Helsingevej, Gørlev
Gårdhøjsvej, Drøsselbjerg, Slagelse
Vestre Plantagevej, Solrød Strand
Nykøbingvej, Mørkøv
Solsortevej, Asnæs
Ringparken, Roskilde

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Færdselsuheld – Nordre Ringvej / Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 1001 var der sket et færdselsuheld på afkørselsrampen til afkørsel 36 Ringsted N fra Vestmotorvejens østgående spor. En 44-årig mand fra Brabrand havde under kørsel på rampen i sin personbil for sent opdaget, at trafikken foran ham ved lyskrydset ved Nordre Ringvej holdt stille. Han påkørte derfor bagende af den standsede varebil foran og ført af en 26-årig mand fra Slagelse. Uheldet medførte spærring af afkørslen frem til kl. ca. 1100, hvor de to implicerede biler var blevet bugseret bort fra uheldsstedet. Ingen kom til skade ved sammenstødet.

 

Kørsel uden førerret – Øresøvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 1035 traf en patrulje en personbil, der er var forsynet med et sæt nummerplader, der i sommeren 2016 var afmeldte hos SKAT, og som dengang skulle bruges af et andet bilmærke end den bil, som de rent faktisk sad på. Bilen blev ført af en 21-årig mand fra Svebølle, som ikke havde erhvervet sig et kørekort. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og for kørsel i en uindregistreret bil uden den lovpligtige ansvarsforsikring.

 

Butikstyveri / ordensbekendtgørelsen mv. – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde

Kl. 1146 anmeldte personalet fra supermarkedet Super Brugsen, at en mand havde taget otte flasker spiritus, som han i en indkøbskurv gik gennem kassen med og uden at betale for varerne. Da manden blev kontaktet af personalet, satte han indkøbskurven med spiritusflaskerne fra sig og fortsatte videre til fods mod Trekroner togstationen med personalet bagefter. På togstationen sprang manden ned på togsporet og truede butikspersonalet med sten fra togskinnerne. Butikspersonalet trak sig tilbage på grund af truslerne og mandens ophold på togskinnerne. Ved nærmere undersøgelse af indkøbskurven kunne butikspersonalet konstatere, at der også lå varer fra et nærliggende apotek. Her havde manden stjålet deodoranter til en værdi af 380 kr. Politiet kørte til både supermarkedet og apoteket for at få oplysninger til de to sager om butikstyveri samt oplysninger, der indtil videre har givet politiet en ide om, hvem der kan mistænkes for tyverierne.
Under politiets ophold i supermarkedet blev politiet kontaktet af andre kunder, fordi to mænd tilsyneladende var i skænderi udenfor. Her var især den ene mand stadig meget ophidset, vred og råbende og ønskede ikke på politiets anmodning oplyse sit navn og adresse. Da politiet forsøgte at tale ham til ro, blev han endnu mere ophidset og udtalte mindre ytringer til den kvindelige politiassistent, medens andre lyttede på. Dette medførte, at politiet anholdt manden, der blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Senere blev han identificeret som en 29-årig mand fra Roskilde, der blev løsladt kort efter, da han var faldet til ro. Han kan nu forvente at modtage en bøde for sin adfærd på stedet og sine verbale ytringer over for politiet.

 

Færdselsuheld – Ringstedgade / Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 1315 fik politiet en anmeldelse fra moderen til en 21-årig kvinde fra Roskilde, idet datteren på et p.t. ukendt tidspunkt som cyklist var blevet påkørt af en bilist, der efterfølgende kørte fra stedet uden at give sig til kende. Den 21-årige var kørt på cykel ad Ringstedgade mod nord og ville fortsætte ligeud i krydset ved Søndre Ringvej. I krydset kørte en bilist i samme retning og drejede til højre mod Søndre Ringvej, hvorved parterne stødte sammen. Cyklisten kom ikke til skade ved uheldet, og den svingende bil var lille og rød med en midaldrende kvinde som fører. Politiet forsøger nu at finde frem til bilisten og hører gerne fra vidner, der måtte have set uheldet i krydset.

 

Vold / hærværk mv. – Nørregade, Køge

Kl. 1351 slog personalet på en tandlægeklinik alarm til politiet, idet en mand havde forøvet vold mod personalet samt ødelagt forskellige effekter, inden han havde forladt stedet. Politiet kørte til Nørregade, hvor en 42-årig mand fra Haslev blev truffet siddende på en bænk på gaden. Han bekræftede, at han havde været til behandling hos tandlægen, men var utilfreds med den behandling, som tandlægen havde givet ham. Personalet kunne oplyse, at den 42-årige under behandlingen pludselig var blevet utilfreds og derefter havde kastet en lommelygte efter tandlægen, der blev ramt på øret. På grund af tumulten i den forbindelse ilede andre ansatte til, hvorefter den 42-årige slog en 40-årig kvindelig ansat et par gange samt rev en tot hår af hende. Herefter kastede den 42-årige en computerskærm og en vase mod et spejl, så der skete skade for et endnu ukendt beløb. På baggrund af disse oplysninger og de synlige ødelæggelser på tandlægeklinikken anholdt politiet den 42-årige, som blev sigtet for vold og hærværk. Den anholdte mente, at tandlægen også havde udøvet vold mod ham i forbindelse med behandlingen, så sagen undersøges nærmere af politiet. Den 42-årige blev løsladt først på aftenen efter afhøring til sagerne.

 

Narko-/spirituskørsel i frakendelsestiden – Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup - Odsherred

Kl. 1628 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 33-årig kvinde fra Nørre-Asmindrup for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at hun var påvirket af både amfetamin og hash, og alkometeret bekræftede, at hun var påvirket af spiritus under kørslen i bilen, som hun i øvrigt ikke måtte føre, fordi hun i forvejen var frakendt førerretten. Politiet løslod den 33-årige kvinde efter udtagelse af blodprøve til undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer.

 

Brand i bil – Parkvej, Køge

Kl. 1709 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i en bil på en p-plads ved en beboelsesejendom. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået i motorrummet og kun forrettede skade der. Bilens ejer – en 18-årig mand fra Køge – er underrettet og oplyste, at bilen netop var blevet parkeret, da branden opstod. Ingen andre biler fik skader som følge af branden, hvis årsag nu undersøges nærmere af politiet.

 

Færdselsuheld – Marksvinget, Køge

Kl. 1748 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en person var blevet påkørt af en bilist. En 31-årig mand fra Køge blev i ambulancen kørt til skadestuen med kvæstelser i hovedet efter påkørsel i et fodgængerfelt. Ifølge vidner var han netop stået af en bus og gået bagom denne i fodgængerfeltet fra nord mod syd i retning mod en tankstation. Ad Marksvinget i østlig retning kørte en 63-årig kvinde fra Køge, som påkørte fodgængeren i fodgængerfeltet, så han fløj et stykke hen ad gaden. Bilisten slap selv uskadt fra uheldet, men der skete mindre materiel skade på hendes personbil. En bilinspektør har undersøgt uheldsstedet og den involverede bil, så politiet afventer nu en erklæring herom. Den tilskadekomne fodgænger meldes uden for livsfare.

 

”Telefonfis” – hele politikredsen

I tidsrummet fra kl. ca. 1830 – 1915 modtog Midt- og Vestsjællands Politi henvendelser fra fem forskellige mænd fra Roskilde, Lejre, Frederikssund og Guldborgsund kommuner om, at de alle var blevet kontakt af en person, der havde udgivet sig for at være politimand fra Midt- og Vestsjællands Politi. Alle var blevet ringet på deres mobiltelefon, hvor opkaldsnummeret fremgik som Midt- og Vestsjællands Politis officielle telefonnummer 46351448. De fem mænd var alle blevet ”beskyldt” for at have et udestående med politiet – omhandlende forskellige sager lige fra varetægtsfængsling i en voldtægtssag over mistanke om vold til mindre sager om hastighedsovertrædelser. Alle havde efterfølgende kontaktet politiet for at få bekræftet deres mistanke om, at der var tale om en slags ”telefonfis”. Politiet kunne berolige alle fem med, at Midt- og Vestsjællands Politi ikke kendte noget til opkaldene, da de ikke var mistænkt for de beskyldninger, der var fremsat i det uautoriserede telefonopkald. Politiet undersøger nu telefonopkaldene i et forsøg på at få identificeret den person, der foretog opkaldene, da politiet reelt kan mistænke vedkommende for uberettiget at have udgivet sig for en offentlig myndighed.

 

Forsøg på spirituskørsel – Stændertorvet, Roskilde

Kl. 2205 anholdt og sigtede politiet en 60-årig kvinde fra Roskilde for forsøg på spirituskørsel i en personbil, som hun netop havde forsøgt at starte ved at sætte tændingsnøglen i tændingen. Hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og efterfølgende løsladt. Politiet ombyttede hendes kørekort med et midlertidigt kørekort, medens analyseresultatet fra blodprøven afventes. Ifølge færdselslovens bestemmelser om spirituskørsel er der i lovteksten anført, at man kan straffes for spirituskørsel, hvis man fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj med en alkoholkoncentrationen i blodet over 0,5 promille. Den 60-årige vil derfor høre nærmere fra politiet.

 

Mistænkelig mand – Møllevej, Karlslunde – Greve

Kl. 0300 fik politiet en anmeldelse om en mistænkelig mand, der opholdt sig ved bagdøren / personaleindgangen til et supermarked. Politiet kørte til supermarkedet, hvor politiet traf en vægter, der på grund af en beskadigelse af døren faktisk holdt vagt ved bagdøren, så uvedkommende ikke fik adgang til supermarkedet.

Bil i grøft – Nykøbing-Slagelsevej / Ravnsbjergvej, Vig – Odsherred

Kl. 0408 fik politiet en henvendelse fra en kvinde om, at en bil var kørt i grøften ved krydset. Kvinden kunne ikke umiddelbart se, om der var nogen til stede ved bilen, hvorfor politiet kørte til stedet. Der var tale om en personbil, der var forladt, efter at den var kørt i grøften. Ejeren – en 51-årig kvinde fra Fårevejle St. – blev kontaktet og kunne oplyse, at bilen formentlig var blevet stjålet og dermed ført af en person, som hun ikke kendte identiteten på. Politiet har optaget rapport om et færdselsuheld i anledning af uheldet.

 

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand – Solrød

Kl. 0626 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen, nordgående spor, mellem Solrød S og Solrød N-afkørslerne. Et par ambulancer var også sendt til stedet, men dem blev der ikke brug for. En 50-årig mand fra Næstved var i sin personbil kørt i fjerde vognbane med ca. 100 km/t, men for sent opdaget, at trafikken foran ham i samme vognbane kørte langsommere. Han påkørte derfor bagende af den forankørende, hvis bil blev skubbet frem i bilen foran. Vragdele fra de implicerede biler røg ud i vognbanen til højre, så skiltevogne afspærrede to vognbaner under oprydningsarbejdet. Ingen af de implicerede førere kom til skade ved uheldet, og et bjærgningskøretøj havde fjernet de havarerede biler kl. ca. 0725, hvor der igen var fri passage i alle fire vognbane på stedet.

OPFØLGNING

 

Varetægtsfængsling – Vold mod udlejer – Tune – Greve

En 49-årig mand fra Tune blev tirsdag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt til den 28. februar 2019. Han var sigtet for vold og trusler på livet mod sin 51-årige, kvindelige udlejer, der dagen forinden i forbindelse med en verbal tvist om lejemålet var blevet overfaldet og truet på livet af den nu varetægtsfængslede mand.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

18. september 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. september 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. september 2024 kl. 07.00 til 18. september 2024 kl. 07.00.

17. september 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 17. september 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. september 2024 kl. 07.00 til 17. september 2024 kl. 07.00.

16. september 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. september 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 13. september 2024 kl. 07.00 til 16. september 2024 kl. 07.00.