Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Nyhed

24. januar 2025 10:23

Ældresvindlere anholdt på fersk gerning

To mænd blev i går anholdt kort efter, at to ældre var blevet franarret deres dankort. Politiet traf de to mistænkte tæt ved en hæveautomat i Holbæk by - den ene med et større kontantbeløb på sig.

Den seneste tids efterforskning i sagerne om ældresvindel havde givet nogle gode spor at gå efter, og det førte i går til, at Midt- og Vestsjællands Politi kunne skride til anholdelse af to mistænkte, som blev taget på fersk gerning ved en hæveautomat.

De to anholdte, en 41-årig mand fra Holbæk og en 21-årig mand fra København er blevet sigtet for at stå bag mindst otte sager om svindel mod ældre i Holbæk og Ringsted i denne uge. De ældre blev i de fleste tilfælde ringet op af "banken" pga mistanke om hacking af deres konto, og de ældre blev overtalt til at udlevere deres kort og koder.

Forud for anholdelsen torsdag blev et ældre ægtepar i 80´erne fra Holbæk franarret deres kort, og de fik hævet et større kontantbeløb fra hver deres konto. En 90-årig kvinde fik torsdag middag franarret sit kort, men der blev ikke hævet fra kontoen, før kortet blev spærret. De to anholdte er mistænkt for at agere som "bankbude". De mødte op hjemme hos de ældre for at hente deres dankort, hvorfra der senere blev hævet penge.

Den 41-årig mand blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af 34.000 kr, som formodes at være hævet fra det ældre ægtepars konto kort før patruljen traf ham. Pengene blev beslaglagt til sagen.

Efterforskningen peger på, at de to også står bag flere bedragerier tidligere på ugen.

En 92-årig kvinde i Holbæk blev tirsdag eftermiddag franarret sit dankort, hvorfra der blev hævet 6.000kr.

I Ringsted blev fem ældre snydt i mandags. Her lykkedes det de mistænkte i fire tilfælde at hæve beløb mellem 10.000-30.000 kr. fra de ældre konti. I et tilfælde blev et ægtepar desuden overtalt til at udlevere 48.000 kr. i kontanter.

De to anholdte mænd blev taget med til politistationen til afhøring, hvor de nægtede de fleste af sigtelserne. Sagen blev herefter grundigt juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at begære de to mænd varetægtsfængslet, så de blev løsladt ud på eftermiddagen.

Efterforskningen mod de to mistænkte fortsætter, for at afklare om de kan stå bag flere bedragerier, De kan senere forvente et retsligt efterspil.

”Der er tale om grov systematisk udnyttelse af ældres tiltro til banken. De udnytter de ældres sårbarhed, og at de er digitalt uerfarne til at skabe frygt for, at de mister deres penge, hvilket efterfølgende er præcis det, der sker. Jer er derfor meget tilfreds med, at vi har kunne skride til anholdelse” siger politikommissær, Karin Storm, der er efterforskningsleder i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet.

 

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

23. februar 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Fire mænd udvist af Danmark for butikstyveri

Tre døgn efter anholdelse er fire mænd nu udvist af Danmark.

13. februar 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Tre års fængsel for besiddelse af kokain

En 23-årig kvinde har ved Retten i Holbæk modtaget en straksdom på tre års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af 1 kilo kokain.

12. februar 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Tre måneders fængsel for stalking

Til trods for at han havde været varetægtsfængslet valgte den nu dømte at fortsætte stalkingen af sin tidligere partner.