Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Nyhed

21. august 2024 15:44

Dømt igen for stalking

For anden gang blev mand dømt efter den nye stalkingbestemmelse. Manden er flere gange tidligere dømt for bl.a. vold og trusler mod kvinde, han har haft et forhold til.

Retten i Roskilde fandt i dag en 47-årig mand fra Roskilde skyldig i stalking mod sin tidligere kæreste og idømte ham et års ubetinget fængsel. Der var tale om en tilståelsessag og det er anden gang, at manden dømmes for stalking.

 

Den 47-årige mand havde forbud mod at kontakte kvinden og også opholdsforbud mod at færdes foran hendes lejlighed, men det forhindrede ham ikke i gentagne gange at forsøge at kontakte hende via mails og sociale medier.

 

Han blev også dømt for flere gange at have forsøgt at logge inde på forskellige hjemmesider via kvindens brugernavn og for at have tilmeldt hende forskellige tjenester, hun ikke havde bedt om. Desuden blev han dømt for flere gange at køre dyttende forbi hendes lejlighed.  I alt forsøgte manden ved cirka 70 forskellige lejligheder at opnå kontakt i perioden fra december 2023 frem til juni 2024, hvor han  blev varetægtsfængslet.

 

Det var i december 2023, at manden blev dømt for vold mod kvinden og for mere end 400 gange at have kontaktet hende. Han blev ved den lejlighed idømt 5 måneders fængsel. Han blev løsladt efter dommen og genoptog så stalkingen umiddelbart efter.

 

”Der er tale om en virkelig alvorlig sag om en mand, der igen og igen krænker kvinder. Ud over de to domme for stalking er han fire gange tidligere dømt for blandet andet blufærdighedskrænkelse, vold, trusler og overtrædelse af tilhold mod tre andre kvinder, som han har haft et forhold til. Det har været anklagemyndighedens argument, at det skulle afspejle sig i straffens længde”, siger anklagerfuldmægtig Agnes Møller fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi. 

 

Ved onsdagens dom blev manden også dømt for 42 gange at have kørt bil til trods for at han var frakendt førerretten.

 

Manden blev fortsat varetægtsfængslet efter dom og valgte at tage betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

 

Står du selv i en situation, hvor du har brug for mere viden om stalking? Så læs mere.


 

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

15. januar 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Tiltalt for nye forhold om krænkelse af sovende børn

En 22-årig mand bliver nu tiltalt for nye forhold af blufærdighedskrænkelse i forhold til mindreårige børn i Roskilde.

13. januar 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Dom i sag om røveri og afpresning af forretningsmand

En mand er netop idømt 2 år og 9 måneders fængsel for røveri, frihedsberøvelse og vidnetrusler mod en forretningsmand i Roskilde, der blev tvunget til at aflyse pant og indgå aftaler om ejendomme, hvorved han led et tab på ikke under 20 millioner kroner.

6. januar 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Mand sigtet for at have ramt ung kvinde i Roskilde ved et uheld

En mandlig bilist er nu sigtet og afhørt i sagen om den unge kvinde, der blev fundet hårdt kvæstet i Roskilde mandag morgen.