Politiet gennemførte kontrol af stilladsbiler i København
Mandag gennemførte Tungvogncenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi en målrettet kontrol af stilladsbiler i København for at sikre, at gældende regler blev overholdt.
Kontrollen fandt sted fra kl. 04.00 og frem til formiddagen, hvor i alt 18 stilladsbiler blev standset og kontrolleret.
”Det er forbundet med stor risiko at transportere tunge metalelementer til stilladser, hvis reglerne ikke overholdes. Det kan få alvorlige konsekvenser for både chaufføren selv og andre trafikanter, hvis noget går galt. Under kontrollen standsede vi blandt andet en varebil, der kørte med et overlæs på hele 1.360 kilo – svarende til cirka 40 procent for meget. Det udløser en bøde på 3000 til chaufføren,” siger politikommissær Michael Vibro Sander.
Derudover blev to chauffører sigtet for narkokørsel. Den ene var samtidig i besiddelse af hash til eget brug, hvilket han også blev sigtet for, og hashen blev beslaglagt. To andre chauffører kørte på en andens førerkort, hvilket er en overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid, og de blev derfor ligeledes sigtet.
Politiet havde medbragt en mobil bremseprøvestand til kontrol af bremser, lygter og øvrigt udstyr. På den baggrund blev et par af de kontrollerede stilladsbiler sendt til syn.
Politiet planlægger at gennemføre yderligere kontroller af stilladsbiler i fremtiden.
Tungvogncenter Øst er hjemmehørende i Midt- og Vestsjællands Politi og dækker seks politikredse.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |