Spring til hovedindhold

Forslag

11 års fængsel for distribution af hård narkotika fra landejendom

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et kriminelt netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark. En 45-årig mand efterforsket i sagen er i dag blevet dømt for at opbevare euforiserende stoffer på sin bopæl, hvorfra nogle af disse blev videredistribueret.

NSK logo

En 45-årig mand er mandag blevet idømt 11 års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af større mængder narkotika.

 

Det er sket ved Retten i Herning, der fandt det bevist, at den 45-årige i en periode fra oktober 2023 til januar 2024 til dels opbevarede samlet 11 kg kokain, 19 kg MDMA, 29,49 kg hash og 5 kg skunk på sin bopæl på en landejendom nær Tarm, ligesom han førte et minutiøst regnskab over distribuering af narkotikaen og flere gange havde deltaget i flytning af narkotikalageret.

 

Den 45-årige var i ledtog med en 32-årig mand, der i juni 2024 blandt andet tilstod sin rolle i sagen samt i anden narkotikakriminalitet og blev idømt 12 års fængsel.

 

Efterforskningen mod den 45-årige har indebåret overvågning og aflytning af den nu dømte mand forud for hans anholdelse i februar 2024, hvor NSK slog til på flere adresser på Sjælland og i Jylland og foretog en række øvrige anholdelser og ransagninger.

 

Specialanklager i NSK, Lise Hebsgaard, siger:

 

”Den dømte har udgjort et helt nødvendigt led i distributionen af narkotika ved simpelthen at lægge hus til forbrydelserne. Han har opbevaret og håndteret hård narkotika fra sin adresse, ligesom han har ført regnskab over de indførte og videreoverdragede mængder.”

 

Specialanklager i NSK, Jacob Gents, siger:

 

”Den 45-årige har spillet en aktiv rolle i et netværk bag handel med narkotika flere steder i Danmark, og jeg er på den baggrund godt tilfreds med, at retten har udmålt en lang fængselsstraf, der tydeligt sætter en streg under alvoren i sagen.”

 

Foruden fængselsstraf konfiskerede retten også 50.000 kroner i udbytte.

 

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

 

 

Fakta

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager. 

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

7. januar 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Amfetamin-bagmand styrede netværk fra fængslet - dom sprænger strafferammen

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har optrevlet et netværk ansvarlig for distribution af store mængder amfetamin. Tre mænd, herunder en af sagens bagmænd, er i dag blevet dømt.

6. januar 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

To personer anholdt ved grænsen for opioid-indsmugling

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om indsmugling af opioid-tabletter til Danmark. To personer er nu anholdt og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.

5. januar 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

18-årig svensk mand tilstår rekruttering til drabsforsøg

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om drabsforsøg i det kriminelle miljø. En svensk mand har nu tilstået sin rolle.