20-årig idømt fængsel i tre år for bedragerier mod ældre
Bedragerier for samlet omkring 3,7 millioner kroner begået mod ældre personer har nu ført til en længere fængselsstraf.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fredag fået idømt en 20-årig mand tre års fængsel for en lang række bedragerier af ældre personer.
Det er sket ved Retten i Glostrup, hvor den 20-årige blev kendt skyldig i bedrageri i 57 tilfælde, begået i en periode fra oktober 2021 til maj 2022.
Retten fandt det bevist, at den dømte skaffede sig en uberettiget vinding på samlet omkring 3,7 millioner kroner ved i ledtog med andre at have ringet til ældre personer og udgivet sig for at være fra politiet. Denne vildfarelse blev udnyttet til at lokke de ældre til straks at overføre større pengebeløb til konti, som gerningspersonerne havde adgang til.
Den 20-årige blev også dømt for forsøg på bedrageri, ved at have taget telefonisk kontakt til flere hundrede andre personer med henblik på bedrageri, men da opkaldene ikke gik igennem, mislykkedes det imidlertid.
Senioranklager ved NSK, Jeanni Andreeva, siger:
”I sagen her har den dømte i ledtog med andre haft forskellige roller med det fortsæt at franarre ældre personer deres penge. Der har været tale om en grov udnyttelse af den tillid, borgere har til myndighederne, og rækken af bedragerier og forsøg herpå må siges at være udtryk for en udpræget kynisme. Jeg er tilfreds med, at retten har udmålt en markant fængselstraf for bedragerierne.”
Den 20-årige er somalisk statsborger, og fik udover fængselsstraffen en advarsel om udvisning af Danmark.
Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuelt anke.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.