Spring til hovedindhold

Forslag

27-årig dømt for at muliggøre personfarlig kriminalitet ved CPR-opslag

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en særlig sag om facilitering af personfarlig kriminalitet gennem opslag i CPR-registret. En 27-årig mand er nu dømt.

NSK logo

En 27-årig mand fra Storkøbenhavn er idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for at muliggøre personfarlig kriminalitet ved opslag i CPR-registret.

 

Det er sket onsdag ved Københavns Byret, der fandt det bevist, at den 27-årige i en periode fra juni 2023 til juli 2024 misbrugte sin stilling som studentermedhjælper i Københavns Kommune til at få adgang til personfølsomme oplysninger, som han solgte til medgerningsmænd i det kriminelle miljø.

 

Gennem Det Centrale Personregister (CPR) havde han grundet sin daværende stilling på kommunens vielseskontor adgang til data om blandt andet bopælsadresser og familienetværk på konkrete personer, og ved at videregive disse oplysninger medvirkede han til 34 tilfælde af forsøg på grov vold.

 

Den 27-årige blev foruden forholdene om personfarlig kriminalitet dømt for at have misbrugt sin offentligt betroede stilling ved at have foretaget de uberettigede CPR-opslag og dømt for uberettiget at have videregivet oplysningerne mod betaling.

 

Specialanklager i NSK, Rikke Holm Schønsted, siger:

 

”Den dømte har haft forsæt til at facilitere, at personfarlig kriminalitet kunne planlægges mod konkrete forurettede, og det er selvsagt alvorligt. Jeg er godt tilfreds med, at retten med sin afgørelse har vurderet, at den dømte, ved at sælge oplysningerne, kan straffes for at medvirke til forsøg på personfarlig kriminalitet.”

 

Anklager i NSK, Tine Graakjær, siger:

 

”Det er en særlig sag, som vi ikke har lignende retspraksis på fra tidligere straffesager. Den dømte har ikke direkte været med til at planlægge konkret personfarlig kriminalitet, men retten har fundet bevist, at han måtte have indset, at de solgte personfølsomme oplysninger skulle bruges til at begå personfarlig kriminalitet, og derfor er han fundet skyldig i medvirken til dette, og det er jeg godt tilfreds med.”

 

Den 27-årige tog betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

 

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

26. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om opioid-indsmugling og drabsforsøg

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med blandt andet opioider og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Seks personer fremstilles i grundlovsforhør.

25. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

To idømt ni års fængsel for besiddelse af hårde stoffer

To mænd er idømt hver ni års fængsel i en sag om besiddelse og videreoverdragelse af 50 kg hash og 17 kg hård narkotika.

25. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Bandemedlemmer anholdt for handel med 10kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med kokain og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Fire personer fremstilles i grundlovsforhør.