Spring til hovedindhold

Forslag

28-årig tilstår medvirken til indsmugling af 135 kg kokain

National enhed for Særlig kriminaltiet (NSK) har efterforsket mod en organisation bag indsmugling af store mængder kokain. En 28-årig har i dag tilstået sin rolle og er blevet idømt en lang fængselsstraf.

NSK logo

En 28-årig mand fra København har mandag tilstået sin rolle i, at 135 kg kokain er blevet indsmuglet til Danmark.

 

Det er sket ved Københavns Byret, der idømte den 28-årige 12 års fængsel.

 

Den 28-årige tilstod, at han i en periode fra april 2020 til marts 2021 medvirkede til, at en bagmand organiserede indsmuglingen af 120 kg kokain til Danmark. Det var den nu dømtes rolle i narkotikaorganisationen løbende at modtage betalinger fra salg af kokain i Københavnsområdet og i Odense. Pengene afleverede han til medgerningsmænd, hvilket blandt andet finansierede indkøb af nye mængder kokain. Den 28-årige modtog mindst 2,6 millioner kroner og afleverede mindst 1,3 millioner kroner.

 

Koordineringen af betalinger og aflevering af det kriminelle udbytte skete gennem krypteret kommunikation på platformen SKY ECC.

 

Tilståelsen omfattede også et forhold begået i 2024. I en periode i april medvirkede den 28-årige til, at 15 kg kokain blev indsmuglet til Danmark ved, at han også her stod for at modtage betaling for de ulovlige stoffer.

 

Dette forhold relaterer sig til et sagskompleks, hvori 11 personer i juni 24 blev anholdt og sigtet for indsmugling og distribution af samlet 234 kilo kokain.

 

Syv personer er hidtil blevet dømt, herunder en nu 34-årig mand, der i januar 2025 i en ankesag blev idømt 12 års fængsel for at have modtaget, opbevaret og videredistribueret ikke under 120 kilo.

 

Specialanklager i NSK, Laura Jensen, siger:

 

”Den dømte i sagen har spillet en nødvendig rolle i, at indsmuglingen har kunnet finde sted. Han har arbejdet tæt sammen med den formodede bagmand i sagen, og han har som pengemand stået for narkotikaorganisationens inddrivelse og aflevering af penge. Jeg er tilfreds med, at retten på trods af tilståelsesrabatten, har udmålt en markant straf, der afspejler tiltaltes medansvar for, at massive mængder kokain er solgt i Danmark.”

 

Den 28-årige tog betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

15. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

12 års fængsel til sidste mand i opioid-netværk

En 32-årig mand er idømt 12 års fængsel i en omfattende sag om østjysk opioid-netværk.

15. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Dømt for udlejning af stjålne og klonede luksusbiler

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om omfattende hæleri af en lang række stjålne biler. Tre mænd er nu dømt i sagen.

12. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Lange fængselsstraffe i historisk hvidvasksag

Tre personer er blevet idømt lange fængselsstraffe i danmarkshistoriens største sag om handelsbaseret hvidvask.