Spring til hovedindhold

Forslag

38-årig udleveret fra Marokko tilstår handel med 50 kg amfetamin

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fik i august en 38-årig mand udleveret fra Marokko. Han har i dag tilstået sin rolle i handel med et stort parti amfetamin og er blevet idømt en lang fængselsstraf.

NSK logo

En 38-årig mand fra Aalborg har fredag tilstået at have været en del af handel med 50 kg amfetamin.

 

Det er sket ved Retten i Aalborg, hvor den 38-årige blev idømt fængsel i 10 år for i juli 2020 at have bestilt, modtaget og været i besiddelse af den større mængde narkotika, der blev overdraget til medgerningsmænd på Amager i København.

 

NSK har efterforsket mod den 38-årige og netværket bag narkotikahandlen og har kunnet dokumentere den nu dømtes brug af den krypterede tjeneste SKY ECC som et led i kriminaliteten, hvilket den 38-årig erkendte i sin tilståelse.

 

Den 38-årige blev anholdt i Casablanca i Marokko i januar 2024 i samarbejde med det amerikanske narkotikaagentur, DEA, og de marokkanske myndigheder. Han blev udleveret til Danmark i august, hvor han efter fremstilling i grundlovsforhør blev varetægtsfængslet.

 

Specialanklager ved NSK, Jacob Gents, siger:

 

”Sagen her er et godt eksempel på, at man som narkotikahandler ikke kan vide sig sikker på at undslå sig strafforfølgelse i Danmark, uanset at man tager ophold i udlandet. I NSK har vores samarbejde med både marokkanske og amerikanske myndigheder ført til først anholdelse og siden udlevering af den dengang mistænkte, og jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi på baggrund af efterforskningen nu er lykkes med at fremme sagen til tilståelse og dom.”

 

Foruden fængselsstraf konfiskerede retten 50.000 kroner hos den dømte.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

22. april 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Endnu en hvidvaskdom i sag om familienetværk

En 22-årig mand med adresse i Odense er onsdag blevet idømt to års fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Manden blev dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for samlet 7,8 millioner kroner.

20. april 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK tømmer butik med falske luksusvarer

NSK har mandag beslaglagt en stor mængde ulovlige kopier af luksusvarer fra en lagerbygning i Rødovre.

26. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om opioid-indsmugling og drabsforsøg

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med blandt andet opioider og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Seks personer fremstilles i grundlovsforhør.