Spring til hovedindhold

Forslag

40-årig tilstår besiddelse af 68 kg amfetamin

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om indsmugling af store mængder amfetamin til Danmark. En 40-årig mand har nu tilstået og er blevet idømt en langvarig fængselsstraf.

NSK logo

En 40-årig mand fra Amager er fredag blevet idømt 10 års fængsel for besiddelse af en større mængde amfetamin samt ecstasy.

 

Det er sket ved Retten i Holbæk, hvor den 40-årige tilstod, at han 11. april 2024 modtog 68 kg amfetamin og 5,4 kg ecstasy på en parkeringsplads i Ringsted. Herefter transporterede han efter aftale med andre narkotikaen til først Tårnby Torv i én bil, hvorefter han i en anden bil sammen med en anden sigtet i sagskomplekset fragtede den ulovlige last til Svallerup Kirke ved Kalundborg.

 

Her mødtes den dømte ifølge sin tilståelse med en tredje person, hvorefter narkotikaen blev kørt til en landejendom syd for Kalundborg. 56 kg amfetamin blev gemt i to køle/fryseskabe i en lade på adressen, mens den resterende mængde narkotika blev anbragt i en bil, som senere samme aften blev standset af politiet på Kalundborgmotorvejen.

 

Sagen har sammenhæng med senere anholdelser foretaget af NSK, hvor fire mænd, der mistænkes for at være centrale nøglepersoner i et stort dansk amfetaminnetværk, er blevet sigtet for at have arrangeret indsmugling og distribution i alt 277 kg amfetamin og 10 kg ketamin.

 

Anklager i NSK, Joachim Suder, siger:

 

”Solid efterforskning i sagen har gjort, at NSK har kunnet anholde den nu dømte på fersk gerning samt fremme sagen med en tilståelse. Jeg er godt tilfreds med, at retten har udmålt en straf, der både tager højde for den anseelige mængde narkotika, der er dømt for, samt det forhold, at den 40-årige har valgt at tilstå sin forbrydelse.”

 

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen. Han blev varetægtsfængslet efter dom.

 

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

22. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK advarer drenge og unge mænd om økonomisk afpresning med intime billeder

Pas på "unge kvinder" der vil dele intime billeder og videoer med dig. Sådan lyder budskabet i en ny NSK-analyse om sextortion med økonomisk motiv, hvor særligt drenge og unge mænd bliver ofre for kriminaliteten.

20. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion mod formodede facilitatorer af voldelig konflikt

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt tre yderligere personer i et sagskompleks om facilitering af alvorlig organiseret kriminalitet på Fyn. De fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør.

19. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om 80kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod personer mistænkt for organiseret narkotikahandel. De fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.