Spring til hovedindhold

Forslag

44-årig mand anholdt for omfattende salg af ulovlige kopivarer

En 44-årig mand fra Esbjerg er i dag anholdt og sigtet for omfattende handel med varemærkeforfalskede produkter. I forbindelse med anholdelsen er der beslaglagt et større antal ulovlige kopivarer i form af tøj, sko og parfumer.

NSK logo komprimeret

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efter samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF, anholdt en 44-årig mand fra Esbjerg og sigtet ham for varemærkekrænkelse af særlig grov karakter.

 

Den 44-årige mand er mistænkt for via en hjemmeside og på kræmmermarkeder at have solgt store mængder ulovlige kopier af tøj, sko og parfumer med varemærkerne Adidas, Armani, Dolce Gabbana, Hugo Boss, Nike, Ralph Lauren og Versace.

 

Under ransagningen på mandens bopæl og på en virksomhedsadresse er der beslaglagt et større antal varemærkeforfalsket tøj, sko og parfumer.

 

Manden er løsladt efter endt afhøring.

 

Politikommissær hos NSK, Anders-Emil Kelbæk, siger:

 

”Jeg er tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelse i sagen. Når virksomheder sælger ulovlige kopier af mærkevarer bliver både kunderne og de retmæssige rettighedshavere snydt, og det er noget, vi tager alvorligt. Samtidig ved vi, at både produktion og videresalg af ulovlige kopivarer kan være en indtægtskilde for organiserede kriminelle grupper.”

 

Da det er en verserende efterforskning har NSK ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

22. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK advarer drenge og unge mænd om økonomisk afpresning med intime billeder

Pas på "unge kvinder" der vil dele intime billeder og videoer med dig. Sådan lyder budskabet i en ny NSK-analyse om sextortion med økonomisk motiv, hvor særligt drenge og unge mænd bliver ofre for kriminaliteten.

20. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion mod formodede facilitatorer af voldelig konflikt

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt tre yderligere personer i et sagskompleks om facilitering af alvorlig organiseret kriminalitet på Fyn. De fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør.

19. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om 80kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod personer mistænkt for organiseret narkotikahandel. De fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.