Spring til hovedindhold

Forslag

Bagmand tilstår besiddelse af 244 kg amfetamin

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har optrevlet et netværk ansvarlig for distribution af store mængder amfetamin. En af bagmændene er nu idømt en langvarig fængselsdom.

NSK logo

En 28-årig mand fra København er onsdag blevet idømt fængsel i 14 år for at være en af bagmændene i en organisation bag handel med amfetamin.

 

Det er sket ved Retten i Roskilde, hvor den 28-årige tilstod, at han i en periode fra juli 2024 til september 2024 i forening med flere medgerningsmænd udgjorde en styrende og koordinerende rolle i relation til besiddelsen og videredistributionen af samlet 244 kg amfetamin på vegne af organisationen.

 

Den 28-årige var på gerningstidspunktet afsoner i Sdr. Omme Fængsel. Herfra koordinerede den 28-årig mand organisationen ved at give instruktioner på bl.a. den krypterede beskedtjeneste Signal til medgerningsmændene i relation modtagelsen af og betalingen for amfetaminen. Udvekslingerne af hård narkotika og penge fandt sted på flere adresser på Sjælland og bl.a. i Korsør, herunder på Korsør Station, og på en pendlerparkeringsplads i Ringsted.

 

Afgørelsen er den seneste i et større sagskompleks om handel med amfetamin i et netværk med forgreninger fra Midt- og Vestsjælland til København og Jylland, som NSK har efterforsket mod. Syv personer er hidtil blevet dømt i sagskomplekset foruden en 41-årig kvinde, der torsdag i sidste uge blev kendt skyldig, da hun tilstod besiddelse af ca. 141 kg amfetamin.

 

Anklager ved NSK, Joachim Suder, siger:

 

”Bagmanden er ansvarlig for, at der på bare få måneder er blevet distribueret store mængder amfetamin rundt i Danmark, imens han har afsonet en fængselsstraf for en anden dom. Det er naturligvis alvorligt, og derfor er jeg godt tilfreds med, at dommen på den ene side tager højde for min påstand om, at der var tale om så alvorlige forhold, at straffen skulle forhøjes med indtil det halve, og at bagmanden på den anden side valgte at tilstå.”

 

Den 28-årige udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

Han blev fængslet efter domsafsigelsen.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

26. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om opioid-indsmugling og drabsforsøg

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med blandt andet opioider og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Seks personer fremstilles i grundlovsforhør.

25. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

To idømt ni års fængsel for besiddelse af hårde stoffer

To mænd er idømt hver ni års fængsel i en sag om besiddelse og videreoverdragelse af 50 kg hash og 17 kg hård narkotika.

25. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Bandemedlemmer anholdt for handel med 10kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med kokain og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Fire personer fremstilles i grundlovsforhør.