Spring til hovedindhold

Forslag

Dom for handel med 849 kg hård narkotika og våben sprænger strafferammen

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har optrevlet en vidtforgrenet narkotikaorganisation med domme til hidtil 21 personer til følge, herunder flere i udlandet. I dag er organisationens to bagmænd fundet skyldige i handel med meget store mængder narkotika og flere våben, og de er begge blevet idømt fængselsstraffe, der sprænger den sædvanlige strafferamme.

NSK logo

To serbiske brødre er mandag begge blevet idømt 20 års fængsel for i en periode fra september 2019 til april 2022 at stå bag handel med meget store mængder hård narkotika. Dommen sprænger dermed den sædvanlige strafferamme på 16 års fængsel for denne type forbrydelse.

 

Dommen faldt ved Retten i Glostrup, hvor de to mænd på 40 og 49 år blev fundet skyldige i at være ledere i en narkotikaorganisation, der gennem krypteret kommunikation planlagde modtagelse og videredistribution af 849 kg primært kokain og til dels heroin til en lang række personer i hovedstadsområdet med et udbytte på ikke under 20.000.000 kroner, der efterfølgende er investeret i ejendomme og landarealer i Serbien gennem et firma oprettet til formålet.

 

Efterforskning i sagen har påvist, at narkotikaen i flere tilfælde ankom i tysk indregistrede Audi’er til en tankstation i Albertslund, hvorefter de ulovlige stoffer blev transporteret til en nærliggende lejlighed, hvor de blev opdelt, ompakket og opbevaret med henblik på videreoverdragelse.

 

To mænd blev i marts 2024 dømt i sagskomplekset for som kurérere at køre over grænsen til Danmark med kokain skjult i hemmelige rum i deres biler.

 

Retten fandt det også bevist, at kontanter fra narkotikahandlen blev sendt til Serbien i biler og busser på vegne af bagmændene. To personer i sagskomplekset blev i marts 2024 dømt for at hvidvaske over 12 millioner kroner, der i 30 omgange blev fragtet ud af Danmark i turistbusser.

 

De to serbiske mænd blev desuden fundet skyldige i flere tilfælde af besiddelse og forsøg på besiddelse og salg af adskillige våben, herunder bl.a. en pistol med lyddæmper, to automatrifler af mærket M-75m og adskillige pistoler.

 

NSK har i sagen desuden i samarbejde med serbisk politi anholdt tre mænd i Serbien og beslaglagt en lang række værdier, herunder 13 lejligheder, et landområde med nybygget luksushotel i naturparken Tara, besiddelser i flere virksomheder, bankkonti, guldbarrer, millioner af kroner i form af Euro og danske kontanter, dyre designer-ure og motorcykler.

 

Som et led i samarbejdet har den serbiske anklagemyndighed efter international retsanmodning fra NSK’s anklagemyndighed overtaget strafforfølgningen af de tre anholdte.

 

Anklagerfuldmægtig i NSK, Tobias Baadsgaard, siger:

 

”De dømte har været bagmænd i en særdeles professionel kriminel organisation med international forgrening, der er ansvarlig for indsmugling og handel med store mængder narkotika i Danmark. Der har i sagen været tale om handel med ekstraordinært store mængder hård narkotika, og derfor ser jeg også med tilfredshed på, at retten har udmålt en straf, der afspejler netop hvor usædvanlig omfangsrig kriminaliteten har været.”

 

Specialanklager i NSK, Tomas Hugger, siger:

 

”Det helt ekstraordinære i denne sag er, at organisationen, fra top til bund, fra gadeplanssælger over kurérer til serbiske bagmænd, alle er dømt. Det er en vigtig pointe, at det også er lykkedes for NSK at forfølge udbyttet hele vejen til Serbien, hvor politi og anklagemyndighede i NSK har etableret et forbilledligt samarbejde med de serbiske myndigheder, der på baggrund af samarbejdet har konfiskeret værdier, ejendomme i sagen og selv har ført straffesager mod flere af medgerningsmændene i Serbien.”

 

Som følge af dommen konfiskerede retten udbyttet på 20 millioner kroner, og begge dømte blev af retten udvist af Danmark for bestandig.

 

Begge dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

3. december 2024

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder to personer fra det organiserede kriminelle miljø for handel med kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag anholdt to mænd for videresalg af 4,5 kilo kokain.

2. december 2024

National enhed for Særlig Kriminalitet

Hovedmand bag millionbedrageri i spilleforening får fem og et halvt års fængsel

Formanden for spilleforeningen Optimizer, der er under konkurs, er idømt fem og et halvt års fængsel efter at have tilstået investeringsbedrageri af foreningens medlemmer for godt 900 millioner kroner.

29. november 2024

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder fire personer i Nuuk for groft skattesvig og dokumentfalsk

Fire personer er tirsdag blevet anholdt i Nuuk i Grønland. Der er i den forbindelse foretaget sigtelser for skattesvig af særlig grov beskaffenhed samt for dokumentfalsk af blandt andet ansættelsesbreve.