Fremtrædende medlemmer af Bandidos anholdt for at videreføre forbudt forening
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har sigtet en række fremtrædende medlemmer af Bandidos MC i Danmark for gentagne gange at videreføre den forbudte forening. De fremstilles onsdag i grundlovsforhør. Yderligere 6 mænd er sigtet i sagen.

10 mænd i alderen 43 til 62 år er tirsdag blevet anholdt og sigtet for at videreføre den forbudte forening Bandidos MC i Danmark. Det er sket under en anholdelsesaktion, som NSK har gennemført i samarbejde med Sydøstjyllands Politi og Københavns Vestegns Politi.
De anholdte, der opfattes af politiet som fremtrædende personer i ledelsen af den forbudte forening, Bandidos MC i Danmark, er sigtet for gentagne gange at videreføre Bandidos MC i Danmark ved løbende at mødes på en café i Ishøj foruden på Sejet Kro nær Horsens. Sigtelsen omfatter et møde dags dato på Sejet Kro, hvor anholdelserne fandt sted.
Politiet foretog ransagning på stedet. Flere effekter er blevet beslaglagt til brug for den videre efterforskning.
NSK har efterforsket sagen siden januar 2025 på baggrund af viden om, at medlemmer af Bandidos MC har fortsat deres mødeaktivitet, efter NSK med bemyndigelse fra justitsministeren og Rigsadvokaten 22. maj 2024 nedlagde et foreløbigt forbud mod grupperingen og indbragte en opløsningssag mod Bandidos MC i Danmark for Retten i Helsingør.
Videreførelse af en forbudt forening straffes efter straffelovens paragraf 132 a med bøde eller fængsel indtil 2 år.
De 10 fremtrædende medlemmer af Bandidos MC i Danmark fremstilles onsdag i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup med begæring om varetægtsfængsling. Yderligere 6 mænd blev under aktionen sigtet for at videreføre Bandidos MC i Danmark.
Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, siger:
”Vi har kunnet konstatere, at en række personer fra flere landsdele, som vi anser for ledende medlemmer af Bandidos MC i Danmark, har afholdt faste møder den første tirsdag i måneden til trods for, at det siden udstedelsen af det foreløbige forbud den 22. maj 2024 har været strafbart at videreføre foreningen. Det har NSK nu foreløbigt sat en stopper for og Retten i Glostrup skal nu vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle på grund af risiko for yderligere overtrædelser af forbuddet.”
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.