NSK nedlægger foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har indbragt en opløsningssag mod Bandidos MC i Danmark for retten og nedlægger samtidig et foreløbigt forbud mod grupperingen.
NSK har i dag med øjeblikkelig virkning nedlagt et foreløbigt, administrativt forbud mod Bandidos MC i Danmark. Det betyder, at Bandidos MC i Danmark med øjeblikkelig virkning er forbudt, og at en videreførelse af foreningen samt besiddelse af foreningens kendetegn vil kunne straffes efter straffelovens § 132 a. Sagen om opløsning af Bandidos MC i Danmark er samtidig blevet indbragt for Retten i Helsingør.
Det sker efter, at justitsministeren i april 2024 tiltrådte en indstilling fra Rigsadvokaten om at rejse en opløsningssag mod Bandidos MC. Justitsministeren bemyndigede samtidig i den konkrete sag Rigsadvokaten til administrativt at kunne nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark, hvis der er grundlag for det. Rigsadvokaten har herefter bemyndiget NSK til at nedlægge et sådant forbud, hvis der er grundlag for det.
Det oplyser politidirektør i NSK, Lasse Boje.
”NSK har i dag nedlagt et foreløbigt administrativt forbud mod Bandidos MC i Danmark. NSK’s efterforskning har vist, at Bandidos MC i Danmark er en forening, som har et ulovligt øjemed af så alvorlig karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud,” siger han.
Det er NSK’s opfattelse, at der som almindeligt led i Bandidos MC i Danmark’s virksomhed er begået og begås omfattende og alvorlig kriminalitet. I en periode fra 2013 til 2023 har Bandidos MC i Danmark været involveret i mindst ti voldelige konflikter med andre kriminelle grupperinger. Det er blandt andet på den baggrund vurderingen, at grupperingens virksomhed og medlemmernes adfærd udgør både en alvorlig trussel mod borgernes liv og sikkerhed, men også mod den offentlige orden som sådan. NSK griber derfor ind med et foreløbigt forbud, således at en indgriben ikke skal afvente behandlingen af opløsningssagen ved domstolene.
NSK indledte den 31. maj 2023 i samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) en efterforskning med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at indlede en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark. Forud for efterforskningen havde NSK og SSK lavet et undersøgelsesoplæg, der resulterede i en indstilling til Rigspolitiet og Rigsadvokaten om at tiltræde, at der påbegyndtes en efterforskning mod Bandidos MC i Danmark. I januar 2024 indstillede NSK på baggrund af efterforskningen, at der skulle indledes en opløsningssag ved domstolene. Rigspolitiet og Rigsadvokaten tiltrådte NSK’s indstilling, hvorefter justitsministeren tiltrådte indstillingen i april.
For at Bandidos MC i Danmark kan blive opløst ved dom, skal NSK føre bevis for, at Bandidos MC i Danmark er en forening i grundlovens forstand, og at foreningen har et ulovligt øjemed.
”Vi forventer, at opløsningssagen navnlig kommer til at dreje sig om, hvorvidt Bandidos MC i Danmark har et ulovligt øjemed. Efterforskningen har blandt andet vist, at domstolene i de senere år har afsagt 12 domme indeholdende 29 domfældelser, der vedrører alvorlig og samfundsskadelig kriminalitet, herunder drab og drabsforsøg, begået af medlemmer af eller personer relateret til Bandidos MC i Danmark under en bandekonflikt med en anden bande, og som henviser til straffelovens § 81 a. Derudover har domstolene afsagt mindst 30 øvrige domme, heraf 28 endelige domme, hvor medlemmer af Bandidos MC i Danmark er dømt for alvorlig og samfundsskadelig kriminalitet begået i regi af grupperingen eller i grupperingens interesse,” siger Lasse Boje.
Det vides endnu ikke, hvornår opløsningssagen vil blive behandlet ved Retten i Helsingør. Sagen vil blive ført af anklagemyndigheden i NSK i samarbejde med SSK.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.