Spring til hovedindhold

Forslag

Hvidvask af 78 millioner giver tre års fængsel

En 30-årig mand fra Fredericia er idømt tre års fængsel, efter han har tilstået sin rolle i hvidvask af 78 millioner kroner.

NSK logo komprimeret

En 30-årig mand fra Fredericia* er i en tilståelsessag ved Retten i Odense blevet idømt tre års ubetinget fængsel for hvidvask af særlig grov beskaffenhed. Sagen er ført og efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

 

Den nu dømte tilstod, at han i perioden fra marts 2024 til september 2025 har indsamlet i alt 78.400.000 kroner hos kriminelle på tværs af landet med henblik på at sløre pengenes ulovlige oprindelse.

 

Ud over fængselsstraffen blev den 30-årige udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, ligesom retten konfiskerede 665.000 kroner og 8.480 dollars i kontanter fra den dømte.

 

Den 30-årige har siddet varetægtsfængslet siden september 2025, hvor han sammen med flere andre blev anholdt ved en større anholdelsesaktion. En 21-årig mand har tidligere tilstået sin rolle i hvidvask for 120 millioner kroner i samme sagskompleks. Tre personer er fortsat varetægtsfængslede.

 

Den dømte ankede dommen til formildelse.

 

Specialanklager hos NSK Jhin Lee siger:

 

”Den dømte har været kurér i et netværk, der har organiseret hvidvask af penge for kriminelle på tværs af landet.  Herefter er udbyttet så blevet kanaliseret ud af landet. Det er alvorligt, og det afspejler rettens afgørelse også.”

 

*I første udgave af pressemeddelelsen fremgik det, at den dømte var fra Odense.  

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

19. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om 80kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod personer mistænkt for organiseret narkotikahandel. De fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.

18. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Mediebureau dømt for at dele artikler ulovligt

Et mediebureau og selskabets direktør er dømt for ophavsretskrænkelser ved uberettiget at dele nyhedsartikler med kunderne.

15. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

12 års fængsel til sidste mand i opioid-netværk

En 32-årig mand er idømt 12 års fængsel i en omfattende sag om østjysk opioid-netværk.