Spring til hovedindhold

Forslag

NSK anholder to personer i kokainsag fra Sejerøbugten

NSK har tirsdag foretaget anholdelse af to mænd. Mændene er sigtet for i fællesskab med flere medgerningsmænd at have forestået indsmugling af 818 kilo kokain, der i marts blev dumpet i havet og drev i land i Sejerøbugten.

NSK logo

De to mænd blev anholdt i Storkøbenhavn tirsdag. Mændene er hhv. 27 og 60 år.

Anholdelserne sker på baggrund af en længerevarende efterforskning, der er foretaget i tæt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi.

De anholdte er sigtet for sammen med yderligere tre mænd at have forestået indsmugling af 818 kilo kokain. Kokainen blev dumpet i sportstasker i de indre danske farvande lørdag den 16. marts 2024 og drev efterfølgende i land i Sejerøbugten på stranden ved Sjællands Odde.

Det er NSK’s opfattelse, at mændene skulle opsamle kokainen til søs med henblik på videredistribution. Kokainen blev kort tid efter fundet beslaglagt og destrueret.

”På baggrund af en længerevarende efterforskning i tæt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi har vi identificeret og anholdt to personer, som efter politiets opfattelse har skullet opsamle kokainen til søs med henblik på videredistribution. Der er tale om omfattende mængder narkotika. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi nu har kunnet skride til anholdelse af en del af et organiseret kriminelt netværk”, siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen.

To mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk tirsdag kl. 13.00 med begæring om varetægtsfængsling. De øvrige tre mænd begæres varetægtsfængslet in absentia.

Anklagemyndigheden vil begære dørlukning og navneforbud. NSK har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

10. december 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Direktør i leasingselskab tilstår omfattende økonomisk kriminalitet

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en kompleks sag om en række forskellige forhold om økonomisk kriminalitet, herunder afgifts- og momsunddragelse i forbindelse med leasingvirksomhed og handel med biler. En tidligere direktør er nu dømt efter tilståelse i retten.

9. december 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

82-årig gemte millioner for skattevæsnet

En 82-årig vestjyde er dømt for skyldnersvig ved at gemme ni millioner kroner for skattevæsnet på konti i udenlandske banker.

5. december 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Ni mænd dømt i sag om drabsforsøg under konflikt

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om blandt andet drabsforsøg, våbenbesiddelse og forsøg på grov vold eller mishandling begået under en konflikt mellem to bander. Ni mænd er i dag blevet dømt i sagen.