Spring til hovedindhold

Forslag

NSK's årsberetning: Resultater og indsatser i 2024 i kampen mod den mest samfundsskadelige kriminalitet

I NSK's årsberetning for 2024 kan du få et indblik i en række af vores opnåede resultater og indsatser. Året har blandt andet budt på rekordstore hvidvaskdomme i milliardklassen, et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark, deltagelse i flere internationale operationer på cyberområdet og professionel understøttelse af politikredsene i hele Rigsfællesskabet.

Der har været travlhed i NSK i enhedens tre første leveår. Foruden det at etablere en ny operativ specialenhed i politiet og anklagemyndigheden, har NSK arbejdet målrettet med at bekæmpe den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. 

Det gælder inden for områderne økonomisk, organiseret og digital kriminalitet, ligesom NSK skal sikre en effektiv understøttelse af politi og anklagemyndighed med specialkompetencer.

Politidirektør i NSK, Lasse Boje, siger:

”Årsberetningen giver et godt billede af de mange forskelligartede opgaver, vi løfter i NSK. Vores efterforskning og strafforfølgning af den mest samfundsskadelige kriminalitet har ført til stærke og mærkbare resultater i 2024. Jeg er samtidig stolt af det professionelle kredsunderstøttende arbejde, vi hver dag leverer til politikredsene i hele Rigsfællesskabet, så vi i fællesskab med resten af politiet og anklagemyndigheden også er med til at beskytte borgerne mod den mere nære kriminalitet. Det arbejde skal vi fortsætte med –  i tæt samarbejde med andre myndigheder og samarbejdspartnere –  så vi fokuserer vores indsatser mest effektivt. Det gælder også i forhold til den digitale kriminalitet, der udfordrer os i politiet og anklagemyndigheden. Her kommer vi i de kommende år til at finde nye veje for at imødegå den stigende trussel på området.” 

Overblik over udvalgte resultater fra 2024

 

I årsberetningen kan du blandt andet læse om de markante afgørelser på hvidvaskområdet, som NSK har fået afgjort ved domstolene, ligesom du kan få indblik i en særlig tendens – handelsbaseret hvidvask – som har været et tema i flere sager på hvidvaskområdet i 2024.
Året har desuden budt på mange operationer rettet mod kriminalitet og konflikter i bandemiljøet. Det gælder ikke mindst i forbindelse med de såkaldte ’Crime as a Service’-sager, hvor unge svenskere er blevet rekrutteret på sociale medier og bestilt til at begå drab og voldshændelser som led i bandekonflikter. 

Du kan også læse om den yderligere oprustning, NSK har foretaget i 2024 i kampen mod den digitale kriminalitet. NSK har blandt andet oprettet et samlet center for digital kriminalitet og deltaget i flere internationale operationer, hvor vi i samarbejde med andre landes politistyrker og politikredsene har slået tilbage mod organiserede cyberkriminelle. Endelig har NSK i 2024 sendt danske kriminalteknikere til Ukraine for at bidrage til dokumentation og opklaring af krigsforbrydelser og bistå den Internationale Straffedomsstols (ICC) arbejde. 

Dette er blot nogle af flere indsatser, du kan læse om i årsberetningen, som du finder her.
 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

21. november 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Formodet hvidvask-bagmand anholdt i lufthavn

NSK har fredag eftermiddag anholdt og sigtet en 51-årig mand for hvidvask af 70 millioner kroner. Manden blev anholdt i Københavns Lufthavn på vej ud af landet.

21. november 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Dømt for hvidvask af over 30 millioner

En 35-årig mand er idømt tre års fængsel, efter han har tilstået at have hvidvasket over 30 millioner kroner ved at udskrive fiktive fakturaer. Dommen udspringer af efterforskning i det nationale Al Capone-samarbejde.

13. november 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Endnu et slag mod cyberkriminelle i Operation Endgame

NSK har endnu en gang deltaget i Operation Endgame, hvor en række internationale politimyndigheder sammen har slået til mod toneangivende cyberkriminelle aktører. Fokus i Operation Endgame er at nedtage de kriminelles infrastruktur, som er med til at muliggøre omfattende cyberkriminalitet mod ofre i hele verden. Operationen har endvidere fokus på at sikre oplysninger om ofre for den begåede kriminalitet og derved afhjælpe, at de ikke fortsat udsættes for kriminalitet.